Anden Kongebog 4:38-44

Profeteleverne oplever to mirakler

Elisa vendte derefter tilbage til Gilgal. På den tid var der hungersnød i landet. En dag, da han havde undervist profeteleverne, sagde han til Gehazi: „Sæt den store gryde på ilden og lav en ret mad til de unge mennesker.”

En af eleverne gik ud for at samle urter og fandt en vild slyngplante med agurklignende frugter. Han plukkede så mange af de ukendte frugter, han kunne bære i sin kappe. Da han kom tilbage, skar han dem i stykker og kom dem i gryden. Men så snart mændene smagte maden, råbte de forfærdet: „Mester, maden er giftig.”

„Skaf mig noget mel,” befalede Elisa. Da han havde hældt melet i gryden, sagde han: „Nu kan I godt spise det.” Og ingen af dem blev syge.

En dag kom en mand fra Baʼal-Shalisha til Elisa med en sæk nyhøstede bygkerner og 20 små brød, der var lavet af årets første byghøst. Elisa bad Gehazi om at servere brødene for profeteleverne.

„Hvordan skal jeg kunne mætte hundrede mennesker med den smule mad?” indvendte Gehazi.

„Gør nu, som jeg har sagt,” vedblev Elisa, „for Herren siger, at der vil være rigeligt til alle og tilmed blive noget til overs.”

Og ganske rigtigt. Som Herren havde sagt, sådan gik det.

Read More of Anden Kongebog 4

Anden Kongebog 5

Naʼamans helbredelse

Den aramæiske konges hærfører hed Naʼaman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom.

Nu var det sådan, at Naʼamans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel.

En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.”

Naʼaman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt. „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.”

Så tog Naʼaman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig—ti sække med sølv, to sække med guld[a] og ti sæt smukke festklæder. Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Naʼaman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.”

„Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker.

Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Naʼaman til mig—så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.”

Naʼaman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne. Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.” Naʼaman blev dybt fornærmet over en så ugæstfri behandling og kørte sin vej. „Han kom ikke engang ud for at hilse på mig,” mumlede han vredt. „Jeg havde forestillet mig, at han ville svinge sin hånd over det syge sted og påkalde sin Gud og på den måde helbrede mig. Er vores egne floder, Abana og Parpar, måske ikke bedre end samtlige floder i Israel? Hvis jeg bare skulle bade mig i en flod, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.” Naʼaman kørte altså derfra i vrede.

Men hans tjenere forsøgte at tale ham til fornuft. „Hvad nu hvis profeten havde befalet dig at gøre et eller andet vanskeligt?” spurgte de. „Ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre, som han siger? Bad dig i floden og bliv helbredt!”

Naʼaman kørte så ned til Jordanfloden og dukkede sig ned under vandet syv gange, sådan som profeten havde sagt—og hans hud blev som en nyfødts—han var helbredt! Så skyndte han sig med hele sit følge tilbage til profetens hus. Naʼaman trådte frem for Elisa og sagde: „Nu ved jeg, at der ikke findes nogen gud i hele verden som Israels Gud. Tillad mig at give dig en gave som en ringe tak.”

Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, den Gud, som jeg tjener: Jeg vil ikke tage imod noget fra dig.”

Skønt Naʼaman forsøgte at overtale ham, holdt han fast ved sit afslag. „Som du vil,” sagde Naʼaman. „Men tillad mig at læsse lidt jord på et par muldyr og tage det med hjem. Fra nu af vil jeg nemlig aldrig ofre til nogen anden Gud end Herren. Og jeg håber, at Herren vil tilgive mig, når jeg følger min herre, kongen, ind i Rimmons tempel derhjemme og knæler for guden, for kongen støtter sig altid til mig, når han knæler ned.”

„Du kan tage af sted med fred i sindet,” sagde Elisa, og så tog Naʼaman af sted.

Gehazis grådighed efter penge

Men Gehazi, Elisas tjener, tænkte: „Hvorfor i alverden lod min herre denne aramæer rejse uden at tage imod nogen af de gaver, han havde medbragt? Så sandt Herren lever: Jeg vil løbe efter ham, for jeg vil gerne have noget.”

