Esajas 41

Perserkongen Kyros som redskab til Israels befrielse

Herren siger: „Lyt til mig, I fjerne lande! Tag mod til jer og kom, så vi kan tale sammen! Hvad har I at sige?

Hvem tilkaldte et redskab[a] fra østen til at udføre den retfærdige straf? Hvem gav ham sejr over talrige folkeslag og lod ham nedtrampe deres konger? Hvem hjalp ham besejre sine fjender med sværd og bue? Han forfølger sine fjender, men forbliver selv uskadt, selv om han marcherer gennem ukendt terræn. Hvem står bagved og trækker i trådene? Det gør jeg, Herren, jeg, som kalder på mit folk fra generation til generation. Jeg var til stede ved begyndelsen, og jeg vil være der ved afslutningen.

Fjerne lande ser til med gru, hele verden skælver af frygt, når hærene nærmer sig. Folk trøster hinanden. ‚Tab ikke modet!’ siger de. Håndværkerne opmuntrer hinanden, mens de skynder sig at lave flere statuer af deres afguder. ‚Nu er den færdig!’ siger de og slår statuen fast med søm, så den ikke vælter.

Men du, Israel, min tjener, Jakob, min udvalgte, min ven Abrahams efterkommere, frygt ikke! Jeg kalder mit folk hjem fra jordens ender og siger: Dig har jeg udvalgt, jeg forkaster dig ikke. Du er min tjener. Vær ikke bange, for jeg er med dig. Tab ikke modet, for jeg er din Gud. Med min retfærdige hånd vil jeg styrke, hjælpe og beskytte dig.

Se, alle dine fjender lider nederlag, dine modstandere bukker skamfulde under. Hvis du spejder efter fjenderne, ser du dem ikke, for de er alle døde og borte. Jeg, Herren din Gud, griber din hånd og siger: Vær ikke bange! Jeg er her for at hjælpe dig. Frygt ikke, Israel. Selv om ingen regner dig for noget, er jeg med dig for at frelse dig. Jeg er Herren, din Befrier. Jeg er Israels hellige Gud. Jeg gør dig til et nyt og skarptandet tærskeredskab, som kan slå dine fjender, som man tærsker korn. Du kaster dem i vejret, og de spredes for alle vinde. Da vil du juble over Herrens magt og fryde dig over din Gud, Israels Hellige.

Når de fattige og hjælpeløse forgæves søger efter vand, og deres tunger tørster efter noget at drikke, så vil jeg svare dem, når de råber til mig. Jeg er Herren, Israels Gud, og jeg svigter dem ikke. Jeg lader bække strømme ned fra de golde bjerge og åbner kilder for dem i dalene. Jeg forvandler ørken til oase og det tørre land til kildevæld. Jeg planter træer i ørkenen—cedre, akacier, myrter, oliventræer, cypresser, enebær- og fyrretræer. Så vil de forstå, at det er Herren, der har gjort det, at det er Israels hellige Gud, der står bag.”

Herren udfordrer afguderne

„Lad bare de andre folks guder stå frem,” siger Herren, Israels Konge. „Kom og vis, hvad I duer til. Kan I forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, eller forklare betydningen af det, der skete i fortiden? Fortæl, fortæl, så vi kan tage ved lære! Hvis I er guder, så sig os, hvad der vil ske i fremtiden. Eller gør et mirakel, noget godt eller noget ondt, så vi kan stå og måbe af frygt! Men nej, I er intet værd, I duer ikke til noget. Det er en skændsel at tilbede jer.

Jeg tilkaldte mit redskab fra østen. Han skal bringe ære til mit navn. Han kommer fra nord og tramper på fyrster, som en pottemager tramper i sit ler for at ælte det.

Hvem af jer, guder, forudsagde, at det ville ske, så man bagefter kunne sige: ‚Det var rigtigt nok.’? Ingen af jer sagde en lyd! Jeg var den første til at fortælle Jerusalem de gode nyheder. Jeg ser mig omkring, men ingen af guderne ved noget. De svarer ikke, når de bliver spurgt. Så indse dog, at de intet er værd. De kan intet udrette. At stole på dem er fuldstændig absurd.”


