2 Korinterne 11:16-33

Paulusʼ lidelser som apostel

Nu vil jeg alligevel prale lidt. Det gør jeg ikke, for at I skal synes jeg er tåbelig, men selvom I skulle synes det, så hør alligevel på mig. Herren har ikke befalet mig at fremhæve mig selv, og det er sikkert tåbeligt af mig at gøre det. Men når så mange andre roser sig af de ydre ting, som verden ser på, så vil jeg også gøre det. I er jo så kloge, at I gladelig tager imod nogle tåbeligheder. I accepterer uden videre, hvis nogen umyndiggør jer eller æder jer ud af huset, eller hvis nogen tager magten over jer, ophøjer sig selv og behandler jer med foragt. Jeg må med skam bekende, at vi er for svage til den slags!

Men når de andre nu tillader sig at prale, så lad mig også gøre det, selvom det er tåbeligt. De er stolte over at være hebraisktalende jøder. Det er jeg også! De siger, at de hører til Guds udvalgte folk. Det gør jeg også! De siger, at de er Abrahams efterkommere. Det er jeg også! De siger, at de tjener Kristus. Nu bliver jeg helt ustyrlig: Det gør jeg da endnu mere end dem! Jeg har slidt og slæbt mere end dem, og jeg har været i fængsel flere gange, end de har. Jeg er blevet pryglet mere end dem og har ofte været døden nær. Fem gange har jøderne givet mig de frygtelige 39 piskeslag. Tre gange er jeg blevet slået med stokke, og én gang er jeg blevet stenet. Tre gange har jeg lidt skibbrud, og et helt døgn har jeg drevet rundt på havet. Jeg har haft mange farlige rejser. Jeg har været i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare blandt mine egne landsmænd og i fare blandt fremmede folkeslag. Jeg har været i fare i byer, i ørkener og på de oprørte have. Jeg har også været i fare midt iblandt mennesker, der gav sig ud for at være kristne. Jeg har slidt, lidt afsavn og haft mange søvnløse nætter. Jeg har lidt sult og tørst, og mange gange har jeg fastet. Ofte har jeg frosset og manglet tøj at tage på. Og oven i alt det daglige, ydre stress bekymrer jeg mig for, hvordan menighederne klarer sig. Er det mærkeligt, at også jeg føler mig svag? Er det mærkeligt, at også jeg fristes til at give op, når andre falder fra? Skal jeg endelig rose mig af noget, så lad mig rose mig af min magtesløshed. Gud, vores Herres Jesu Kristi Far, ved, at jeg taler sandt. Han være priset i al evighed! I Damaskus satte Kong Aretasʼ guvernør vagter ved byens porte for at fange mig. Men gennem et hul i bymuren blev jeg firet ned i en kurv og slap derfra.

Read More of 2 Korinterne 11