Jobs Bog 14 – BPH & NSP

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 14:1-22

1Et menneskeliv er kun ganske kort,

men alligevel har vi masser af problemer.

2Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,

livet passerer forbi som en skygge og er væk.

3Jeg er så ringe og ubetydelig.

Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?

4Findes der et menneske helt uden synd?

Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?

5Du har fastsat et menneskes levetid,

den kan tælles i dage og måneder,

den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.

6Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,

som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.

7Der er mere håb for et træ end for et menneske.

Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.

8Selv om rødderne i jorden er gamle,

og stubben synes død i markens muld,

9skal der kun en smule vand til

for at hjælpe de nye skud på vej.

10Men når mennesker dør, er det ude med dem.

Når de udånder, er alt forbi.

11Som en sø kan udtørres under tørke,

og en flod kan svinde ind til ingenting,

12sådan er et menneske borte,

når livet først rinder ud.

Det rejser sig ikke fra graven,

så længe himlen og jorden er til.

13Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget

og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.

Når den rette tid så er inde,

kan du komme og føre mig op igen.

14Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,

kunne jeg bedre holde lidelsen ud

og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.

15Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,

for du længes efter at se din skabning igen.

16Da ville du overvåge mine skridt,

men ikke tage dig af mine overtrædelser.

17Mine synder bliver gemt i en sæk,

du tilregner mig dem ikke.

18Men som et bjerg kan skride sammen,

som et klippestykke kan slå revner,

19som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,

sådan brister menneskets forhåbninger.

20Det endelige slag mod os mennesker er døden,

med stivnet ansigt går vi bort.

21Børnenes fremtid får vi ikke at se,

vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.

22Vi mærker kun vores egen smerte,

føler kun vores egen sorg.”

New Serbian Translation

Књига о Јову 14:1-22

1Човек рођен од жене кратко живи

и пун је невоља.

2Изникне као цвет, па свене;

бежи попут сене и не траје.

3Зар на таквог поглед свој обраћаш

и мене пред себе на суд доводиш!

4Ко ће чистим нечисто да учини?

Нико!

5Његови су дани одређени,

ти познајеш број његових месеци;

међе си му поставио да их не прелази.

6Скрени поглед с њега, па нека одахне,

док као најамник свој дан не одради.

7Јер постоји нада и за дрво посечено;

поново ће да изникне

и неће остати без младица својих.

8Нек му се и корен у земљи спаруши

и пањ му се у земљи сасуши;

9пропупеће чим осети воду,

пустиће изданке као да је засад!

10А човек скончава онемоћао;

издахне смртник, и где је он?

11Из мора исхлапи вода,

а поток пресахне, пресуши;

12тако и човек легне да више не устане;

док небеса не буде било не буде се,

не дижу се људи из сна њиховога.

13О, када би ме у Свет мртвих сакрио,

склонио ме док гнев твој не мине;

када би ми поставио рок

и тад ме се сетио!

14Ал’ кад човек умре, да ли више живи?

Кроз све дане свог кулучења,

ја чекаћу да ми стигне смена.

15Ти ћеш ме позвати и ја ћу се одазвати,

зажелећеш дело руку својих.

16Тада ћеш ми кораке бројати,

на мој грех се нећеш освртати.

17Преступ си мој свезао у врећу,

кривицу си моју избелио.

18Али као што се гора руши, одрања се,

као што се камен са свог места сваља;

19ко што воде раздробе камење

и бујице тло исперу,

и ти тако уништаваш човекову наду.

20Једном засвагда ти га надвладаваш и он одлази,

лице му мењаш и отпушташ га.

21И он не зна да ли су му синови у части,

и не види ако су незнатни.

22Само му је тело у болу своме,

само му душа за собом пати.“