Apostelenes gerninger 4:23-37

Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen

Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.

Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:

Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
    Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
    Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
    de angriber hans udvalgte tjener.[a]

Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”

Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.

Menighedens fællesskab og Barnabas

Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.


Footnotes
  1. 4,25-26 Sl. 2,1-2.

Read More of Apostelenes gerninger 4

Apostelenes gerninger 5:1-11

Ananias og Safira

En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde. Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen. Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene? Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!” Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede. Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.

Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket. Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.

„Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.” Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand. Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.

Read More of Apostelenes gerninger 5