2. Mosebog 17:1-16, 2. Mosebog 18:1-27 BPH

2. Mosebog 17:1-16

Vand fra klippen

På Herrens befaling forlod Israels folk nu Sins ørken og flyttede fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til Refidim, men der var intet vand der.

Igen klagede folket til Moses. „Giv os vand!” forlangte de.

„Hvorfor anklager I mig!” spurgte Moses. „Hvorfor udfordrer I Guds tålmodighed?”

Men folket led af tørst, så de blev ved at klage: „Hvorfor førte du os ud af Egypten? Var det, for at vi skulle dø af tørst sammen med vores familier og husdyr?”

Da bad Moses til Herren: „Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er jo lige ved at stene mig!”

Herren svarede: „Tag nogle af Israels ledere med dig og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så. Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horebs bjerg. Og når du slår på klippen, vil der strømme vand ud af den, så alle kan få noget at drikke.” Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ledere, og vandet strømmede frem. Moses gav derfor det pågældende sted navnet Massa,17,7 Massa betyder „provokation”, og Meriba betyder „skænderi, oprør”. men det blev også kaldt Meriba, for det var her, Israels folk skændtes med Herren og provokerede ham ved at sige: „Vil Herren sørge for os—eller vil han ikke?”

Slaget mod amalekitterne

Mens israelitterne opholdt sig ved Refidim, gjorde nogle amalekitiske krigere sig klar til at angribe dem. Moses sagde da til Josva: „Udvælg dig nogle mænd og gå i morgen imod amalekitterne. Jeg stiller mig oppe på toppen af højen med Guds stav i hånden.”

Så rykkede Josva ud for at kæmpe imod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen. Så længe Moses løftede hænderne med staven op i luften, fik israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hænderne for at hvile, fik amalekitterne overtaget. Da Moses blev træt af at holde armene i vejret, fandt Aron og Hur en sten, som han kunne sidde på, og så stillede de sig på hver sin side af Moses og holdt hans arme i vejret. På den måde var hans arme løftet lige til solnedgang. Sådan besejrede Josva og hans mænd amalekitternes hær.

Derefter sagde Herren til Moses: „Nedskriv beretningen om denne begivenhed i en bog, så den altid vil huskes, og lad aldrig Josva glemme, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitterne.” Moses byggede et alter her, som han kaldte „Herren kæmper for mig.”17,15 På hebraisk: Jahve-Nissi. Det betyder: „Jahve er mit banner” eller „Jahve er den, der kæmper for mig.”

„Amalekitterne satte sig op mod Herren,” sagde Moses. „Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.”

Read More of 2. Mosebog 17

2. Mosebog 18:1-27

Jetro besøger Moses

Det varede ikke længe, før Jetro, Moses’ svigerfar, der var præst i Midjan, hørte om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten.

Moses havde på et tidligere tidspunkt sendt sin kone Zippora og sine to sønner tilbage til Jetro. Moses’ ældste søn fik navnet Gershom,18,3 Det betyder: „udlænding”. for han sagde: „Jeg har levet som fremmed i udlandet.” Hans anden søn fik navnet Eliezer,18,4 Det betyder: „Gud er min hjælper”. for han sagde: „Mine forfædres Gud er blevet min hjælper ved at redde mig ud af Faraos kløer.” Jetro var nu på vej sammen med Zippora og de to sønner til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg.18,5 Det er Sinaibjerget, også kaldet Horebs bjerg.

Han sendte en besked i forvejen til Moses: „Jeg, din svigerfar Jetro, er på vej med din kone og dine to sønner.” Moses gik straks sin svigerfar i møde, bøjede sig ærbødigt og kyssede ham på kinden til velkomst. Efter at have spurgt til hinandens helbred gik de ind i Moses’ telt for at tale sammen. Moses fortalte sin svigerfar om alle de undere, Herren havde gjort for at redde israelitterne fra Farao og egypterne. Han fortalte også om de problemer, der havde været undervejs, og om, hvordan Herren havde hjulpet folket igennem det alt sammen. Jetro var begejstret over at høre, hvad Herren havde gjort for Israels folk, og hvordan han havde ført dem ud af Egypten.

„Lovet være Jahve,” sagde Jetro, „for han har reddet jer fra egypterne og Farao—ja, han har virkelig befriet jer fra slaveriet i Egypten. Nu ser jeg, at Jahve er større end nogen anden gud, for han har befriet sit folk fra de stolte og brutale egyptere.”

Så ofrede Jetro brændofre og andre ofre til Gud, og Aron og Israels øvrige ledere kom for at spise offermåltid sammen med ham.

Næste dag satte Moses sig som sædvanlig for at høre på folks klager og løse deres indbyrdes konflikter. De stod i kø omkring ham fra morgen til aften. Da hans svigerfar så, hvor tidkrævende et arbejde det var, sagde han: „Sikke meget arbejde du har med folket. Hvorfor er du alene om at klare den store opgave? Folk står jo i kø hele dagen for at få hjælp.”

„Folket kommer til mig i håb om at få Guds svar på deres problemer,” forklarede Moses, „og når de har en retssag, er jeg deres dommer. Det er jo min opgave at undervise dem om Guds forordninger og instruktioner.”

„Det er ikke en god måde at gøre det på,” svarede Jetro. „Både du selv og folket bliver jo ganske udmattede. Moses, den opgave er for tung en byrde, hvis du forsøger at gøre alting selv. Lyt til mit råd—så vil Gud være med dig. Du skal fortsat selv træde frem for Gud på folkets vegne og spørge ham til råds i de vanskelige sager. Og du skal også undervise folket om hans forordninger og instruktioner og lære dem principperne for gudsfrygt, og hvordan de bør leve. Men du bliver nødt til at finde nogle kvalificerede, ærlige og gudfrygtige mænd, der ikke vil tage imod bestikkelse.

Dem skal du indsætte som dommere og rådgivere, nogle med ansvar for 1000 mennesker, nogle med ansvar for 100 mennesker, og andre med ansvar for 50 eller ti personer. Overlad så ansvaret for lov og orden til dem. Hvis en sag er kompliceret eller særlig betydningsfuld, kan de henvende sig til dig. Men alle mindre sager kan de selv tage sig af. Det vil betyde en stor aflastning for dig, hvis du på den måde uddelegerer nogle af dine ansvarsfulde opgaver til andre. Hvis du følger mit råd, og hvis det er i overensstemmelse med Guds vilje, vil du undgå stress, og folket kan hurtigere få deres sager behandlet og derfor gå tilfredse hjem.”

Moses fulgte sin svigerfars råd. Han udvalgte kvalificerede mænd fra alle de 12 stammer og udnævnte dem til dommere og ledere for henholdsvis 1000, 100, 50 og 10 personer. Disse mænd stod altid til rådighed, så retfærdigheden kunne ske fyldest. Alle mindre sager tog de sig af, og kun de mere komplicerede blev overladt til Moses.

Kort efter tog Moses afsked med sin svigerfar, som vendte tilbage til sit land.

Read More of 2. Mosebog 18