Jeremias 1

Gud kalder Jeremias til profet

Denne bog indeholder de budskaber, som Herren åbenbarede for mig. Jeg hedder Jeremias, er præst og søn af Hilkija, og jeg kommer fra Anatot i Benjamins land. Herren begyndte at tale til mig i kong Josias[a] af Judas 13. regeringsår, og budskaberne fortsatte med at komme, mens Josiasʼ søn, Jojakim, var konge, helt frem til den femte måned i Zidkijas 11. regeringsår, da Jerusalem blev indtaget og indbyggerne ført i eksil.[b]

Herren sagde til mig: „Længe før jeg dannede dig i din mors liv, havde jeg planer for dig. Før du blev født, udvalgte jeg dig til at være profet for folkeslagene.”

„Åh, almægtige Gud!” svarede jeg. „Jeg er alt for ung. Jeg har slet ikke autoritet til at kunne tale som profet.”

„Du skal ikke undskylde dig med, at du er for ung,” svarede Herren. „Du skal bare gå, hvor jeg sender dig, og sige alt, hvad jeg befaler dig. Du skal ikke være bange for, hvordan folk vil reagere, for jeg går med dig og beskytter dig.”

Så rakte Herren hånden ud og rørte ved min mund. „Jeg vil lægge mine ord i din mund,” sagde han. „Jeg giver dig hermed autoritet over folkeslag og kongeriger. Noget skal rykkes op med rode, mens andet skal plantes på ny. Noget skal rives ned til grunden, mens andet skal genopbygges.”

To syner, som bekræfter kaldet

Derefter sagde Herren til mig: „Jeremias! Hvad ser du?”

„Jeg ser en gren fra et mandeltræ,” svarede jeg.

„Det er rigtigt,” svarede Herren. „For jeg våger[c] over mit ord for at opfylde det.”

Lidt efter spurgte Herren: „Hvad ser du nu?”

„Jeg ser en gryde med kogende vand mod nord, og den er ved at vælte hen imod os,” svarede jeg.

„Rigtigt,” svarede Gud. „For ulykken vil komme nordfra og strømme ud over alle landets indbyggere. Jeg tilkalder alle nordens konger med deres hære, så de kommer og belejrer Jerusalem og alle Judas byer. På den måde vil jeg dømme og straffe mit folk, fordi de har forladt mig og vendt sig til andre folks guder. Nu tilbeder de afgudsbilleder, som de selv har lavet. Gør dig parat til at stå frem og fortælle dem alt, hvad jeg befaler dig. Vær ikke bange for at konfrontere dem, ellers skal jeg give dig noget at være bange for. Jeg vil gøre dig hård over for deres kritik. Jeg gør dig stærk som en befæstet by, der er umulig at indtage, urokkelig som en jernsøjle, massiv som en mur af bronze. Hele folket med kongerne, embedsmændene og præsterne i spidsen vil være imod dig, men de vil ikke kunne vinde over dig, for jeg går med dig og beskytter dig.”


Footnotes
  1. 1,2 Teksten har Josias, søn af Amon.
  2. 1,3 Både Jojakim og Zidkija var sønner af Josias. Se 2.Kong. 22–25. Jerusalem faldt i året 586 f.Kr.
  3. 1,12 Et ordspil: Mandelgren hedder shaked på hebraisk, at våge hedder shoked.

Read More of Jeremias 1

Jeremias 2:1-30

Israel har vendt sig fra Gud

Herren sagde til mig, at jeg skulle gå ud i Jerusalems gader og bekendtgøre følgende budskab:

„Hør hvad Herren siger: Israel, mit folk, jeg husker, hvor hengiven du var i begyndelsen. Som nygift brud var du fuld af kærlighed til mig, og du fulgte mig gennem den golde ørken. Dengang tilhørte du mig alene, ligesom førstegrøden af høsten, og jeg sendte min straf over alle, som ville gøre dig fortræd.”

