2 Samuel 23:8-39

Davids krigshelte

Blandt Davids mægtige mænd var der tre store helte: Den største var takmonitten Josheb-Bashebet. Med sit spyd dræbte han engang 800 modstandere i ét slag.

Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. Han var sammen med David, da de triumferede over filistrene i slaget ved Pas-Dammim. Den israelitiske hær flygtede, men Elazar holdt stand og huggede filistre ned, indtil hans hånd blev så stiv, at han ikke kunne slippe sværdskæftet. Den dag gav Herren ham en stor sejr, så da de andre mænd kom tilbage igen, var der ikke andet for dem at lave end at samle krigsbyttet.

Den sidste af de tre store helte var Shamma, Ages søn af Harar-slægten. Engang, da filistrene angreb ham og hans mænd i en linsemark, flygtede alle mændene, men Shamma blev stående midt i marken og slog ene mand filistrene på flugt. Ved den lejlighed gav Gud ham en stor sejr.

Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang i høsttiden kom tre af „De Tredive” hen til David, som opholdt sig ved Adullams hule, mens filistrene havde slået lejr i Refaimdalen. David var i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.

Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd. Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.

Benaja, Jojadas søn fra Kabtzeʼel, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, selv om han ikke regnedes blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.

Her følger en liste over de heltemodige krigere, der blev kaldt „De Tredive”: Asael, Joabs bror; Elhanan, Dodos søn fra Betlehem; Shamma fra Harod; Elika fra Harod; Heletz fra Palti; Ira, Ikkeshʼ søn fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; Sibbekaj fra Husha; Zalmon fra Ahoa; Maharaj fra Netofa; Heled, Baʼanas søn fra Netofa; Ittaj, Ribajs søn fra Gibea i Benjamins land; Benaja fra Piraton; Hiddaj fra Gaʼash kløften; Abi-Albon fra Arba; Azmavet fra Bahurim; Eljahba fra Shaʼalbon; Jashens sønner; Jonatan, Shammas søn fra Harar; Ahiam, Sharars søn fra Harar; Elifelet, Ahasbajs søn fra Bet-Maʼaka; Eliam, Ahitofels søn fra Gilo; Hetzro fra Karmel; Paʼaraj fra Arab; Jigal, Natans søn fra Zoba; Bani fra Gad; Zelek fra Ammon; Nahraj, Joabs våbendrager, fra Beʼerot; Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; hittitten Urias. I alt 37 heltemodige mænd.

Read More of 2 Samuel 23

2 Samuel 24

Davids folketælling

Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke.[a] Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Beʼersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”

Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu—og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”

Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. Joab og hans officerer drog altså af sted for at begynde optællingen. De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen.[b] Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer. Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område.[c] Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon. Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kanaʼanæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Beʼersheba i Juda. Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.

Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”

Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren: „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: „Skal der komme tre[d] års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.”

„Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”

Straks den samme morgen sendte Herren så pest over hele Israel fra Dan i nord til Beʼersheba i syd. Pesten varede i tre dage, og 70.000 mænd døde. Da dødsenglen var parat til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.

Da David så englen, som slog folket med pest, sagde han til Herren: „Det er mig, der har syndet! Alle disse mennesker er som uskyldige får. Så er det bedre, at du rammer mig og min familie.”

Samme dag kom Gad til David med følgende besked fra Herren: „Gå hen og byg et alter for Herren på jebusitten Aravnas tærskeplads!” David gik straks derop, som Herren havde befalet. Da Aravna fik øje på kongen og hans mænd, der styrede lige hen imod ham, gik han dem i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran kongen.

„Herre, hvad er grunden til dit besøg?” spurgte han David.

David svarede: „Jeg vil købe din tærskeplads, så jeg kan bygge et alter for Herren og få pesten til at standse.”

„Min herre og konge, tag hvad du vil have,” svarede Aravna. „Udfør alle de ofre, du vil! Her er mine okser til brændofferet, og du må gerne bruge tærskeslæderne og åget til offerbrænde. Herre konge, jeg giver det alt sammen til dig. Må Gud Herren vise dig nåde!” „Nej,” svarede kongen, „jeg vil betale dig for det, for jeg vil ikke bringe Herren, min Gud, et offer, som ikke har kostet mig noget.”

Så købte David tærskepladsen og han gav 50 sølvstykker for okserne, hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Da forbarmede Herren sig over landet og Israels folk og standsede pesten.


Footnotes
  1. 24,1 I parallelstedet, 1.Krøn. 21,1, siges det, at det var Satan, som fristede David til at mønstre folket, noget, som David godt vidste, var imod Guds vilje. Senere i dette kapitel (v. 17) erkender David, at han har syndet. Gud sætter menneskers loyalitet på prøve, og det kan ske ved, at Satan får lov at friste dem, som f.eks. i Job 1,6-12 eller Matt. 4.
  2. 24,5 Aroer er den sydligste by i Rubens område øst for Dødehavet.
  3. 24,6 Flere af stednavnene i teksten er ukendte og oversættelsen usikker.
  4. 24,13 Eller: „syv”. Den hebraiske tekst har „syv”, mens LXX og 1.Krøn. 21,12 har „tre”.

Read More of 2 Samuel 24