Bibelen på hverdagsdansk

Nehemias 2

Nehemias rejser til Jerusalem

1En dag i nisan[a] måned i kong Artaxerxesʼ 20. regeringsår skulle jeg bringe vin ind til kongen. Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran ham. Da jeg rakte ham vinen, udbrød han: „Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, men jeg tog mod til mig og svarede: „Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt.”

„Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.

Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by.”

Kongen kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side, og spurgte så: „Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.

„Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. „Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.

Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. 10 Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.

Nehemias inspicerer muren omkring Jerusalem

11-12 Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, foretog jeg om natten en inspektion sammen med nogle få mænd uden at sige til nogen, hvad Gud havde lagt mig på hjerte angående Jerusalem. Vi havde kun et æsel, som jeg red på, mens de andre gik. 13 Først red jeg ud gennem Dalporten i retning af Sjakalbrønden og nåede til Møgporten, mens jeg undersøgte den nedrevne murs beskaffenhed og resterne af de brændte porte. 14-15 Derfra fortsatte vi til Kildeporten og Kongedammen, men der var der ikke plads til, at mit æsel kunne komme videre. Så drejede jeg af og red op gennem Kedrondalen, mens jeg inspicerede murene, hvorefter vi vendte hjem gennem Dalporten.

16 Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.

17 Men nu sagde jeg: „I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”

18 Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. „Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.

19 Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: „Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”

20 „Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. „Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”

Footnotes

  1. 2,1 Årets første måned, svarende til marts-april. Der var altså gået fire måneder.

King James Version

Nehemiah 2

1And it came to pass in the month Nisan, in the twentieth year of Artaxerxes the king, that wine was before him: and I took up the wine, and gave it unto the king. Now I had not been beforetime sad in his presence.

Wherefore the king said unto me, Why is thy countenance sad, seeing thou art not sick? this is nothing else but sorrow of heart. Then I was very sore afraid,

And said unto the king, Let the king live for ever: why should not my countenance be sad, when the city, the place of my fathers' sepulchres, lieth waste, and the gates thereof are consumed with fire?

Then the king said unto me, For what dost thou make request? So I prayed to the God of heaven.

And I said unto the king, If it please the king, and if thy servant have found favour in thy sight, that thou wouldest send me unto Judah, unto the city of my fathers' sepulchres, that I may build it.

And the king said unto me, (the queen also sitting by him,) For how long shall thy journey be? and when wilt thou return? So it pleased the king to send me; and I set him a time.

Moreover I said unto the king, If it please the king, let letters be given me to the governors beyond the river, that they may convey me over till I come into Judah;

And a letter unto Asaph the keeper of the king's forest, that he may give me timber to make beams for the gates of the palace which appertained to the house, and for the wall of the city, and for the house that I shall enter into. And the king granted me, according to the good hand of my God upon me.

Then I came to the governors beyond the river, and gave them the king's letters. Now the king had sent captains of the army and horsemen with me.

10 When Sanballat the Horonite, and Tobiah the servant, the Ammonite, heard of it, it grieved them exceedingly that there was come a man to seek the welfare of the children of Israel.

11 So I came to Jerusalem, and was there three days.

12 And I arose in the night, I and some few men with me; neither told I any man what my God had put in my heart to do at Jerusalem: neither was there any beast with me, save the beast that I rode upon.

13 And I went out by night by the gate of the valley, even before the dragon well, and to the dung port, and viewed the walls of Jerusalem, which were broken down, and the gates thereof were consumed with fire.

14 Then I went on to the gate of the fountain, and to the king's pool: but there was no place for the beast that was under me to pass.

15 Then went I up in the night by the brook, and viewed the wall, and turned back, and entered by the gate of the valley, and so returned.

16 And the rulers knew not whither I went, or what I did; neither had I as yet told it to the Jews, nor to the priests, nor to the nobles, nor to the rulers, nor to the rest that did the work.

17 Then said I unto them, Ye see the distress that we are in, how Jerusalem lieth waste, and the gates thereof are burned with fire: come, and let us build up the wall of Jerusalem, that we be no more a reproach.

18 Then I told them of the hand of my God which was good upon me; as also the king's words that he had spoken unto me. And they said, Let us rise up and build. So they strengthened their hands for this good work.

19 But when Sanballat the Horonite, and Tobiah the servant, the Ammonite, and Geshem the Arabian, heard it, they laughed us to scorn, and despised us, and said, What is this thing that ye do? will ye rebel against the king?

20 Then answered I them, and said unto them, The God of heaven, he will prosper us; therefore we his servants will arise and build: but ye have no portion, nor right, nor memorial, in Jerusalem.