1 Mosebog 43

Benjamin kommer med til Egypten

Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kanaʼans land, så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”

„Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda. „Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn, men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”

„Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”

„Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”

Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn! Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold. Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”

Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler. Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem. Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden. Må Gud den almægtige være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”

Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef. Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus, men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen.

„Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”

Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang, standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage! Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”

„Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres fædres Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon, hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor. Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.

Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”

„Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.

Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham. Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.

Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion—fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.

Read More of 1 Mosebog 43

1 Mosebog 44

Josefs sølvbæger

Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. „Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.

Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.

„Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”

„Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”

Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.

„Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”

Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”

„Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”

Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin

Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’

Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, så dør han af sorg, og det er vi skyld i. Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse—ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”

Read More of 1 Mosebog 44