Esajas 10:20-34

Håb for Israels folks rest

Til den tid skal den rest, som er tilbage af Israels og Judas folk, ikke længere støtte sig til assyrerne, som forrådte dem. I stedet skal de søge hjælp hos Herren, Israels hellige Gud. Denne rest skal vende sig til den almægtige Gud. Selv om Israels folk engang var talrigt som sandet ved stranden, vil kun få af dem vende tilbage. Herren er hellig og retfærdig, og han har besluttet at straffe dem. Den almægtige Herre og Gud vil gennemføre sin beslutning om at lægge hele landet øde.

Derfor siger Herren, den Almægtige: „Mit folk, som bor i Jerusalem, I skal ikke være bange for assyrerne, der undertrykker jer, som egypterne gjorde engang. Det kommer ikke til at vare længe. Om kort tid er min vrede imod jer forbi, og så vil jeg vende min vrede mod assyrerne og udrydde dem.”

Herren, den Almægtige, vil svinge sin pisk over dem, ligesom dengang midjanitterne blev slået ved Orebs klippe. Hans stav er udrakt over dem, som dengang han druknede den egyptiske hær i havet. Han vil løfte byrden fra jeres skuldre og åget fra jeres nakke. I vil nægte at bære åg, fordi Herren har gjort jer så stærke.[a]

Assyrerhæren rykkede frem til Ajjat og passerede gennem Migron. Ved Mikmas efterlod de en del af forsyningerne, hvorefter de marcherede over passet. Ved Geba slog de lejr for natten. Rama rystede af skræk, og indbyggerne i Sauls Gibea flygtede for livet. Skrig af frygt, I folk fra Gallim, råb op, Laisha, stem i, Anatot! Madmenas indbyggere flygtede, og Gebims indbyggere bragte sig i sikkerhed. Fjendehæren nåede frem til Nob, hvor de slog lejr og nu truer med knyttede næver mod Jerusalem og Zions bjerg.

Men se! Herren, den Almægtige, fælder dem som grene, der hugges af træerne. Selv de stolteste stammer segner. Der bliver lyst i skovens tykning. Som skovhuggeren fælder træerne på Libanons bjerge, sådan fælder den Almægtige sine fjender.


Footnotes
  1. 10,27 Som så mange andre steder er den hebraiske tekst uklar og meningen omstridt.

Read More of Esajas 10

Esajas 11

Rodskuddet fra Isajs stub

Der vil komme et rodskud fra Isajs stub, et nyt skud på Davids stamtræ. Herrens Ånd hviler over ham og giver ham visdom, indsigt, karakterstyrke, kundskab og gudsfrygt. Han lever og ånder for at gøre Herrens vilje. Han bedømmer aldrig en sag blot på grundlag af, hvad han ser og hører. Han forsvarer fattiges rettigheder og dømmer de svage retfærdigt. Han sætter voldsmænd til vægs med et visdomsord, tilintetgør de onde med et åndepust. Han bærer ret adfærd som bælte om sit liv, klæder sig i trofasthed og sandhed.

Engang vil ulven og lammet følges ad, leoparden hvile sig hos gedekiddet, kalven og løven græsse sammen, så et barn kan passe dem. Køer og bjørne vil blive venner, så deres unger ligger side om side. Løven vil æde græs som oksen. Spædbørn kan lege ved slangens hule, og småbørn kan uskadt stikke hånden i hugormens rede. Ingen gør fortræd i hele mit hellige bjergland, for alverden skal fyldes af en dyb forståelse af Herren, som vandet fylder verdenshavene.

Engang vil Isajs rodskud stå som et banner og kalde på alle folkeslagene. Menneskene vil søge svar hos ham, og hans bolig bliver herlig. Da vil Herren igen række hånden ud for at hjemkalde den rest, der er tilbage af hans folk, og de skal komme fra Assyrien, fra nedre og øvre Egypten, Kush, Elam, Babylonien, Hamat og fjerne kyster. Herren kalder på folkeslagene med sit banner, og han samler Israels og Judas bortdrevne og adspredte folk fra de fire verdenshjørner. Da skal fjendskabet mellem Israel og Juda høre op, og de skal ikke længere bekrige hinanden. I stedet angriber de i fællesskab filistrene i vest og tager bytte fra folkene i øst. De erobrer Edom og Moab, og gør ammonitterne til deres undersåtter.

