2. Krønikebog 25 – BPH & NVI-PT

Bibelen på hverdagsdansk

2. Krønikebog 25:1-28

Kong Amatzja af Juda

2.Kong. 14,1-20

1Amatzja var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. 2Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, men ikke helhjertet. 3Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. 4Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”25,4 Jf. 5.Mos. 24,16.

5Amatzja indkaldte nu alle mændene i Judas og Benjamins land til tjeneste i hæren og organiserede dem under militære ledere efter hvilke slægter, de tilhørte. Det samlede antal våbenføre mænd over 20 år, som kunne håndtere spyd og sværd, blev optalt til 300.000. 6Derudover hyrede han 100.000 erfarne lejesoldater fra Efraim i Israel til en sum af 3,5 tons25,6 På hebraisk: „100 talenter”. sølv.

7Da kom en Guds mand til ham og sagde: „Herre konge, du bør ikke tage lejesoldaterne fra Israel med i krigen, for Herren er ikke med dem. 8Hvis du tager dem med, vil I blive besejret, lige meget hvor tappert I kæmper, for Gud har magt til at give enten jer eller jeres fjender sejren.”25,8 Teksten er uklar. 9„Jamen, hvad så med alle de penge, jeg har betalt for soldaterne?” indvendte Amatzja. „Herren kan give dig langt mere igen!” svarede profeten.

10Så sendte Amatzja lejesoldaterne tilbage til Efraim. Det tog de meget ilde op og blev rigtig godt sure på judæerne. 11Derefter tog Amatzja mod til sig og rykkede frem til Saltdalen, hvor hans mænd dræbte 10.000 soldater fra Seirs bjerge. 12Andre 10.000 blev taget til fange og ført op på en klippetop. Her blev de smidt ud over kanten, så de knustes mod klippen nedenunder.

13I mellemtiden hævnede de hjemsendte israelitter sig på de judæere, der boede i byerne i området mellem Bet-Horon og Samaria. De dræbte 3000 mennesker og røvede et stort bytte.

14Da kong Amatzja vendte hjem efter sejren over edomitterne, medbragte han flere af deres afgudsbilleder. Dem satte han op og begyndte at dyrke dem ved at kaste sig på knæ foran dem og brænde røgelse for dem. 15Da blev Herren vred og sendte en profet til Amatzja med følgende budskab: „Hvorfor beder du til de guder, der ikke kunne frelse deres eget folk?” 16„Siden hvornår har jeg bedt dig om råd?” snerrede kongen. „Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!” Da forlod profeten ham med afskedsordene: „Nu ved jeg, at Gud har planer om at tilintetgøre dig, siden du ikke vil lytte til min advarsel!”

17Kong Amatzja af Juda rådførte sig i stedet med sine rådgivere og udstedte derefter en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu.

18Kong Joash sendte følgende besked tilbage:

„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. 19Du er hovmodig og stolt på grund af din sejr over Edom, men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”

20Men Amatzja ville ikke høre efter, for Gud havde i sinde at udlevere ham til kong Joash, fordi han havde antaget Edoms afguder. 21Joash mobiliserede sin hær og mødte Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. 22Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. 23Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. 24Joash tog det guld og sølv og de andre kostbarheder, der var tilbage i templets skatkamre under Obed-Edoms opsyn. Han tog også alle skattene i kongens palads og en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.

25Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, 26og hans livshistorie fra begyndelsen til enden står skrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. 27Efter at Amatzja vendte sig bort fra Herren, havde hans embedsmænd i Jerusalem planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. 28Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Judas hovedstad.25,28 Eller: „Davidsbyen”, som der står i LXX.

Nova Versão Internacional

2 Crônicas 25:1-28

O Reinado de Amazias, Rei de Judá

1Amazias tinha vinte e cinco anos de idade quando começou a reinar e reinou vinte e nove anos em Jerusalém. O nome de sua mãe era Jeoadã; ela era de Jerusalém. 2Ele fez o que o Senhor aprova, mas não de todo o coração. 3Quando sentiu que tinha o reino sob pleno controle, mandou executar os oficiais que haviam assassinado o rei, seu pai. 4Contudo, não matou os filhos dos assassinos, de acordo com o que está escrito na Lei, no Livro de Moisés, onde o Senhor ordenou: “Os pais não morrerão no lugar dos filhos, nem os filhos no lugar dos pais; cada um morrerá pelo seu próprio pecado”25.4 Dt 24.16..

