2 Samuel 3:22-39

Joabs hævn over Abner

Kort efter at Abner var taget af sted, vendte Joab hjem fra et vellykket plyndringstogt sammen med nogle af Davids mænd. Joab fik nu at vide, at Abner netop havde været på et fredeligt besøg hos kongen. Straks løb han ind til kongen og udbrød: „Hvad i alverden har du gjort? Du har jo ladet manden slippe væk, selv om du må have været klar over, at han kom for at udspionere os!”

Derpå sendte Joab, uden at David vidste det, nogle sendebud af sted efter Abner med besked om, at han skulle komme tilbage. Sendebudene indhentede ham ved Siras vandreservoir, og Abner vendte tilbage sammen med dem. Da Abner ankom til Hebron, trak Joab ham til side i byporten under foregivende af, at han ville tale privat med ham, men i stedet trak han sin daggert og myrdede ham som hævn for, at Abner havde dræbt hans bror Asael.

Da David hørte om mordet på Abner, erklærede han: „Jeg sværger ved Herren på, at jeg og min slægt er uskyldige i denne forbrydelse! Joab og hans familie må tage det fulde ansvar for mordet. Må Joabs børn blive ramt af sygdom og ulykke, så de falder i kamp eller bliver invalide eller dør af sygdom eller sult!”

Joab og hans bror Abishaj myrdede altså Abner for at tage hævn over deres bror Asael, som var blevet dræbt af Abner i slaget ved Gibeon.

Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd, og David sang følgende sørgesang over Abner:

Ak, Abner, du blev narret i døden.
Man bandt ikke engang dine hænder
    eller lagde dine fødder i lænker!
Du blev myrdet af voldsmænd.

Bagefter græd hele folket igen.

David nægtede at tage føde til sig på begravelsesdagen. Alle opfordrede ham til at spise, men David aflagde ed på, at han ville faste indtil solnedgang, en gestus, som folket lagde mærke til og syntes om, og som var med til at øge deres respekt for ham. Det overbeviste både Judas og Nordrigets folk om, at David ikke var skyld i Abners død. Endvidere sagde David til sine mænd: „Mon I forstår, at det er en af Israels store ledere, vi har begravet i dag! Selv om jeg er Guds udvalgte konge, kan jeg intet stille op over for de to gerningsmænd, Zerujas[a] sønner. De er mig for stærke. Må Herren selv straffe dem for deres ondskab!”


Footnotes
  1. 3,39 Joab og Abishaj var sønner af Davids søster, Zeruja, og kendt for deres temperament og voldelige opførsel, men også deres mod og evner som officerer i hæren.

Read More of 2 Samuel 3

2 Samuel 4

Mordet på Ishboshet

Da Ishboshet fik at vide, at Abner var blevet myrdet i Hebron, blev han rystet, og hans folk blev slemt forskrækkede. Ishboshet overgav derefter kommandoen over Nordrigets hær til de to brødre Baʼana og Rekab, der begge var anførere for kongens udrykningsstyrker. Baʼana og Rekab var sønner af Rimmon, som boede i Beʼerot og var fra Benjamins stamme. Beʼerot var nemlig blevet indlemmet under Benjamin, efter at byens oprindelige indbyggere var flygtet til Gittajim, hvor de bor i landflygtighed den dag i dag.

(Jonatan havde en søn, der hed Mefiboshet. Han var kun fem år gammel, da der kom bud om, at Saul og Jonatan var blevet dræbt i slaget ved Jizreʼel. Mefiboshets plejemor greb ham straks og flygtede, men i skyndingen snublede hun og tabte ham, og han blev lam i benene.)

En dag, hvor det var meget varmt, ankom Baʼana og Rekab til kong Ishboshets hus, mens han lå og sov til middag. Dørvogtersken, som var ved at rense hvede, var også faldet i søvn,[a] så de slap uset forbi hende. De sneg sig ind i kongens soveværelse, slog ham ihjel og huggede hovedet af ham. Så tog de hovedet med sig og vandrede hele natten ned gennem Jordandalen. Da de ankom til Hebron, overbragte de hovedet til David.

„Se her er Ishboshets hoved!” sagde de. „Han var jo søn af Saul, som forsøgte at slå dig ihjel. I dag har Herren givet dig hævn over Saul og hans familie!”

Men David svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, som hidtil har reddet mig fra mine fjender, at jeg vil straffe jer for en sådan udåd. I Ziklag lod jeg den budbringer dræbe, som troede, at jeg ville blive glad for at høre om Sauls død! Det var den belønning, han fik for sit budskab. Hvor meget strengere straf fortjener da ikke sådan et par forbrydere, der har myrdet en uskyldig mand, mens han lå og sov hjemme i sin seng! I må bøde med jeres liv!”

Så befalede David sine mænd at slå Baʼana og Rekab ihjel. Da det var gjort, skar de hænder og fødder af dem og hængte ligene op ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.


Footnotes
  1. 4,6 Oversat efter den græske oversættelse LXX (Septuaginta), da den masoretiske tekst, vi har adgang til, næppe kan være den oprindelige.

Read More of 2 Samuel 4

2 Samuel 5:1-5

David bliver konge over hele Israel

Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. „Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.

(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år. I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)

Read More of 2 Samuel 5