2 Mosebog 37

Pagtens ark fremstilles

Betzalel konstruerede nu pagtens ark. Den blev lavet af akacietræ og var 1,12 m lang, 67 cm bred og 67 cm høj. Indvendig og udvendig blev den belagt med rent guld, og den fik en pynteliste af guld hele vejen rundt. Fire guldringe blev støbt og fæstnet til arkens fire fødder, to ringe i hver side. Derefter lavede han bærestænger af akacietræ, belagde dem med guld og stak stængerne gennem ringene på siden af arken, så den kunne bæres.

Dernæst lavede han af rent guld et låg over arken, forsoningsstedet. Låget var 1,12 m langt og 67 cm bredt. Så lavede han de to keruber af hamret guld og placerede dem i hver sin ende af guldlåget. Han lavede dem, så de gik ud i ét med låget. Keruberne vendte ansigtet mod hinanden, men de så ned på forsoningsstedet, og deres vinger var bredt ud, så de dækkede arken.

Bordet til de hellige brød

Derefter blev der lavet et bord af akacietræ, 90 cm langt, 45 cm bredt og 45 cm højt. Bordet blev belagt med rent guld og fik en pynteliste af guld hele vejen rundt. Det fik også en kant på en håndsbred hele vejen rundt med en liste af guld udenpå. Dernæst blev der støbt fire guldringe, som blev fæstnet til de fire ben lige under kantlisten, så bærestængerne kunne stikkes gennem dem. Bærestængerne blev lavet af akacietræ og belagt med guld. Bordets tilbehør blev lavet af rent guld: tallerkener, fade, skåle og kander til brug ved drikofferet.

Guldlysestagen og de syv lamper bliver lavet

Dernæst blev lysestagen lavet af rent, udhamret guld. Stagens fod, stamme, lampeholdere, blomsterknopper og kronblade blev lavet ud i ét stykke. Stammen havde seks grene, tre på hver side. På hver gren var der tre mandelblomster med knopper og kronblade. Stammen selv var dekoreret med fire mandelblomster, og de tre nederste blomster var placeret med en blomst under hvert af de tre par grene. Samtlige blomster og grene blev hamret ud i rent guld og gik i et med stammen. Endelig blev de syv lamper til lysestagen lavet, og der blev fremstillet vægetænger og vægebakker, alt sammen i rent guld. Til lysestagen og dens forskellige tilbehør blev brugt 30[a] kg rent guld.

Røgelsesalteret bliver fremstillet

Røgelsesalteret blev lavet af akacietræ. Det var 45 cm langt, 45 cm bredt og 90 cm højt. Hornene i hvert hjørne blev udskåret i et stykke med alteret. Det hele blev belagt med rent guld, og der blev sat en pynteliste af guld på kanten hele vejen rundt. På hver af de to sider under listen blev der placeret to guldringe beregnet til bærestængerne, og bærestængerne blev lavet af akacietræ belagt med guld.

Derpå fremstillede man den aromatiske salveolie, og man lavede den hellige røgelse, sådan som røgelsesblanderne laver den.


Footnotes
  1. 37,24 På hebraisk: en „talent”, en vægtenhed på ca. 30 kg.

Read More of 2 Mosebog 37

2 Mosebog 38

Brændofferalteret bygges

Brændofferalteret blev også konstrueret af akacietræ. Det var 2,25 m langt, 2,25 m bredt og 1,35 m højt. Der blev lavet et horn i hvert af dets fire hjørner, ud i ét stykke med hjørnestolpen, og det hele blev belagt med bronze. Dernæst blev der lavet bronzeredskaber til brug ved alteret, bakker til at fjerne asken i, diverse skovle, stænkeskåle, kødgafler og bakker til gløder. Et bronzegitter blev lavet og anbragt udvendig under alterets pynteliste, så det nåede halvvejs op ad alteret. Ved gitterets fire hjørner blev der lavet fire ringe, hvor bærestængerne kunne stikkes ind. Bærestængerne blev lavet af akacietræ belagt med bronze og blev stukket gennem ringene på hver side af alteret, der var lavet som en hul trækasse.