5Amazias reuniu os homens de Judá e, de acordo com as suas respectivas famílias, nomeou chefes de mil e de cem em todo o Judá e Benjamim. Então convocou todos os homens com mais de vinte anos e constatou que havia trezentos mil homens prontos para o serviço militar, capazes de empunhar a lança e o escudo. 6Também contratou em Israel cem mil homens de combate pelo valor de três toneladas e meia25.6 Hebraico: 100 talentos; também no versículo 9. Um talento equivalia a 35 quilos. de prata.

7Entretanto, um homem de Deus foi até ele e lhe disse: “Ó rei, essas tropas de Israel não devem marchar com você, pois o Senhor não está com Israel; não está com ninguém do povo de Efraim. 8Mesmo que vá e combata corajosamente, Deus o derrotará diante do inimigo, pois tem poder para dar a vitória e a derrota”.

9Amazias perguntou ao homem de Deus: “Mas, e as três toneladas e meia de prata que paguei a estas tropas israelitas?”

Ele respondeu: “O Senhor pode dar-lhe muito mais que isso”.

10Então Amazias mandou de volta os soldados de Efraim. Eles ficaram furiosos com Judá e foram embora indignados.

11Amazias encheu-se de coragem e conduziu o seu exército até o vale do Sal, onde matou dez mil homens de Seir. 12Também capturou outros dez mil, que levou para o alto de um penhasco e atirou de lá, e todos eles se espatifaram.

13Enquanto isso, as tropas que Amazias havia mandado de volta, não lhes permitindo participar da guerra, atacaram cidades de Judá, desde Samaria até Bete-Horom. Mataram três mil pessoas e levaram grande quantidade de despojos.

14Amazias voltou da matança dos edomitas trazendo os deuses do povo de Seir, os quais estabeleceu como seus próprios deuses, inclinou-se diante deles e lhes queimou incenso. 15Então a ira do Senhor acendeu-se contra Amazias, e ele lhe enviou um profeta, que disse ao rei: “Por que você consulta os deuses desse povo, deuses que nem o seu povo puderam salvar?”

16Enquanto ele ainda falava, o rei o interrompeu: “Por acaso nós o nomeamos conselheiro do rei? Pare! Por que você quer ser morto?”

O profeta parou, mas disse: “Sei que Deus decidiu destruí-lo, porque você fez tudo isso e não deu atenção ao meu conselho”.

17Depois de consultar os seus conselheiros, Amazias, rei de Judá, enviou mensageiros a Jeoás, filho de Jeoacaz e neto de Jeú, rei de Israel, com este desafio: “Vem me enfrentar”.

18Contudo, Jeoás, respondeu a Amazias: “O espinheiro do Líbano enviou uma mensagem ao cedro do Líbano: ‘Dê sua filha em casamento a meu filho’. Mas um animal selvagem do Líbano veio e pisoteou o espinheiro. 19Tu dizes a ti mesmo que derrotaste Edom e agora estás arrogante e orgulhoso. Mas fica em casa! Por que provocar uma desgraça que te levará, e Judá contigo, à ruína?”

20Amazias, porém, não quis ouvi-lo, pois Deus mesmo queria entregar Amazias e seu povo a Jeoás, pois pediram conselhos aos deuses de Edom. 21Então Jeoás, rei de Israel, o atacou. Ele e Amazias, rei de Judá, enfrentaram-se em Bete-Semes, em Judá. 22Judá foi derrotado por Israel, e seus soldados fugiram para as suas casas. 23Jeoás capturou Amazias, filho de Joás e neto de Acazias25.23 Hebraico: Jeoacaz, variante de Acazias., em Bete-Semes. Então Jeoás levou-o para Jerusalém e derrubou cento e oitenta metros25.23 Hebraico: 400 côvados. O côvado era uma medida linear de cerca de 45 centímetros. do muro da cidade, desde a porta de Efraim até a porta da Esquina. 24Ele se apoderou de todo o ouro, de toda a prata e de todos os utensílios encontrados no templo de Deus, que haviam estado sob a guarda de Obede-Edom, e ainda dos tesouros do palácio real. Também fez reféns e, então, voltou para Samaria.

25Amazias, filho de Joás, rei de Judá, viveu ainda mais quinze anos depois da morte de Jeoás, filho de Jeoacaz, rei de Israel. 26Os demais acontecimentos do reinado de Amazias, do início ao fim, estão escritos nos registros históricos dos reis de Judá e de Israel. 27A partir do momento em que Amazias deixou de seguir o Senhor, conspiraram contra ele em Jerusalém, e ele fugiu para Laquis, mas o perseguiram até lá e o mataram. 28Seu corpo foi trazido de volta a cavalo e sepultado junto aos seus antepassados na Cidade de Judá.