Job 30

Jobs nuværende elendighed

Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
    hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
    end jeg plejede at have for dem.
De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
    havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
De var udtærede af sult
    og søgte efter føde i ødemarken.
De levede af planter fra vildmarken,
    og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.[a]
De var udstødt af samfundet,
    hængt ud som tyveknægte.
De holdt til i de stejle kløfter
    og i vildmarkens klippehuler.
De brølede som dyr i buskene
    og søgte ly i tornekrattet.
De var samfundets udskud,
    blev ikke regnet for noget som helst.
Og nu håner deres børn mig!
    De synger spotteviser om mig.
De afskyr mig og holder sig på afstand,
    alt imens de spytter efter mig.
Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,
    mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.
De angriber mig fra alle sider
    og generer mig på alle måder.
De spærrer vejen for mig
    og ødelægger mit liv totalt,
        uden at nogen hindrer dem.
De myldrer imod mig som fjender,
    der er trængt igennem fæstningsmuren.
Jeg lever i konstant rædsel og frygt.
    Min anseelse er borte med blæsten,
        min værdighed forsvundet som en sky.

Mit hjerte er knust af sorg,
    min sjæl tynges ned af depression.
Natten gnaver i mine knogler,
    jeg kan ikke sove for smerter.

Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,
    du greb mig i kraven.
Du kastede mig ud som affald,
    og her sidder jeg i støv og aske.
Jeg råbte til dig om hjælp,
    men du svarede mig ikke.
Jeg bad til dig,
    men du hørte mig ikke.
Du behandlede mig grusomt,
    slog mig med din vældige magt.
Du slyngede mig ud i en voldsom vind,
    jeg blev kastebold for stormen.
Du førte mig til gravens rand,
    hvor jeg ved, at alt levende skal ende.

Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?
    Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?
Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?
    Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?
Jeg forventede et lykkeligt liv,
    men blev overvældet af ulykke.
Jeg glædede mig til en lys fremtid,
    men endte i et kulsort mørke.
Smerterne piner min sjæl og min krop,
    lidelserne fylder min dag og mine tanker.
Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,
    jeg klager min nød for mine venner.
Jeg hyler som en sjakal over min smerte,
    jamrer som en struds i min nød.
Min hud er blevet mørk og skaller af,
    min krop fortæres af feber.
Lyren bliver kun brugt til klagesange,
    fløjten spiller kun sørgelige strofer.


Footnotes
  1. 30,4 Teksten er uklar, men rødderne af denne busk er giftige. Dog kunne der gro spiselige planter ved buskens rødder.

Read More of Job 30

Job 31

Job bedyrer igen sin uskyld

Jeg lavede en aftale med mine øjne,
    at de aldrig måtte se med begær på en kvinde.
Hvad ville Gud sige, hvis jeg gjorde det?
    Ville den Almægtige ikke straffe mig?
Onde mennesker kan forvente at blive straffet,
    syndere må regne med at ende i ulykke.
Gud ser jo alt, hvad jeg gør,
    holder øje med hvert skridt, jeg tager.

Har jeg nogen sinde sagt et usandt ord?
    Har jeg bedraget et andet menneske?
Jeg vil gerne have Gud til at afsige dommen,
    for han ved, at jeg er uskyldig.

Hvis jeg har handlet imod Guds vilje,
    hvis mit hjerte har begæret, hvad mit øje så,
        eller hvis mine hænder har begået en udåd,
så lad en anden få lov at høste, hvad jeg har sået,
    så er det i orden, hvis alt bliver taget fra mig.

Hvis jeg har ladet mig bedåre af en andens kone,
    hvis jeg har stået og luret ved min nabos dør,
så er det i orden, at min kone forlader mig,
    og at en anden mand tager hende i favn.
For begær er en skændig og skamløs synd,
    en forbrydelse, der fortjener at blive straffet.
Begær er som en fortærende ild,
    der opbrænder hele ens livsværk.

Hvis jeg havde behandlet mine tjenere uretfærdigt,
    når de klagede til mig over noget,
så havde Gud ret til at kræve mig til regnskab.
    Jeg ville ikke have noget at sige til mit forsvar.
For Gud skabte mine tjenere såvel som mig,
    han skabte os alle på samme måde.

Har jeg nægtet de fattige hjælp
    eller taget håbet fra de sørgende enker?
Har jeg siddet og nydt min gode mad
    og nægtet at dele med de forældreløse?
Nej, jeg har altid taget mig kærligt af dem,
    som var jeg deres egen far eller mor.
Har jeg set en stakkel mangle tøj,
    en fattig, som savnede et tæppe?
Nej, de takkede mig for det tøj, jeg gav dem,
    for de fåreskind, de fik at varme sig med.
Hvis jeg har stemt for en dom imod den svage,
    fordi der var flertal for det i retten,
så gid min arm blev brækket af
    og min skulder vredet af led.
Jeg har altid frygtet den hellige Guds dom
    og straffen fra hans umådelige magt.

