Esajasʼ Bog 18 – Bibelen på hverdagsdansk BPH

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 18:1-7

Et mislykket angreb sydfra

1-2Ve dig, du land bag ved Nilens strømme, hvor græshopperne svirrer, du som sender bud op og ned ad floderne i papyrusbåde. Lad der blive sendt hastebud til det ranke og glinsende folk, som frygtes vidt omkring, det krigeriske folk med det mærkelige sprog, hvis land gennemskæres af floder. 3Alle jordens riger ser det, når krigsbanneret rejses på bjergene, hele verden hører krigsråbet. 4Men Herren har givet mig følgende budskab: „Fra min trone ser jeg roligt til, som var det en varm midsommerdag eller en dugfrisk, fredfyldt morgen. 5Men før høsten, før dine blomstrende angrebsplaner endnu er klar til at sætte frugt, tager jeg min beskærerkniv, skærer rankerne af dig og lader skuddene falde til jorden. 6De faldnes lig bliver bytte for bjergenes rovfugle og slettens vilde dyr. Gribbe vil flå i deres kød om sommeren, og vilde dyr vil gnave på deres knogler om vinteren.”

7Men der kommer en dag, hvor det ranke og glinsende folk, som frygtes vidt omkring, det krigeriske folk med det mærkelige sprog, vil bringe gaver til Jerusalem, hvor Herren, den Almægtige, har sin helligdom.