Herren baner en vej gennem Egyptens Hav. Han hæver sin hånd over Eufratfloden og lader en mægtig vind dele den i syv bække, som man let kan komme over. Der bliver en banet vej for den rest af hans folk, der er tilbage i Assyrien, ligesom der blev for Israel, da de drog op fra Egypten.

Read More of Esajas 11

Esajas 12

Lovsang til Gud

Til den tid vil du sige:

„Jeg takker dig, Herre.
    Du blev vred på mig,
men din vrede forsvandt,
    og du trøstede mig.
Du er min Frelser,
    jeg stoler på dig.
Jeg frygter ikke,
    for du giver mig styrke.
Jeg lovsynger dig,
    for du frelste mig.”

Med glæde skal I øse vand
    fra frelsens kildevæld.

Til den tid skal I synge:

„Tak Herren, og påkald hans navn.
    Alle folk skal høre, hvad han har gjort.
        De skal få at vide, hvor mægtig han er.
Syng for Herren!
    Han har gjort store undere,
        som hele verden bør høre om.
Råb af fryd, I, som bor på Zion.
    Israels hellige Gud er stor iblandt jer.”

Read More of Esajas 12

Esajas 13

Et profetisk syn om Babyloniens fald

Esajas så Babyloniens ødelæggelse i et syn, hvor Herren sagde:

„Løft signalet til angreb på toppen af en høj! Lad kommandoråbet lyde! Giv tegn til hæren om at marchere mod Babylon og jævne de riges paladser med jorden! Jeg har udvalgt disse hære til at straffe dem, der har fremkaldt min vrede. Jeg har kaldt mine helte til denne opgave, og de vil juble, når jeg sejrer.

Hør larmen fra bjergene! Lyt til hærene under fremmarch! Det er krigslarm fra mange folkeslags hære. Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg mønstrer min hær. De kommer langvejsfra, og de er mit redskab imod dig, Babylon. De er udtryk for min vrede, og de skal ødelægge hele landet.

Skrig af rædsel, for Herrens time er kommet. Den Almægtige vil knuse jer. Jeres arme er lammet af frygt, og selv de modigste mænd ryster af skræk. Frygt og smerte sætter ind som veerne hos en kvinde, der skal føde. I stirrer hjælpeløse på hinanden, hede om ørerne. Se, Herrens dag kommer, Herrens frygtelige vredesdag. Landet skal ødelægges, og alle syndere med det. Der ses ingen stjerner på himlen, solen er formørket, månen skinner ikke.

Jeg, Herren, straffer verden for dens ondskab og de ugudelige for deres synd. Jeg knuser de stoltes overlegenhed og tyrannernes hovmod. Når dommen er fuldbyrdet, er der ikke mange tilbage. Til den tid er mennesker sjældnere end det fineste guld. I min vrede ryster jeg himlen, og jorden skal rokkes fra sin plads. Jeg, Herren den Almægtige, viser min vrede.

Som skræmte gazeller, som forvildede får, der er kommet bort fra deres hyrde, flygter enhver hjem til sit eget land. Enhver, der bliver taget til fange, bliver gennemboret af sværdet. Deres småbørn knuses for øjnene af dem, deres hjem bliver plyndret og deres kvinder voldtaget.

Jeg vækker nemlig medernes vrede imod det babyloniske rige. De kan ikke købe sig fri med guld og sølv. Medernes pile rammer de unge, de har ingen medynk med børnene.

Det går Babylon, den herlige storby, den kaldæiske kulturs stolthed og pryd, som det gik Sodoma og Gomorra, dengang Herren sendte ild fra himlen. Aldrig igen skal Babylon genopbygges og blive beboet. Selv nomaderne undgår at slå lejr der. Ingen hyrder søger nattely på det sted. Kun ørkenens vilde dyr bor der, ugler tuder fra de forladte huse. Strudse slår sig ned, og vilde geder springer rundt på ruinerne. I de tomme borge og fine paladser lyder ekkoet af hyæners og sjakalers hyl. Babylons dage er talte, dommens time er nær.”

Read More of Esajas 13