Har jeg måske sat min lid til mit guld
    og stolet på min rigdom i stedet for på Gud?
Har jeg bygget min glæde på min velstand
    i stedet for at bygge på Guds omsorg?
Har jeg kigget på det strålende sollys
    og den fortryllende månes glans,
så jeg begyndte at tilbede naturen
    i stedet for at tilbede Gud?
Så ville jeg dermed have fornægtet Gud,
    og den slags synder skal straffes hårdt.

Er jeg nogensinde brudt ud i jubel,
    når mine fjender blev ramt af ulykker?
Nej, jeg har aldrig forbandet mine fjender,
    for det ville være syndigt og ondt.
Har mine tjenestefolk nogensinde sagt,
    at jeg nægtede den sultne mad?
Nej, for jeg har aldrig vist en fremmed bort,
    men været gæstfri mod alle og enhver.
Har jeg nogensinde forsøgt at dække over en synd
    eller gået rundt med en dårlig samvittighed,
fordi jeg var bange for, hvad folk ville sige,
    og ikke kunne udholde tanken om deres dom?
Jeg ville ønske min sag kom for retten,
    så den Almægtige kunne afsige sin dom.[a]
Har jeg nogensinde forbrudt mig mod jorden,
    så markerne anklagede mig, og plovfurerne græd?
Har jeg nogensinde nydt jordens afgrøde uden at betale,
    så de, der havde dyrket jorden, måtte dø af sult?
Lad min mark give tidsler i stedet for hvede
    og ukrudt i stedet for byg, hvis jeg har handlet sådan.

Nu har jeg afsluttet mit forsvar,
    men jeg ville ønske, jeg kendte anklagen.
Så ville jeg frimodigt møde op i retten
    og høre på anklagen med fuld opmærksomhed.
Jeg ville aflægge regnskab for alle mine handlinger
    og forsvare mig selv med værdighed.”

Her slutter Jobs forsvarstale.


Footnotes
  1. 31,35 Versene 36-37 er flyttet ned for sammenhængens skyld.

Read More of Job 31

Job 32

Elihu blander sig i samtalen

De tre venner besluttede, at de ikke ville sige mere, for Job blev ved med at hævde sin uskyld.

Men der var en fjerde ven, som havde lyttet til samtalen uden at sige noget. Han hed Elihu og var søn af Barakel af Rams slægt fra byen Buz. Han var opbragt over, at Job ville retfærdiggøre sig selv overfor Gud. Han var også vred på de tre venner, fordi de fordømte Job uden at kunne svare på hans spørgsmål. Fordi Elihu var yngre end de andre, ventede han, mens de talte med Job. Men da de tre venner ikke kunne give ham svar på tiltale, kunne Elihu ikke længere beherske sin vrede. Han sagde:

„Jeg er meget yngre end jer,
    så derfor holdt jeg mig tilbage
        og tøvede med at sige min mening.
Jeg tænkte: ‚Lad de ældre tale,
    for livserfaring giver visdom.’
Men det er Guds Ånd, der giver indsigt,
    når det drejer sig om åndelige ting.
Altså er det ikke kun et spørgsmål om alder.
    De ældre er ikke nødvendigvis de klogeste.
Derfor siger jeg: ‚Hør også på mig.
    Lad mig sige, hvad jeg er kommet frem til.’
Jeg ventede altså, mens I talte,
    og lyttede til jeres kloge kommentarer,
        mens I ledte efter ordene.
Jeg lyttede meget opmærksomt,
    men ingen af jer kunne overbevise Job
        eller besvare hans spørgsmål.
Sig nu ikke: ‚Han er for snedig for os.
    Det bliver Guds sag at overbevise ham.’
Hvis Job havde henvendt sig til mig,
    ville jeg bestemt ikke have svaret ham, som I gjorde.
Men nu er jeres ord sluppet op,
    og I aner ikke, hvad I skal svare.
Skal jeg da pænt sidde og vente på,
    at I finder på noget at sige?
Nej, nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg mener,
    sige, hvad selv en ung som jeg er klar over.
Jeg er fuld af ord, der presser sig på,
    og ånden i mit indre må have luft.
Jeg er som en vinsæk, der er ved at sprænges
    på grund af kraften fra den gærende vin.
Jeg må give luft for mine indestængte ord,
    åbne min mund og tale frit fra leveren.
Jeg vil ikke tage parti for nogen af jer,
    og jeg vil ikke smigre folk.
Nej, jeg vil ikke gøre brug af smiger,
    for så ville Gud straffe mig.

Read More of Job 32