Ordsprogene 27:5-14

Kærlighed, der irettesætter,
    er bedre end passiv kærlighed.
Det er bedre at få kritik fra en ven
    end skulderklap fra en fjende.

Den, der er stopmæt, har ikke lyst til dessert,
    men den sultne kan spise tørt brød.

Som en fugl, der er kommet bort fra sin rede,
    er den, der har måttet forlade sit hjem.
Sande venner giver styrke til sjælen,
    som aromatiske olier giver lindring til kroppen.
Vedligehold dine venskaber,
    både dine egne og dine forældres.
Når ulykken da rammer,
    behøver du ikke søge hjælp hos en slægtning.
Det er bedre at have en god ven tæt på
    end en slægtning langt borte.

Når du vokser i visdom, min unge lærling, gør du mig glad,
    for så har min undervisning dog båret frugt.
Den fornuftige ser faren på forhånd og undgår den,
    en tåbe vader videre og må tage konsekvensen.

Den, der stiller kaution og tager imod pant fra fremmede,
    risikerer at miste alt, hvad han ejer.[a]

Hvis man for tidligt råber godmorgen til sin nabo,
    bliver han irriteret i stedet for glad.


Footnotes
  1. 27,13 Teksten er uklar og oversættelsen usikker.

Read More of Ordsprogene 27