Jonas 1

Jonas nægter at adlyde Gud

En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”

Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.[a] Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.

Gud straffer Jonas for hans ulydighed

Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.

Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”

Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.

Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”

Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. Så råbte de til Jonasʼ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.


Footnotes
  1. 1,3 Mange mener, at Tarshish lå i Spanien, men det vides ikke med sikkerhed. Jafo eller Joppe svarer til det nuværende Jaffa.

Read More of Jonas 1

Jonas 2

Jonas beder til Gud og oplever Guds nåde

I mellemtiden havde Herren ordnet det sådan, at en stor fisk slugte Jonas. Jonas var inde i fisken i tre dage,[a] og fra fiskens indre bad han til Gud:

„I min nød vendte jeg mig til dig, Herre,
    og du greb ind!
Jeg råbte om hjælp fra dødens forgård,
    og du bønhørte mig!”

Han fortsatte:

„Du kastede mig i havet,
    og jeg sank ned i dybet.
Jeg blev slugt af det store ocean,
    og bølgerne rasede oven over mig.
Jeg troede, du havde forkastet mig,
    og at jeg aldrig mere skulle se dit hellige tempel.
Vandmasserne lukkede sig omkring mig,
    havets dyb omsluttede mig.
Vandplanterne viklede sig om hovedet på mig,
    og jeg sank ned mod bjergenes rødder.
Jeg var på vej gennem dødsrigets port,
    som ville blive smækket i efter mig for evigt.
Men Herre, du hørte min bøn
    og rev mig ud af dødens gab.
Da alt håb var ude, vendte jeg mig til dig, Herre,
    og fra dit hellige tempel hørte du min bøn.
De, som holder sig til falske guder,
    oplever ikke din trofasthed og nåde.
Men det har jeg nu oplevet,
    og jeg vil takke dig med lovsang og ofre.
Jeg vil indfri mine løfter til dig,[b]
    for det er dig, Herre, der har magt til at redde.”

Derefter sørgede Herren for, at fisken spyttede Jonas ud på strandbredden.


Footnotes
  1. 2,1 Ordret: „tre dage og tre nætter”, men der var i virkeligheden kun to nætter mellem de tre dage, som tælles inklusivt, så det bliver ca. to døgn.
  2. 2,10 Jonas har sikkert lovet at adlyde Herren fra nu af, hvis blot han blev reddet fra at drukne.

Read More of Jonas 2

Jonas 3

Jonas adlyder Gud denne gang

Igen talte Herren til Jonas og sagde: „Tag af sted til den store by Nineve og udråb over den det budskab, jeg giver dig.”

Denne gang adlød Jonas og tog til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en umådelig stor by, og det ville tage tre dage at gå igennem[a] den.

Jonas gik nu igennem byen og råbte en hel dag: „Om 40 dage vil Nineve blive lagt i ruiner!”

Nineves indbyggere angrer deres synd og oplever Guds nåde

Nineves indbyggere tog budskabet alvorligt, og der blev udråbt en faste. Byens ledere og hele befolkningen klædte sig i sæk og aske for at vise, at de angrede deres synder.

Så snart Nineves konge havde hørt Jonasʼ budskab, havde han nemlig holdt rådslagning med sine ministre. De blev enige om, at følgende befaling skulle bekendtgøres over hele byen: „Kongen og hans ministre bekendtgør hermed, at ingen, hverken dyr eller mennesker, må spise eller drikke noget! Alle skal klæde sig i sæk og aske og råbe til Gud om nåde! Alle skal omvende sig fra deres ondskab og gøre ende på uretfærdighed og vold! Måske vil Gud vise barmhjertighed og ikke ramme os med sin frygtelige straf, men lade os leve.” Derefter tog kongen sin kappe af, klædte sig i sæk og aske og satte sig på jorden.

Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.


Footnotes
  1. 3,3 Eller: „gå rundt om den.”

Read More of Jonas 3

Jonas 4

Gud giver Jonas en lektion i nåde

Men Jonas blev rasende. „Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”

Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.

Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.

Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.

„Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.

„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.

„Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre. Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”

Read More of Jonas 4