1 Mosebog 49

Jakobs sidste ord til sine 12 sønner

Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.

Kom og hør, I Jakobs sønner,
    lyt til Israel, jeres far!

Ruben, du min ældste søn,
    det første skud på stammen,
ypperlig i rang og styrke,
    men uregerlig som havets bølger.
Du mistede din forret som førstefødt,
    for du gik i seng med din fars kone.
Hvilken skændig handling
    at vanære sin far sådan.

Simeon og Levi, to alen af ét stykke,
    mænd af vold og vrede ord.
Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere,
    i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov.
Forbandet være jeres hidsighed,
    forbandet jeres vrede og vold.
I bliver adskilt i Israel,
    spredt ud over landet.

Juda, dine brødre vil juble,
    når du tilintetgør dine fjender.
        Ja, dine brødre skal bøje sig for dig.
Juda er en løve, der vogter over sit bytte.
    Når han hviler sig, hvem tør da vække ham?
Scepteret skal tilhøre Juda,
    og han skal herske,
indtil den rette hersker kommer,[a]
    han, som alle folkeslag skal lyde.
Han binder sit æsel til en vinstok
    og vasker sit tøj i druesaft.
Hans øjne er mørkere end rødvin,
    hans tænder hvidere end mælk.

Zebulon vil havne ved havet,
    hans land bliver hjemsted for skibe,
        det strækker sig helt til Sidon.

Issakar er stærk som et æsel,
    han hviler sig mellem kvægfoldene.
Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet
    og hvor frugtbart landet er,
tager han villigt åget på skuldrene
    og arbejder hårdt for føden.

Dan skaffer sit folk deres ret
    så godt som nogen af Israels stammer.
Han er som en slange på stien,
    hugger i hestens hæl, så rytteren styrter.

Åh Gud, du er vores redning!

Gad bliver angrebet af omstrejfende bander,
    men han forfølger og udplyndrer dem.

Asher får en overflod af afgrøder
    og kan levere til kongens hof.

Naftali løber frit omkring,
    kommer gerne med smukke ord.[b]

Josef er som en vinstok, plantet ved kilden,
    hvis ranker spreder sig over muren.
Han blev beskudt med bitterheds pile,
    hans modstandere behandlede ham hårdt,
men han holdt sin bue med fasthed,
    hans stærke arme rystede ikke.
Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud,
    og igennem det blev han en hyrde,
        en frelser for Israels folk.
Din fars Gud er din hjælper,
    og den Almægtige velsigner dig
med himlens velsignelser ovenfra
    og jordens velsignelser nedenfra,
med ægteskabelige glæder
    og med mange børn.
Den velsignelse, du får fra din far,
    overgår de ældgamle bjerges velsignelser
        og det, de evige høje kan tilbyde.
Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved,
    på issen af fyrsten blandt brødre.

Benjamin er som en ulv på rov.
    Han æder af sit bytte om morgenen
        og deler ud af sit overskud om aftenen.”

Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.

Jakobs død og begravelse

Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kanaʼans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron. I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.” Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.


Footnotes
  1. 49,10 Betydningen af det hebraiske shilo er omstridt, men det henviser nok til den Messiaskonge, der skulle komme fra Judas slægt.
  2. 49,21 Eller: „smukt afkom”. Oversættelsen er usikker i flere af disse korte, poetiske vers.

Read More of 1 Mosebog 49

1 Mosebog 50

Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham. Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget. Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 10 uger.

Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag. „Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kanaʼan og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”

Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.

Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd. Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land. Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.

Da de kom til tærskepladsen ved Atad nær ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage. Senere kaldte de lokale indbyggere, kanaʼanæerne, det sted Abel-Mitzrajim,[a] for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!” Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem: De bragte hans lig ind i Kanaʼans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.

Fuld forsoning mellem Josef og hans brødre

Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden. Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.

Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.

Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer? Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv. Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.

Josefs død

Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.

„Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kanaʼan, så skal I tage mit lig med.”

Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.


Footnotes
  1. 50,11 Det betyder: „egypternes sorg”.

Read More of 1 Mosebog 50