1 Mosebog 45

Josef giver sig til kende for sine brødre

Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.

„Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.

„Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.

Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”

Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”

Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.

Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kanaʼan og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”

Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten. Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem, hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kanaʼan.

„Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”

Read More of 1 Mosebog 45

1 Mosebog 46

Jakob og hans familie flytter til Egypten

Så tog Jakob af sted med hele sin teltlejr og kom til Beʼersheba. Dér bragte han et offer til sin fars Gud. Om natten talte Gud til ham i et syn.

„Jakob! Jakob!” kaldte han.

„Ja, jeg lytter,” svarede Jakob.

„Det er Gud, der taler til dig,” sagde stemmen, „din fars Gud! Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil sørge for, at din slægt bliver et stort folk, mens I bor der. Jeg vil selv gå med dig til Egypten, og jeg vil bringe dine efterkommere tilbage igen. Selv vil du dø i Egypten, men Josef vil være hos dig, når du dør.”

Da sagde Jakob farvel Beʼersheba, og hans sønner satte deres far, deres koner og deres børn op på de vogne, som Farao havde stillet til rådighed. De tog alting med sig—deres dyr og alt, hvad de havde samlet sig i Kanaʼan. Kort tid efter ankom de til Egypten, Jakob og alle hans efterkommere: hans sønner og døtre og børnebørn, hele hans store familie.

Det følgende er en liste over Jakobs sønner og sønnesønner, der tog med ham til Egypten:

Ruben, hans ældste søn, og dennes sønner Enok, Pallu, Hetzron og Karmi; Simeon og hans sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul, hvis mor var kanaʼanæer; Levi og hans sønner Gershon, Kehat og Merari; Juda og hans sønner Shela, Peretz og Zerach; (Er og Onan var jo allerede døde. Peretzʼ sønner hed Hetzron og Hamul.) Issakar og hans sønner Tola, Pua, Jashub[a] og Shimron; Zebulon og hans sønner Sered, Elon og Jahleʼel. Det var Jakobs og Leas seks sønner, som alle blev født i Paddan-Aram. Jakobs og Leas sønner og sønnesønner var således i alt 33. Der var også datteren Dina.

Gads sønner hed Zefon,[b] Haggi, Shuni, Etzbon, Eri, Arodi og Areli; Ashers sønner hed Jimna, Jishva, Jishvi, Beria, og deres søster hed Sera. Berias sønner hed Heber og Malkiel. Disse 16 personer var efterkommere af Jakob og Zilpa, tjenestepigen, som Lea fik af sin far, Laban.

Jakobs og Rakels sønner hed Josef og Benjamin. Josef fik i Egypten sønnerne Manasse og Efraim med Asenat, en datter af præsten Potifera fra Heliopolis. Benjamins sønner hed Bela, Beker, Ashbel, Gera, Naʼaman, Ehi, Rosh, Muppim, Huppim og Ard. Disse 14 var Jakobs og Rakels sønner og sønnesønner.

Dan havde sønnen Hushim. Naftalis sønner hed Jahtzeʼel, Guni, Jetzer og Shillem. Disse 7 var sønner og sønnesønner af Jakob og Bilha, tjenestepigen, som Rakel fik af sin far, Laban.

Antallet af Jakobs efterkommere, som kom med til Egypten, var altså 66. Svigerdøtrene blev ikke regnet med.[c] Med Jakob selv samt Josef og hans to sønner var de så 70 i alt, som videreførte Jakobs slægt i Egypten.

Da Jakob og hans følge ankom til Egypten, sendte Jakob Juda i forvejen for at bede Josef om at vise dem vej til Goshen. Josef gjorde straks sin vogn klar og tog af sted til Goshen for at møde sin far. Så snart han ankom, omfavnede han sin far og græd ved hans skulder i lang tid. Derefter sagde Jakob til Josef: „Nu kan jeg dø i fred, for jeg har med egne øjne set, at du er i live.”

Josef sagde til sine brødre og deres familier: „Jeg vil nu tage tilbage til Farao og fortælle ham, at I er ankommet fra Kanaʼans land. Jeg vil forklare ham, at I er fårehyrder og kvægavlere, og at I har bragt jeres får, geder og kvæg og alt, hvad I ejer, med jer. Når Farao derpå sender bud efter jer og spørger om jeres beskæftigelse, skal I sige: ‚Vi og vores forfædre har altid været kvægavlere og fårehyrder.’ Når I fortæller ham det, vil han lade jer sætte jeres telte op her ude i Goshen, for egypterne kan ikke fordrage nomadefolk.”


Footnotes
  1. 46,13 De sidste to navne er her taget fra den samaritanske pentateuch (de 5 Mosebøger) og syriak oversættelsen, jævnfør 4.Mos. 26,23-24 og 1.Krøn. 7,1.
  2. 46,16 Den masoretiske tekst har Zifjon, mens den samaritanske pentateuch og den græske oversættelse, Septuaginta, har Zefon, jf. 4.Mos. 26,15.
  3. 46,26 Ifølge den daværende kultur talte man normalt ikke kvinderne med. Dina og Sera var undtagelser. Vi må formode, at der var mange andre døtre, som ikke er nævnt i denne opremsning. Tælles Dina med var der 71 efterkommere af Jakob. Når vi fratrækker de to døde sønner, Josef og hans to sønner, får vi 66, der rejste med Jakob til Egypten.

Read More of 1 Mosebog 46

1 Mosebog 47:1-12

Farao byder Jakob og hans familie velkommen

Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kanaʼan med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”

„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. „Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kanaʼan, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”

Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”

Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.

„Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.

Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.

Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.

Read More of 1 Mosebog 47