Bibelen på hverdagsdansk

Johannes 13

Jesus vasker disciplenes fødder

1Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen.

Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus. Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.

Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel[a] af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”

„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”

„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!”

„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”

„Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”

10 „Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at vaske fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene—dog ikke alle.” 11 Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.

12 Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? 13 I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer. 16 Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. 17 Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.

18 Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, vil bekæmpe mig.’[b] Det går snart i opfyldelse. 19 Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker. 20 Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig—og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.”

Jesus forudsiger, at Judas vil forråde ham

21 Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!”

22 Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til. 23 Den discipel, som Jesus elskede særlig højt, lå til bords ved siden af Jesus. 24 Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være. 25 Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?” 26 „Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus.

Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot. 27 Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde—men gør det snart!” 28 Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham. 29 Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen. 30 Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.

Det nye bud, kærlighedsbudet

31 Da Judas var gået, sagde Jesus: „Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen vil blive æret, og det, han gør, vil bringe Gud ære. 32 Siden han vil bringe Gud ære, vil Gud også bringe ham ære, og det kommer til at ske meget snart. 33 Venner, nu varer det ikke længe, før jeg skal bort. I vil lede efter mig, men som jeg tidligere sagde til de jødiske ledere, siger jeg nu også til jer: Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme. 34 Derfor giver jeg jer en ny befaling: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden! 35 Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.”

Jesus forudser, at Peter vil svigte ham

36 „Men Herre,” sagde Peter, „hvor går du hen?” Jesus svarede: „Du kan ikke følge mig nu, men senere vil du komme til mig.” 37 „Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg er parat til at dø for dig!” 38 „Dø for mig?” sagde Jesus. „Inden hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig!”

Footnotes

  1. 13,4 Det var skik, at den ansvarlige for måltidet, her Jesus, rejste sig for at vaske hænder, efter at det første bæger med vin var drukket. Det var almindeligt at være iklædt to kjortler: En lang inderkjortel uden ærmer og en lidt længere og kraftigere yderkjortel med ærmer. Yderkjortlen tog man af, når man skulle arbejde eller af andre grunde ønskede at frigøre hænder og arme. Hvis man havde brug for at løbe eller for at kunne bevæge benene mere frit, hev man op i inderkjortlen og holdt den oppe ved hjælp af et bælte. Jesus brugte her et langt håndklæde som bælte.
  2. 13,18 Sl. 41,10.

The Message

John 13

Washing His Disciples’ Feet

11-2 Just before the Passover Feast, Jesus knew that the time had come to leave this world to go to the Father. Having loved his dear companions, he continued to love them right to the end. It was suppertime. The Devil by now had Judas, son of Simon the Iscariot, firmly in his grip, all set for the betrayal.

3-6 Jesus knew that the Father had put him in complete charge of everything, that he came from God and was on his way back to God. So he got up from the supper table, set aside his robe, and put on an apron. Then he poured water into a basin and began to wash the feet of the disciples, drying them with his apron. When he got to Simon Peter, Peter said, “Master, you wash my feet?”

Jesus answered, “You don’t understand now what I’m doing, but it will be clear enough to you later.”

Peter persisted, “You’re not going to wash my feet—ever!”

Jesus said, “If I don’t wash you, you can’t be part of what I’m doing.”

“Master!” said Peter. “Not only my feet, then. Wash my hands! Wash my head!”

10-12 Jesus said, “If you’ve had a bath in the morning, you only need your feet washed now and you’re clean from head to toe. My concern, you understand, is holiness, not hygiene. So now you’re clean. But not every one of you.” (He knew who was betraying him. That’s why he said, “Not every one of you.”) After he had finished washing their feet, he took his robe, put it back on, and went back to his place at the table.

12-17 Then he said, “Do you understand what I have done to you? You address me as ‘Teacher’ and ‘Master,’ and rightly so. That is what I am. So if I, the Master and Teacher, washed your feet, you must now wash each other’s feet. I’ve laid down a pattern for you. What I’ve done, you do. I’m only pointing out the obvious. A servant is not ranked above his master; an employee doesn’t give orders to the employer. If you understand what I’m telling you, act like it—and live a blessed life.

The One Who Ate Bread at My Table

18-20 “I’m not including all of you in this. I know precisely whom I’ve selected, so as not to interfere with the fulfillment of this Scripture:

The one who ate bread at my table
Turned on his heel against me.

“I’m telling you all this ahead of time so that when it happens you will believe that I am who I say I am. Make sure you get this right: Receiving someone I send is the same as receiving me, just as receiving me is the same as receiving the One who sent me.”

21 After he said these things, Jesus became visibly upset, and then he told them why. “One of you is going to betray me.”

22-25 The disciples looked around at one another, wondering who on earth he was talking about. One of the disciples, the one Jesus loved dearly, was reclining against him, his head on his shoulder. Peter motioned to him to ask who Jesus might be talking about. So, being the closest, he said, “Master, who?”

26-27 Jesus said, “The one to whom I give this crust of bread after I’ve dipped it.” Then he dipped the crust and gave it to Judas, son of Simon the Iscariot. As soon as the bread was in his hand, Satan entered him.

“What you must do,” said Jesus, “do. Do it and get it over with.”

28-29 No one around the supper table knew why he said this to him. Some thought that since Judas was their treasurer, Jesus was telling him to buy what they needed for the Feast, or that he should give something to the poor.

30 Judas, with the piece of bread, left. It was night.

A New Command

31-32 When he had left, Jesus said, “Now the Son of Man is seen for who he is, and God seen for who he is in him. The moment God is seen in him, God’s glory will be on display. In glorifying him, he himself is glorified—glory all around!

33 “Children, I am with you for only a short time longer. You are going to look high and low for me. But just as I told the Jews, I’m telling you: ‘Where I go, you are not able to come.’

34-35 “Let me give you a new command: Love one another. In the same way I loved you, you love one another. This is how everyone will recognize that you are my disciples—when they see the love you have for each other.”

36 Simon Peter asked, “Master, just where are you going?”

Jesus answered, “You can’t now follow me where I’m going. You will follow later.”

37 “Master,” said Peter, “why can’t I follow now? I’ll lay down my life for you!”

38 “Really? You’ll lay down your life for me? The truth is that before the rooster crows, you’ll deny me three times.”