Jobs Bog 14 – BPH & OL

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 14:1-22

1Et menneskeliv er kun ganske kort,

men alligevel har vi masser af problemer.

2Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,

livet passerer forbi som en skygge og er væk.

3Jeg er så ringe og ubetydelig.

Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?

4Findes der et menneske helt uden synd?

Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?

5Du har fastsat et menneskes levetid,

den kan tælles i dage og måneder,

den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.

6Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,

som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.

7Der er mere håb for et træ end for et menneske.

Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.

8Selv om rødderne i jorden er gamle,

og stubben synes død i markens muld,

9skal der kun en smule vand til

for at hjælpe de nye skud på vej.

10Men når mennesker dør, er det ude med dem.

Når de udånder, er alt forbi.

11Som en sø kan udtørres under tørke,

og en flod kan svinde ind til ingenting,

12sådan er et menneske borte,

når livet først rinder ud.

Det rejser sig ikke fra graven,

så længe himlen og jorden er til.

13Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget

og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.

Når den rette tid så er inde,

kan du komme og føre mig op igen.

14Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,

kunne jeg bedre holde lidelsen ud

og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.

15Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,

for du længes efter at se din skabning igen.

16Da ville du overvåge mine skridt,

men ikke tage dig af mine overtrædelser.

17Mine synder bliver gemt i en sæk,

du tilregner mig dem ikke.

18Men som et bjerg kan skride sammen,

som et klippestykke kan slå revner,

19som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,

sådan brister menneskets forhåbninger.

20Det endelige slag mod os mennesker er døden,

med stivnet ansigt går vi bort.

21Børnenes fremtid får vi ikke at se,

vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.

22Vi mærker kun vores egen smerte,

føler kun vores egen sorg.”

O Livro

Job 14:1-22

1Como é frágil o ser humano;

são bem poucos os seus dias e cheios de inquietação!

2Desabrocha por um momento, como uma flor, e logo seca;

como a sombra fugitiva duma nuvem que o vento sopra,

também ele desaparece num instante.

3Terás mesmo de ser assim tão áspero

para com os fracos humanos e trazê-los a julgamento?

4Como podes pedir pureza a alguém que nasceu impuro?

5Concedes ao ser humano um curto espaço de vida;

são apenas alguns meses que lhe dás,

sem possibilidade de ultrapassar o tempo que lhe foi atribuído!

6Por isso, dá-lhe um pouco de descanso, peço-te.

Desvia a tua ira e permite que passe tranquilamente o seu dia,

como um trabalhador.

7Até para uma árvore há esperança;

se lhe cortarem um ramo, ainda pode dar rebentos e florescer.

8Mesmo quando as raízes começam a envelhecer, debaixo da terra,

e o caule fica menos tenro.

9Ainda assim é capaz de se renovar, se for regada,

à semelhança duma planta nova.

10Mas quando uma pessoa morre e a enterram,

dando o último suspiro o que fica dela?

11Tal como a água que se evapora num mar,

ou como o ribeiro que seca e desaparece por falta de chuva,

12assim o ser humano se deita pela última vez;

não se levantará mais,

senão quando já não existir o universo;

não se reerguerá antes,

não despertará do seu sono.

13Oh! Se me escondesses no mundo dos mortos

e lá me deixasses esquecido,

até que a tua ira tivesse acabado

e tivesses um momento determinado

em que tornasses a lembrar-te de mim!

14Se um indivíduo morre, voltará à vida?

Quanto a mim, esperarei por dias melhores,

até que seja liberto das minhas lutas e dificuldades.

15Chamar-me-ias e eu te responderia;

recompensar-me-ias, pois me criaste.

16Observarias todos os meus passos

e não tomarias em conta as minhas falhas.

17Arquivarias o processo que serviria para me condenar.

18Assim como as montanhas podem desfazer-se e desaparecer

e as rochas são arrancadas de seus lugares,

19assim como a erosão da água sobre as rochas as desfaz em areia

e a sua força altera a superfície do solo,

da mesma forma tu destróis toda a esperança dos homens.

20Fazes deles gente velha e enrugada

e depois manda-los embora.

21Nunca chegam a saber se os seus filhos são honrados pela sociedade,

ou se antes se decaem e se arruínam.

22Para eles há apenas tristeza e sofrimento.”