Dommer 10

Tola og Jair som dommere

Efter Abimelek kom en ny dommer til magten i Israel. Det var Tola, der var søn af Pua og barnebarn til Dodo. Han tilhørte Issakars stamme, selv om han boede i byen Shamir i Efraims højland. Tola var dommer i Israel i 23 år. Da han døde, blev han begravet i Shamir og efterfulgt af Jair fra Gilead, der var dommer i Israel i 22 år. Han havde 30 sønner, der red rundt på 30 æsler, og sønnerne havde 30 byer i Gilead under sig—byer, der den dag i dag går under fællesnavnet „Jairs byer”. Da Jair døde, blev han begravet i Kamon.

Israelitterne vender sig igen bort fra Herren og straffes

Så gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. De dyrkede de hedenske guder Baʼal og Astarte og de øvrige afguder, som aramæerne, sidonierne, moabitterne, ammonitterne og filistrene dyrkede. De glemte Herren og tilbad ham slet ikke mere. Da blussede Herrens vrede op imod folket, så han ikke tøvede med at udlevere dem til filistrene og ammonitterne. I 18 år tyranniserede ammonitterne de israelitter, der boede øst for Jordanfloden i Gilead, i amoritternes land. De satte også over Jordanfloden og invaderede den del af landet, hvor Judas, Benjamins og Efraims stammer boede. Det var en hård plage for israelitterne. Til sidst vendte de sig til Herren og råbte om hjælp.

„Vi har syndet imod dig ved at svigte dig og dyrke afguderne!” bekendte de.

Men Herren svarede: „Frelste jeg jer ikke fra egypterne, amoritterne, ammonitterne, filistrene, sidonierne, amalekitterne og de arabiske folk?[a] Har jeg ikke altid reddet jer, når I råbte til mig om hjælp? Og alligevel bliver I ved med at svigte mig for at dyrke andre guder! Forsvind med jer, for nu vil jeg ikke længere redde jer! Gå hen til de nye guder, I har valgt jer, og kald på dem, så de kan redde jer fra jeres plageånder!”

Men folket råbte igen: „Vi har syndet! Giv os den straf, vi fortjener—bare du en sidste gang vil redde os fra vores fjender!” Så ødelagde de deres afgudsbilleder og gik tilbage til at tilbede Herren. Derfor besluttede han alligevel at hjælpe dem mod deres fjender.

Jefta besejrer ammonitterne

Ammonitterne mobiliserede deres hær i Gilead og gjorde sig parat til at angribe Israels hær, som havde samlet sig ved Mitzpa.

Da sagde Gileads ledere til hinanden: „Den, der vil lede angrebet mod ammonitterne, skal regere over os.”


Footnotes
  1. 10,12 På hebraisk: Maon. Det betegner her et arabisk folk, sandsynligvis midjanitterne.

Read More of Dommer 10

Dommer 11

Jefta var en modig kriger fra Gileads land. Han var søn af en mand ved navn Gilead, men hans mor var en prostitueret kvinde. Gileads kone fødte ham også en del sønner, og da de blev voksne, jog de deres halvbror Jefta bort. „Du er et uægte barn!” sagde de til ham. „Du skal ikke have del i arven efter vores far!”

Så flygtede Jefta fra sit hjem og slog sig ned i landet Tob, hvor en flok omstrejfende banditter sluttede sig til ham. Det var omkring det tidspunkt, at ammonitterne gjorde sig klar til at angribe israelitterne. Da sendte lederne i Gilead bud efter Jefta i Tob. „Kom og vær vores anfører i krigen mod ammonitterne,” sagde de. Men Jefta svarede: „Var det ikke jer, som hadede mig og jog mig væk fra mit barndomshjem? Hvorfor kommer I så for at få hjælp fra mig nu, hvor I er i vanskeligheder?” „Fordi vi har brug for dig,” svarede de. „Hvis du vil være vores hærfører mod ammonitterne, vil vi bagefter gøre dig til overhoved for Gilead!” Jefta fortsatte: „Hvis jeg vender tilbage, og hvis Herren giver mig sejr i kampen mod ammonitterne, så vil jeg være jeres leder.” „Det sværger vi på for Herrens ansigt!” svarede de.

Så tog Jefta imod tilbuddet og fulgte med dem. Han blev udnævnt til leder og hærfører for folket, og han blev officielt indsat som leder over dem i Herrens nærvær i Mitzpa. Derefter sendte Jefta bud til Ammons konge for at få at vide, hvorfor han angreb Israel. Kongen svarede: „Da israelitterne kom fra Egypten stjal de mit land, hele området mellem Arnonfloden, Jabbokfloden og Jordanfloden. Giv os nu frivilligt vores land tilbage.”

