Esajas 36

Assyrerkongens trusler imod Juda

I kong Hizkijas 14. regeringsår[a] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. Derpå sendte han sin næstkommanderende med en stor hærafdeling fra Lakish til Jerusalem med et budskab til kong Hizkija. De tog opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. Hizkijas hofmarskal Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa, Asafs søn, gik ud for at møde dem.

„Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

„Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,[b] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

„Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin. Hør ikke på Hizkija, når han påstår, at Herren kan frelse jer. Tænk på de andre folkeslag som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? Hvor blev Hamats, Arpads og Sefarvajims guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.


Footnotes
  1. 36,1 Ca. 701 f.Kr. i Sankeribs fjerde regeringsår, godt 20 år efter Samarias fald. Se 2.Kong. 18.
  2. 36,11 På grund af Arams og senere Assyriens storrige blev deres aramæiske sprog stærkt udbredt i hele dette område. Det er beslægtet med jødernes sprog, hebraisk, som her kaldes judæisk, fordi det drejer sig om indbyggerne i Judas land.

Read More of Esajas 36

Esajas 37

Hizkija søger hjælp hos Esajas

Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas. De havde også klædt sig i sæk og aske og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham? Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

„Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har underlagt sig utallige lande. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! Herre, det er jo sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

Jerusalems indbyggere ryster på hovedet.
    Ja, Zions datter ler dig op i ansigtet.
Hvem var det, du hånede og spottede?
    Hvem brugte du så store ord imod?
I hovmod trodsede du Himlens Gud,
    vendte dig imod Israels Hellige.
Ved sendebud hånede du Herren og sagde:
‚Mine hære krydsede de højeste bjerge,
    jeg erobrede Libanons højdedrag.
Jeg fældede skovens stolte cedre,
    nedlagde de statelige cypresser.
Jeg nåede bjergenes tinder,
    Libanons prægtige frugtplantager.
Jeg lod brønde grave i fjendeland
    og brugte løs af deres drikkevand.
Ved mine hæres støvletramp
    blev Egyptens floder tømt for vand.’

Forstår du ikke, at det var min idé?
    Jeg planlagde det for længst og lod det ske.
Du skulle angribe fæstningsbyer
    og forvandle dem til bunker af sten,
mens indbyggerne måtte se til,
    skuffede, udmattede og skamfulde,
som spirer, der rykkes op med rode,
    som græs på taget, der visner for vinden.

Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,
    jeg ved, hvornår du går og kommer tilbage.

Men fordi du hidser dig op imod mig,
    og dine stolte ord har nået mit øre,
sætter jeg kroge i din næse
    og lægger bidsel i din mund.
Jeg trækker dig bort,
    tilbage ad den vej, du kom.

Om Jerusalem og folkets fremtid

Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.[a] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

Så gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.


Footnotes
  1. 37,30 Den hebraiske tekst er uklar. Oversættelsen her bygger dels på LXX, dels på Vulgata.

Read More of Esajas 37