Bibelen på hverdagsdansk

Hoseas 11

Guds frustrerede kærlighed til sit folk

1Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten.[a] Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Baʼal og brændte røgelse for afguderne. Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham.

Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham.[b] Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. Mit folk bliver sendt tilbage til fangenskabet,[c] de bliver underlagt Assyriens konge, for de vil ikke vende om til mig.

Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet.[d]

Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim?[e] Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede.

10 Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, 11 som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”

  1. 11,1 Se 2.Mos. 4,22-23.
  2. 11,4 Meningen omstridt.
  3. 11,5 Eller: „til Egypten”, men Egypten er sikkert et billede på fangenskab.
  4. 11,7 Meningen omstridt.
  5. 11,8 Se 5.Mos. 29,22.