Romerne 4:16-25

Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”[a] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.


Footnotes
  1. 4,17 1.Mos. 17,4-5.

Read More of Romerne 4

Romerne 5:1-11

Forsoning og fred med Gud

Vi blev altså accepteret af Gud, da vi kom til tro på Jesus Kristus, vores Herre. Derfor er vi nu forsonet med Gud og har fået fred i hjertet. Det er også Jesus, der gennem vores tro har ført os ind i den nåde, vi nu lever i, og vi ser med glæde frem til, at vi engang skal få del i al Guds herlighed. Men ikke bare det. Vi glæder os endda over at blive forfulgt, for vi ved, at forfølgelserne styrker vores udholdenhed. Udholdenheden giver os karakterstyrke, og karakterstyrken giver os en stærk forventning om at få del i Guds herlighed engang. Og vi bliver ikke skuffet i vores forventning, for Gud har givet os Helligåndens kraft og fyldt vores hjerter med sin kærlighed.

Mens vi endnu var magtesløse og ugudelige, kom Kristus i rette tid og ofrede sit liv for at redde os. Der er ikke mange, der vil ofre livet for at redde et medmenneske! Jo, måske hvis det er et usædvanlig godt menneske. Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere, og han har nu accepteret os på grund af Kristi stedfortrædende død. Derfor kan vi trygt regne med, at når Kristus ved sin død forsonede os med Gud, vil han også redde os på dommens dag. Selvom vi var fjender af Gud, blev vi alligevel forsonet med ham, fordi hans Søn døde for os. Nu, da vi er blevet Guds venner, kan vi være forvissede om, at vi vil få det evige liv, fordi Jesus lever. Altså er det en utrolig glæde for os, at vi er blevet forsonet med Gud gennem Jesus Kristus, vores Herre.

Read More of Romerne 5