2 Mosebog 4

Moses får autoritet til at udføre mirakler

„Jamen, hvad nu hvis Israels ledere ikke vil høre på mig?” indvendte Moses. „Hvad nu, hvis de ikke vil tro på, at Herren har vist sig for mig?”

„Hvad har du der i din hånd?” spurgte Herren ham.

„Min hyrdestav,” svarede Moses.

„Smid den på jorden,” sagde Herren. Da Moses smed staven på jorden, blev den til en slange, og han løb forskrækket væk fra den.

Men Herren råbte til ham: „Grib den i halen!” Så greb Moses den i halen, og straks blev den igen til en hyrdestav i hans hånd.

„Det skal nok overbevise israelitterne om, at det er deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, der har vist sig for dig,” sagde Herren. „Stik nu din hånd ind på brystet under kjortlen!” Moses adlød, og da han trak hånden ud igen, var den hvid af spedalskhed. „Stik hånden ind på brystet igen,” fortsatte Herren. Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den fuldstændig normal igen.

„Hvis de tvivler efter at have set det første mirakel, vil de blive overbevist af det andet,” sagde Herren. „Men hvis de stadig ikke tror dig, skal du tage lidt vand fra Nilen og hælde det ud på den tørre jord. Når du gør det, bliver vandet til blod.”

Men Moses havde flere indvendinger: „Jamen Herre, jeg er ikke god til at tale. Det har jeg aldrig været—og det er jeg heller ikke nu, efter at du har talt til mig. Jeg famler efter ordene.”

„Hvem skabte menneskets mund?” spurgte Herren. „Har jeg ikke magt til at gøre et menneske i stand til at tale eller ikke at tale, til at se eller ikke at se, til at høre eller ikke at høre? Gå nu og gør, som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig til at sige de rette ord—ja, jeg vil fortælle dig, hvad du skal sige.”

Men Moses protesterede: „Herre, send dog en anden end mig!”

Så blev Herren vred på Moses. „Hør her,” sagde han, „jeg ved, at din bror, levitten Aron, kan tale for sig. Han er i øvrigt på vej for at møde dig, og han bliver glad for at se dig igen. Jeg vil tale til dig, og hvad jeg fortæller dig, skal du sige videre til ham og således lægge ham ordene i munden. Jeg vil være med jer og fortælle jer, hvad I skal gøre. Aron skal tale til folket på dine vegne, som om han var din mund, og du skal fortælle ham, hvad han skal sige, så du taler til ham på mine vegne. Husk at tage din hyrdestav med, så du kan udføre de mirakler, jeg har vist dig.”

Moses vender tilbage til Egypten

Så gik Moses hjem til sin svigerfar Jetro og sagde: „Jeg vil gerne rejse tilbage til Egypten og besøge min familie og se om de lever endnu.”

„Gå du blot, og fred være med dig,” svarede Jetro.

Inden Moses forlod Midjan, sagde Herren til ham: „Du skal ikke være bange for at vende tilbage til Egypten, for alle de mænd, der var ude efter at slå dig ihjel, er nu døde.” Så hjalp Moses sin kone med de to små børn[a] op på et æsel og de begav sig alle af sted mod Egypten. Og han havde hyrdestaven—Guds stav—i hånden.

Undervejs gentog Herren sine instruktioner til Moses: „Når du ankommer til Egypten, skal du gå til Farao og udføre de mirakler, jeg har givet dig magt til at udføre. Men jeg vil gøre ham stædig, så han ikke vil lade israelitterne rejse. Da skal du sige til ham: ‚Herren siger: Israels folk er som min førstefødte søn. Jeg har befalet dig at lade dem rejse, så de kan tilbede mig. Siden du har nægtet det, vil jeg slå din førstefødte søn ihjel.’ ”

Et sted på vejen, hvor de overnattede, konfronterede Herren ham[b] og ville dræbe ham. Da tog Zippora en flintekniv, afskar sin søns forhud og kastede den for Mosesʼ fødder. „Du er blevet mig en blodig ægtemand,” sagde hun. Så lod Herren ham være i fred. (Med udtrykket „blodig ægtemand” hentydede hun til omskærelsen.)

