Klagesangene 2:7-22

Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,
    lod fjenderne nedbryde palads og bymur.
        De jublede i templet som på en højtidsdag.
Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.
    Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.
        Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.
Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.
    Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.
        Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.
Klædt i sæk og med aske på hovedet
    sidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.
        De unge kvinder går nedbøjede omkring.
Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.
    Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.
        Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.
„Mad! Vand!” klager de små og besvimer.
    De falder om som sårede soldater i byens gader.
        Langsomt dør de i armene på deres mødre.
Nøden og pinen i byen er ufattelig.
    Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.
        Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.
Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.
    Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,
        havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.
På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:
    „Er det den by, man kaldte verdens skønneste?
        Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”
Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:
    „Endelig kom Jerusalem ned med nakken!
        Det har vi set frem til meget længe.”
Så fik Herren til sidst gjort alvor af sin trussel.
    Han gennemførte uden skånsel den straf, han havde lovet.
        Han gav fjenderne sejr og lod dem tage æren for det.
Tårerne skal strømme som en flod dag og nat.
    Græd øjnene ud af hovedet, Jerusalem, råb til Herren.
        Lad selv dine nedbrudte mure hulke af gråd.
Udgyd dine tårer for Herren natten igennem.
    Løft hænderne og bønfald ham om at redde dine indbyggere,
        som er ved at dø af sult i dine gader.
„Vær nådig, Herre,” råber Jerusalem. „Stands denne frygtelige straf.
    Skal mødre virkelig spise deres egne børn, som sad på deres skød?
        Skal præster og profeter myrdes i dit hellige tempel?
Yngre så vel som ældre ligger døde i gadens snavs.
    Både unge mænd og piger blev hugget ned af sværdet.
        Herre, du slog dem i din vrede og uden barmhjertighed.
Ødelæggeren skabte rædsel overalt, så alle måtte smage din vrede.
    Du inviterede mine fjender til at komme, som var det en festdag.
        Fjenden dræbte alle mine kære, som var født og opvokset hos mig.”

Read More of Klagesangene 2

Klagesangene 3:1-39

Straf, smerte og håbløshed

Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.
    „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.
        Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang.
Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.
    Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider.
        Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven.
Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri.
    Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner.
        Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer.
En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.
    Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker.
        Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive.
Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte.
    Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.
        Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.
Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden.
    Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.
        Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.

Herrens trofasthed, nåde og almagt

Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.
    Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
        Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:
Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.
    Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
        „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.”
Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.
    Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.
        I ungdommen må man lære at bære sit åg.[a]
Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.
    Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning.
        Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser.
Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.
    Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.
        Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?
    Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?
        Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder?
Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
    Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.
        Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.


Footnotes
  1. 3,27 Det omtalte åg er muligvis det at være i eksil under babyloniernes herredømme. Kun de helt unge vil opleve befrielsen 70 år senere.

Read More of Klagesangene 3