Inden længe indhentede Gehazi ham. Da Naʼaman fik øje på ham bagude, sprang han ned fra sin vogn og løb ham i møde.

„Er alt vel?” spurgte han.

„Jo tak,” svarede Gehazi, „men min herre sendte mig af sted til dig for at sige, at der netop er ankommet to profetelever fra Efraims bjergland—og at han ikke har noget imod at modtage en sæk sølv og to sæt tøj, som han kan give dem.”

„Det manglede bare,” udbrød Naʼaman. „Men lad mig give dig dobbelt så meget sølv.” Så gav han Gehazi to sæt tøj og to sække med sølv, som han befalede to af sine tjenere at bære for ham. Men da de kom til bjerget, hvor Elisa og Gehazi boede, overtog Gehazi sækkene og sendte tjenerne tilbage. Så gemte han tingene i sit eget hus.

Da han kom tilbage til sin herre, spurgte Elisa: „Hvor har du været, Gehazi?”

„Ingen steder, herre,” svarede han.

„Tror du ikke, jeg ved, hvad der foregik?” spurgte Elisa. „Jeg så dig for mit indre øje, da en mand sprang ned fra sin vogn for at gå dig i møde. Nu har du fået penge og kan købe dig fornemt tøj, olivenlunde, vingårde, småkvæg, hornkvæg og slaver. Men Naʼamans sygdom vil for altid hænge ved dig og dine efterkommere.”

Da Gehazi gik, var hans hud hvid som sne af udslæt.


Footnotes
  1. 5,5 Ordret: „ti talenter sølv og 6000 shekel guld”. En talent var ca. 34 kg og en shekel ca. 11 gram.

Read More of Anden Kongebog 5

Anden Kongebog 6:1-23

Det flydende øksehoved

En dag sagde profeteleverne til Elisa: „Der er ikke længere plads nok her, hvor vi sidder, når du underviser os. Lad os tage ned til Jordanfloden og få fat i noget tømmer. Så kan vi bygge os et sted, hvor der er bedre plads.”

„Gå bare i gang,” svarede Elisa.

„Vi vil gerne have, at du går med,” var der en, som indvendte.

„Det er i orden,” svarede Elisa og gik med dem.

Ved Jordanfloden begyndte eleverne at fælde træer, men under arbejdet var en af dem så uheldig at tabe sit øksehoved i floden.

„Åh nej,” råbte han, „det var endda en økse, jeg havde lånt.”

„Hvor tabte du øksehovedet?” spurgte Elisa, og den unge mand udpegede stedet. Da skar Elisa en gren af et træ og kastede den i vandet, og pludselig dukkede øksehovedet op til overfladen og flød på vandet. „Nu kan du samle det op,” sagde Elisa, og den unge mand rakte straks hånden ud og fik fat i det.

Elisa slår den aramæiske hær med blindhed

Engang mens den aramæiske konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine officerer, hvor angrebsstyrken skulle lægge sig i baghold. Men Guds profet Elisa sendte bud til Israels konge og advarede ham om, at aramæerne lå i baghold på det og det sted. Kongen sendte så forstærkning ud til stedet. Gang på gang advarede Elisa kongen og hans hær mod bagholdsangreb. Det blev den aramæiske konge efterhånden temmelig foruroliget over, og han kaldte sine officerer sammen og spurgte dem: „Sig mig: Hvem er forræderen? Hvem af jer fortæller Israels konge om mine planer?”

„Ingen af os, herre,” svarede en officer. „Det er profeten Elisa, der har magt til at underrette Israels konge om hvert eneste ord, du taler i dit eget soveværelse.”

„Find ud af, hvor han er,” udbrød kongen, „så vi kan sende soldater af sted og pågribe ham.”

Kort efter blev der meldt tilbage, at Elisa opholdt sig i Dotan. Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.

Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. „Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, „hvad skal vi dog gøre?”

„Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, „for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”

Da bad Elisa følgende bøn: „Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.

Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: „Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.

Elisa gik nu ud og råbte: „I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.

Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: „Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.

Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: „Skal jeg slå dem ihjel?”

„Nej,” svarede Elisa. „Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”

Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.

Read More of Anden Kongebog 6