Hør godt efter, alle Israels slægter og familier. Hør, hvad Herren har at sige: „Hvorfor vendte jeres forfædre ryggen til mig? Hvilken fejl har jeg begået, siden de forkastede mig? De begyndte at dyrke tomme afguder, indtil de selv blev lige så tomme. Hvordan kunne de glemme, at det var mig, Herren, som førte dem ud af Egypten og gennem den golde ørken, en vildmark med farlige kløfter, med tørke og håbløshed, hvor ingen kunne drømme om at slå sig ned? Det var mig, som førte dem ind i et frugtbart land, så de kunne glæde sig over en god høst. Men de ødelagde mit land med deres synd og ondskab. Selv deres præster søgte mig ikke. De, der skulle undervise i mine love, kendte mig ikke. Landets ledere vendte sig fra mig, og deres profeter indviede sig til Baʼal og dyrkede afguder, som ikke kunne hjælpe dem. Jeg bliver nødt til at konfrontere jer med det, siger Herren. Og jeg bliver ved fra den ene generation til den anden.

Prøv at rejse mod vest og spørg befolkningen på Cypern. Send bud mod øst og spørg jer for i Kedars ørken. Har et folk nogen sinde udskiftet deres guder? Og det selv om deres såkaldte guder blot er bedrag. Men mit folk har forladt mig, deres mægtige Gud, til fordel for tomme afguder. Hvilken himmelråbende dumhed. To frygtelige ting har mit folk gjort: De har forladt mig, som er kilden med det friske, livgivende vand, og de har hugget sig vandreservoirer, der er så fulde af revner, at de ikke kan holde vand. Israels folk var ikke bestemt til at leve i trældom. Hvorfor tror I, de blev ført bort som slaver?

Deres fjender brøler som en løve, der står over et fældet bytte, deres sejrsråb gjalder gennem luften. Landet ligger i ruiner, byerne er brændt ned og står tomme tilbage. Egyptiske hære fra Memfis og Takpankes har slået jer til jorden, Israels folk. Det er straffen, som rammer jer, fordi I har svigtet mig, selv om jeg ønskede at lede jer og vise jer den rette vej.

Hvad får I ud af at søge hjælp hos egypterne? Hvad hjælper det at gå i forbund med assyrerne? Jeg er nødt til at gribe ind over for jeres oprør. Jeg er nødt til at straffe jer for jeres synder. Da vil I forstå, hvilken frygtelig fejl I begik, da I gjorde oprør imod Herren, jeres Gud, og holdt op med at have ærefrygt for mig—siger Herren, den Almægtige. Det er snart længe siden, I brød løs og sprængte alle bånd, for I ønskede ikke at være undergivet mig. Nu dyrker I frugtbarhedsguder på hver en bakketop i skyggen af de grønne træer. I opfører jer som en skøge, der giver sig hen til fremmede.

Det var en ædel vinsort, jeg plantede i landet. Hvordan kunne I blive til en vildvin med sure og elendige druer? Selv den kraftigste sæbe kan ikke rense jeres synder væk. Hvordan kan I påstå, at I aldrig har gjort jer urene med afgudsdyrkelse, at I aldrig har ofret til Baʼal? Tænk dog på, hvad I gjorde i Hinnoms dal.[a] I farer fra den ene afgud til den anden som en brunstig hunkamel. I er som et vildæsel, der er opvokset i ødemarken og vejrer i luften efter en han. Intet kan holde hende tilbage, og hannerne behøver slet ikke at jagte hende, for hun kommer selv. Åh, Israels folk, hold op med at løbe efter afguderne, indtil I slider skoene op og er ved at gå til af tørst. Men I siger: ‚Du kan lige så godt opgive at standse os, for vi elsker de fremmede guder og bliver ved med at gå til dem.’

Som en tyv, der bliver fanget, må afsone sin straf, sådan kommer Israels folk med deres konger og embedsmænd, præster og profeter til at mærke min straf. I siger til en træklods: ‚Jeg vil ære dig som min far,’ og til en sten: ‚Jeg vil ære dig som min mor, der gav mig livet.’ I har vendt mig ryggen. Men så snart I har problemer, råber I til mig om at redde jer. Hvorfor råber I ikke til de guder, I selv har lavet? Hvorfor lader I ikke dem løse jeres problemer? I har jo lige så mange afguder, som der er byer i Juda. Hvorfor beklager I jer over den straf, I får? I har jo alle gjort oprør imod mig. Jeg har åbenbart straffet jer til ingen nytte, for I er stadig lige ulydige imod mig. Som en sulten løve har I gjort det af med mine profeter.


Footnotes
  1. 2,23 Ordret: „Se på jeres vej i dalen.” Det er en hentydning til Hinnoms dal, som var center for den værste afgudsdyrkelse med menneskeofringer, jf. 2.Krøn. 28,3 og 33,6; Jer. 32,35.

Read More of Jeremias 2