Jefta sendte besked tilbage: „Israel har aldrig stjålet land fra ammonitterne eller moabitterne. Da Israels folk ankom til Kadesh, efter at de havde forladt Egypten og var gået igennem Det Røde Hav, sendte de bud til Edoms konge for at få tilladelse til at gå igennem hans land, men Edoms konge nægtede dem tilladelse. Det samme gjorde Moabs konge, da de henvendte sig til ham. Derfor blev israelitterne i Kadesh.

Da israelitterne senere brød op, gik de gennem ørkenen i en bue uden om Edom og Moab langs den østlige grænse, indtil de havde passeret Moab, og nåede til Arnonfloden. Men de overskred aldrig grænsen til Moab. Derfra sendte de bud til amoritterkongen Sihon i Heshbon for at bede om tilladelse til at rejse gennem hans land og videre til deres bestemmelsessted.

Men kong Sihon troede ikke på, at israelitterne ville rejse fredeligt igennem hans land. Derfor samlede han sin hær ved Jahatz og rykkede ud imod dem. Herren, vores Gud, gav imidlertid Israel sejr over kong Sihon og hans hær, så de overtog amoritternes område fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden i nord, og fra ørkenen mod øst til Jordanfloden i vest.

Du ser altså, at det var Herren, Israels Gud, der tog landet fra amoritterne og gav det til Israels folk. Hvorfor skulle vi så give det tilbage til dig? Beholder du ikke, hvad din gud Kemosh har givet dig? Vi gør krav på ethvert område, som Herren, vores Gud, gav os held til at erobre! Er du bedre end kong Balak, Moabs konge, der aldrig gjorde krav på landet, efter at israelitterne havde taget det fra ham? Nu er der gået 300 år, og så kommer du og vil have området tilbage! I al den tid har det tilhørt israelitterne, der har slået sig ned langs Arnonfloden og i området fra Heshbon i nord til Aroer i syd. Hvorfor har I ikke for længst gjort noget for at få området tilbage? Nej, jeg er i min fulde ret til at beholde området, og det er dig, som gør mig uret ved at erklære mig krig. Lad nu Herren være vores dommer og afgøre hvem af os, der har ret, Israel eller Ammon.”

Den besked gjorde imidlertid ikke indtryk på ammonitterkongen.

Da kom Herrens Ånd over Jefta, og han drog gennem Gilead og Manasse og tilbage til Mitzpa i Gilead for at samle en hær, hvorefter han gjorde klar til at rykke ud mod ammonitterne. Jefta gav Herren det løfte, at hvis Herren ville hjælpe ham til at besejre ammonitterne og vende uskadt tilbage, ville han til gengæld bringe det første, han traf på, når han kom hjem, som et brændoffer til Herren.

Jefta førte nu hæren til angreb på ammonitterne, som han ved Herrens hjælp besejrede. Han fældede ammonitterne i en frygtelig massakre lige fra Aroer til Minnit og løb 20 byer over ende, helt til Abel-Keramim. Ammonitterne led således et afgørende nederlag til israelitterne.

Da Jefta vendte tilbage til sit hus i Mitzpa,[a] kom hans datter—hans eneste barn—ham dansende i møde, mens hun spillede på tamburin. Da han fik øje på hende, flængede han sit tøj i dyb fortvivlelse.

„Åh, min datter!” udbrød han. „Du har knust mit hjerte, for jeg har givet Herren et løfte, som jeg umuligt kan trække tilbage.” Da hun fik at vide, hvad det var, svarede hun: „Far, du må holde dit løfte til Herren, for han har givet dig sejr over dine fjender. Men giv mig først lov til at gå op i bjergene i to måneder, så jeg sammen med mine veninder kan sørge over, at jeg skal dø så ung og som ugift.”

Det gav han hende lov til, og hun gik op i bjergene for sammen med sine veninder at sørge over sin skæbne. Derefter vendte hun tilbage til sin far, der indfriede sit løfte, og derfor nåede hun ikke at blive gift. Efter den tid blev det skik i Israel, at unge piger hvert år tager væk i fire dage for at begræde den skæbne, der ramte Jeftas datter.


Footnotes
  1. 11,34 Mitzpa betyder „vagttårn”, og flere byer er kendt under det samme navn. Det er uklart, om det drejer sig om byen Mitzpa syd for Betel eller en by i Gilead.

Read More of Dommer 11