Footnotes
  1. 41,2 Perserkongen Kyros, jf. Es. 45,1.

Read More of Esajas 41

Esajas 42

Guds udvalgte tjener

Herren siger: „Se min tjener, som jeg holder i min hånd, min udvalgte, som jeg er fuldt tilfreds med. Jeg lægger min Ånd på ham, han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag. Han går ikke rundt og skændes, han råber ikke op i gaderne. Et knækket siv brækker han ikke af. Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud. Han fører retfærdigheden igennem til sejr. Han giver ikke op og lader sig ikke kue. Han sørger for, at retfærdigheden vil sejre på jorden. Fremmede folkeslag ser frem til, hvad han vil lære dem.”

Herren skabte himlen og jorden og alt, hvad der er i dem, og han giver liv og ånde til hele skabningen. Han er Gud, og han siger til sin tjener:

„Jeg udvalgte dig til at gøre min retfærdighed og godhed kendt. Jeg holder dig i min hånd, og jeg våger over dig. Du skal oprette en pagt med mit folk og blive et lys for alle folkeslag. Du skal åbne de blindes øjne og sætte dem i frihed, som er fanget i fortvivlelsens mørke.

Jeg er Herren, det er mit navn! Ingen afguder kan sammenlignes med mig, og det er mig og ikke dem, der skal æres. Alt, hvad jeg forudsagde, er gået i opfyldelse. Nu vil jeg forudsige nye ting. Jeg fortæller jer, hvad der vil ske, før det sker.”

En lovprisningssang om Herrens storhed og sejr

Syng en ny sang for Herren! Lad lovsang lyde overalt på jorden! Syng, du hav! Syng, alle I, som bor i fjerne lande! Syng med, I ørkenbyer, Kedars lejre og Selas beboere! Stem i, alle I, som bor i bjergene! Lad alle give Herren ære, lad de fjerne lande synge hans pris!

Herren står frem som en vældig kriger og viser sin vrede. Han udstøder et voldsomt krigsråb og udfordrer sine fjender til kamp.

Herren lover at hjælpe sit folk

„Længe har jeg forholdt mig tavs og lagt bånd på mig selv,” siger Herren. „Men nu giver jeg luft for min vrede, skriger som en fødende kvinde. Jeg gør bakker og bjerge øde, afsvider alle grønne planter. Jeg stopper flodernes vandstrømme og lader vandhullerne tørre ud. Jeg fører mit blinde folk ad veje, de aldrig før har gået. Jeg sender mit lys ind i det mørke, de befinder sig i, og jeg jævner vejen foran dem. Jeg lader dem ikke i stikken, men opfylder mine løfter. De, som tror på afguderne og sætter deres lid til dem, skal skamfulde trække sig tilbage.

Israels folks blindhed og straf

I døve, hør efter! I blinde, luk øjnene op! Hvem er mere blind end mit eget folk, som skulle være mit sendebud? Hvem er mere døv end min udvalgte tjener? I har set mange undere, men er ikke blevet klogere. I har hørt mange ord fra mig, men endnu ikke fattet dem.”

Herren er retfærdig, og han ønskede at vise sin storhed gennem sine love. Men Israels folk blev udplyndret, fanget og lagt i lænker. De blev fjendernes bytte, og ingen reddede dem. Er der ingen, som vil tage ved lære af fortiden, så de kan se, hvad der vil ske i fremtiden? Hvem var det, som udleverede Israel til røvere og voldsmænd? Det var Herren selv, ham, som vi syndede imod, for vi nægtede at følge hans veje og adlyde hans love. Derfor måtte han vise sin vrede imod sit folk og lade dem bukke under i krig. Men selv da ødelæggelsen var over dem, ville de ikke tage ved lære og erkende deres synd.

Read More of Esajas 42