Vaskefadet af bronze med tilhørende bronzestativ blev lavet af bronzespejle, som var en gave fra de kvinder, der gjorde tjeneste ved åbenbaringsteltets indgang.

Indhegningen omkring forgården

Derpå blev indhegningen omkring forgården lavet. Til sydsiden blev der lavet en 45 m lang stofvæg af fintvævet linned. Til at holde stofvæggen blev der lavet 20 stolper med dertil hørende bronzesokler, sølvkroge og sølvstænger. Nordvæggen var også 45 m lang med 20 stolper, bronzesokler, sølvkroge og sølvstænger. Vestsiden bestod af en 22,5 m lang stofvæg hængt op ved hjælp af sølvkroge og sølvstænger på ti stolper med dertil hørende bronzesokler. Østsiden med indgangen til boligen var ligeledes 22,5 m lang.

På den ene side af indgangen blev der opsat tre stolper på hver sin sokkel og lavet en 6,75 m lang stofvæg, som blev hængt op på stolperne. Det samme blev der gjort på den anden side af indgangen. Stofvæggen rundt om forgården blev lavet af fintvævet linned. Hver stolpe stod på en bronzesokkel, mens krogene til stolperne og tværstængerne, som stoffet blev hængt op på, blev lavet af sølv. Stolpernes hoveder blev overtrukket med sølv.

Stoffet til forhænget ved indgangen blev lavet af fintvævet linned med broderier i blåt, violet og purpurrødt garn. Det var 9 m langt og havde samme højde som resten af forgårdens vægge, nemlig 2,25 m, og blev ved hjælp af sølvkroge og sølvstænger hængt op på fire stolper med tilhørende bronzesokler. Stolpernes hoveder var af sølv, men samtlige teltpløkker, der blev brugt til boligen og til forgården, var af bronze.

Omfanget af de brugte materialer

Her følger en rapport over arbejdet og en liste over de materialer, som blev brugt ved opførelsen af boligen, hvor pagtens ark fremover skulle have til huse. Moses gav levitterne opgaven med at holde regnskab over materialerne, og han udpegede Arons søn Itamar til at forestå det arbejde. Betzalel havde det overordnede ansvar for alt det arbejde, der blev udført. Han blev assisteret af Oholiab, som også var specielt dygtig til design, indgravering, vævning og broderi.

Totalvægten af alt det guld, folket bragte, og som blev brugt til projektet, var næsten 900 kg.[a] Af sølv blev der brugt over 3 tons,[b] hvilket svarede til den inddrevne personskat på alle registrerede personer over 20 år, nemlig ½ shekel sølv gange 603.550 personer. Sølvet blev brugt til at støbe de 100 sokler, der skulle bruges til vægmodulerne, og til de stolper, der skulle bære forhænget foran det allerhelligste. Hver sokkel vejede ca. 30 kg.[c] Til sølvkrogene, stolpehovederne og tværstængerne gik der 18 kg[d] sølv.

Den indkomne bronze beløb sig til lidt over 2 tons.[e] Den blev brugt til soklerne ved åbenbaringsteltets indgang, til bronzealteret, gitterværket, alterredskaberne, soklerne under forgårdens vægge og samtlige teltpløkker.


Footnotes
  1. 38,24 På hebraisk: 29 talenter og 730 shekel. En talent er 3000 shekel, og den, der her er brugt, menes at veje ca. 10 g.
  2. 38,25-26 På hebraisk: 100 talenter og 1775 shekel, altså 301.775 shekel eller 3018 kg.
  3. 38,27 På hebraisk: en talent.
  4. 38,28 På hebraisk: 1775 shekel.
  5. 38,29 På hebraisk: 70 talenter og 2400 shekel, dvs. ca. 2100 kg.

Read More of 2 Mosebog 38