Jonasʼ Bog 1 – BPH & NIV

Bibelen på hverdagsdansk

Jonasʼ Bog 1:1-16

Jonas nægter at adlyde Gud

1En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: 2„Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”

3Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.1,3 Mange mener, at Tarshish lå i Spanien, men det vides ikke med sikkerhed. Jafo eller Joppe svarer til det nuværende Jaffa. Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.

Gud straffer Jonas for hans ulydighed

4Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. 5Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.

Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. 6Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”

7Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.

8Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” 9Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” 10Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. 11Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” 12„Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”

13Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. 14Så råbte de til Jonas’ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” 15Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. 16Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.

New International Version

Jonah 1:1-17

Jonah Flees From the Lord

1The word of the Lord came to Jonah son of Amittai: 2“Go to the great city of Nineveh and preach against it, because its wickedness has come up before me.”

3But Jonah ran away from the Lord and headed for Tarshish. He went down to Joppa, where he found a ship bound for that port. After paying the fare, he went aboard and sailed for Tarshish to flee from the Lord.

4Then the Lord sent a great wind on the sea, and such a violent storm arose that the ship threatened to break up. 5All the sailors were afraid and each cried out to his own god. And they threw the cargo into the sea to lighten the ship.

But Jonah had gone below deck, where he lay down and fell into a deep sleep. 6The captain went to him and said, “How can you sleep? Get up and call on your god! Maybe he will take notice of us so that we will not perish.”

7Then the sailors said to each other, “Come, let us cast lots to find out who is responsible for this calamity.” They cast lots and the lot fell on Jonah. 8So they asked him, “Tell us, who is responsible for making all this trouble for us? What kind of work do you do? Where do you come from? What is your country? From what people are you?”

9He answered, “I am a Hebrew and I worship the Lord, the God of heaven, who made the sea and the dry land.”

10This terrified them and they asked, “What have you done?” (They knew he was running away from the Lord, because he had already told them so.)

11The sea was getting rougher and rougher. So they asked him, “What should we do to you to make the sea calm down for us?”

12“Pick me up and throw me into the sea,” he replied, “and it will become calm. I know that it is my fault that this great storm has come upon you.”

13Instead, the men did their best to row back to land. But they could not, for the sea grew even wilder than before. 14Then they cried out to the Lord, “Please, Lord, do not let us die for taking this man’s life. Do not hold us accountable for killing an innocent man, for you, Lord, have done as you pleased.” 15Then they took Jonah and threw him overboard, and the raging sea grew calm. 16At this the men greatly feared the Lord, and they offered a sacrifice to the Lord and made vows to him.

Jonah’s Prayer

17Now the Lord provided a huge fish to swallow Jonah, and Jonah was in the belly of the fish three days and three nights.