Klagesangene 3:40-66

Omvendelse og syndserkendelse

Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.
    Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
        Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
    Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
        Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
    Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
        Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
    Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
        Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
    Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
        Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”

Bøn om hjælp og straf over fjenderne

Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
    Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.
        Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
    Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig.
        Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig.
Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker.
    De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig.
        Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot.
Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort.
    Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem.
        Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.

Read More of Klagesangene 3

Klagesangene 4

Hungersnødens gru

Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres herlighed.
    Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
Byens befolkning var deres vægt værd i guld,
    men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
De vilde sjakaler giver deres unger die,
    men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen.
    Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult.
    De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere?
    De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed,
    deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden,
    for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult,
    fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor,
    som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede.
    Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem.
    Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet.
    De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
Overalt i byen raver folk rundt i blinde.
    De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
„Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!”
    Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til,
    for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.
    Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.
    Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.
    De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,
    han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.
    Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.
Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet.
    Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.

Read More of Klagesangene 4

Klagesangene 5

De efterladte indbyggeres sorg og bøn om genoprettelse

Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt.
    Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle.
Det land, du gav os, er fyldt med fremmede,
    udlændinge overtog vores ejendom.
Vi er forældreløse, vore fædre er døde,
    og vore mødre sidder tilbage som enker.
Selv vandet, vi drikker, må vi købe,
    og vi betaler for brændsel i dyre domme.
Vi træller under vore fjenders tyranni,
    vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os.
Vi har måttet underlægge os Egypten og Assyrien
    for at have mad at spise.
Vore forfædre syndede, men nu er de døde,
    så det er os, der må bære straffen.
Et slavefolk er blevet herrer over os,
    og der er ingen til at redde os.
Vi må hente vores føde langvejsfra
    og risikere at blive overfaldet på vejen.
Vores hud er blevet mørk af solen,
    og sulten brænder i os.
I Jerusalem voldtager de vore kvinder,
    og vore unge piger krænkes i Judas byer.
Vore ledere henrettede de ved hængning,
    gamle folk viste de ikke medynk.
Vore unge mænd må nu trække kværnen,
    vore drenge segner under byrder af brænde.
De gamle forsvandt fra byens torve,
    de unges muntre musik er forstummet.
Vi har alle mistet vores livsglæde,
    den lystige dans er afløst af sorg.
Vi har intet mere at være stolte af.
    Vi har syndet og har det elendigt.
Vore hjerter er fyldt med sorg,
    vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer.
Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå,
    nu strejfer sjakaler om i ruinerne.
Herre, du er dog for evigt den samme.
    Dit herredømme varer fra slægt til slægt.
Vil du for evigt glemme os?
    Hvor længe skal vi vente på din frelse?
Drag os tilbage til dig, så vi omvender os.
    Giv os en ny chance, så alt bliver som før.
Eller har du fuldstændig forkastet os?
    Er din vrede som en bundløs afgrund?

Read More of Klagesangene 5