Herren havde tidligere sagt til Aron: „Gå Moses i møde i ørkenen!” Så tog Aron af sted og mødte Moses ved Guds bjerg, Horeb, og de omfavnede hinanden og kyssede hinanden på kinden.

Moses fortalte Aron om det budskab, Herren havde givet ham, og om miraklerne, Herren havde befalet ham at udføre.

Da Moses og Aron ankom til Egypten, samlede de israelitternes ledere, og Aron fortalte dem, hvad Herren havde sagt til Moses, og Moses udførte miraklerne for øjnene af dem. Det overbeviste dem, og da de hørte, at Herren ikke havde glemt sit folk, men havde dyb medfølelse for dem midt i deres elendighed, knælede de med ansigtet mod jorden i ærefrygt for Herren.


Footnotes
  1. 4,20 Teksten siger kun „hans sønner”. Formodentlig er Mosesʼ anden søn, Eliezer, allerede født på dette tidspunkt. Jf. kap. 18,2-3.
  2. 4,24 Teksten gør det ikke helt klart, om det er Moses selv, Gud var på vej til at dræbe, eller Mosesʼ søn. Sønnen var åbenbart ikke blevet omskåret, måske på grund af landflygtigheden, måske af hensyn til moderen, som ikke hørte til Israels folk. Moses havde dermed brudt Abrahamspagten, og Gud havde sagt, at enhver, som ikke blev omskåret, skulle udryddes af folket.

Read More of 2 Mosebog 4

2 Mosebog 5

Moses og Aron i audiens hos Farao

Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.”

„Hvem er Jahve?” svarede Farao. „Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg adlyde ham og lade israelitterne rejse? Det vil jeg ikke gå med til.”

Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.”

„Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde! Hebræerne er jo nu meget talrige, og så vil I have, at de skal holde op med deres arbejde?”

Samme dag sendte Farao følgende besked til samtlige slavefogeder og opsynsmænd:

„I må ikke længere give folket halm til murstenene. Lad dem selv samle, hvad de har brug for. Men de skal lave lige så mange mursten som før. De har åbenbart ikke nok at bestille, ellers ville de ikke snakke om at tage ud i ørkenen for at ofre til deres Gud. De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Mosesʼ og Arons løgnehistorier.”

Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet. Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.” Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.

Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de, og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.

Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de. „Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”

Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve. Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”

De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten. På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset. „Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”

Guds løfte om udfrielse

Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her? Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”

Read More of 2 Mosebog 5

2 Mosebog 6:1-12

„Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao,” sagde Herren til Moses. „Han skal få min magt at føle, indtil han lader mit folk rejse. Han vil blive så opsat på at komme af med dem, at han nærmest vil jage dem ud!” „Jeg er Herren!” fortsatte han. „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob som den almægtige Gud, men de har ikke til fulde erfaret, hvad mit navn, Jahve. egentlig står for. Jeg indgik en pagt med dem, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kanaʼans land, det land, hvor de boede som fremmede. Jeg har hørt Israels folks klageskrig under deres slaveri i Egypten, og da jeg har indgået en pagt med dem, vil jeg også opfylde det løfte, jeg gav dem.

Sig derfor til israelitterne: ‚Jeg er Herren, og jeg vil befri jer fra slaveriet i Egypten med vældig magt og store undere. I skal være mit udvalgte folk, og jeg vil være jeres Gud. I skal opleve, at jeg er Herren, jeres Gud, og at jeg befrier jer fra slaveriet i Egypten. Jeg vil føre jer til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob. Jeg giver det til jer, og det skal være jeres. Jeg er Herren!’ ”

Moses fortalte nu folket, hvad Gud havde sagt, men de ville ikke længere høre på ham. De havde fuldstændig mistet modet på grund af den øgede arbejdsbyrde.

Da sagde Herren til Moses: „Gå tilbage til kong Farao og sig til ham, at han skal lade israelitterne rejse ud af Egypten.”

„Men Herre!” indvendte Moses. „Når mit eget folk ikke engang vil høre på mig, hvordan kan jeg så forvente, at Farao vil? Jeg duer ikke til at tale!”

Read More of 2 Mosebog 6