Anden Krønikebog 31:2-21

Kong Hizkija inddelte nu præsterne og levitterne i skiftehold, så de til stadighed kunne ofre brændofre og takofre og forestå tilbedelsen og lovsangen ved templets indgang. Kongen skænkede selv offerdyrene til de daglige morgen- og aftenbrændofre, samt de dyr, der ifølge Toraen skulle bruges til sabbatshøjtiden, nymånefesten og de store årlige festhøjtider.

Desuden befalede han, at indbyggerne i Jerusalem skulle bringe præsterne og levitterne de gaver, som ifølge Toraen tilfaldt dem, så de ikke var nødt til at arbejde, men kunne hellige sig deres foreskrevne opgaver ved templet. Folket reagerede øjeblikkeligt ved villigt at bringe en del af deres høst, det være sig korn, vin, olivenolie, honning eller andre af jordens afgrøder. De gav Herren en tiendedel af alt, hvad de ejede, og lagde det i store bunker. De israelitter, som var flyttet ned til Juda, og de indfødte judæere bragte desuden en tiendedel af deres kvæg og får, og hvad de ellers ønskede at give til Herren. De første gaver kom i den tredje måned, og de sidste gaver kom i den syvende måned. Da kong Hizkija og hans embedsmænd så de store bunker af gaver, blev de fyldt med taknemmelighed til Herren og hans folk, Israel.

Hizkija forhørte sig nærmere hos præsterne og levitterne om bunkerne. Ypperstepræsten Azarja af Zadoks slægt forklarede sagen: „Lige siden folket begyndte at bringe deres gaver til tempeltjenesten, har vi haft rigeligt at spise, og alt det her er i overskud. Herren har virkelig velsignet sit folk.”

Kongen gav nu ordre til at indrette forrådskamre i templet, hvorefter alle gaverne blev opmagasineret der. Levitten Konanja fik på kongens og ypperstepræstens foranledning opsyn med forrådet, og hans bror Shimi fik sammen med følgende mænd til opgave at hjælpe ham: Jehiel, Azazja, Nahat, Asael, Jerimot, Jozabad, Eliel, Jismakja, Mahat og Benaja.

Levitten Kore, søn af Jimna, der var dørvagt ved østporten, fik til opgave at fordele de gaver, der tilfaldt præsterne. De skulle bringes ud til alle de byer, hvor der boede præster, og Kore fik hjælp af følgende pålidelige mænd: Eden, Minjamin, Jeshua, Shemaja, Amarja og Shekanja. De fordelte gaverne ligeligt mellem præsterne, gamle såvel som unge, i henhold til alle de mandlige medlemmer af familien fra tre år og opefter, uanset om alle var optaget i slægtsfortegnelsen. Alle præsterne fik del i gaverne, for så vidt de tilhørte et skiftehold og jævnligt arbejdede i templet. Præsterne var opført på listen efter deres slægtsnavn, mens alle levitter over 20 år var opført efter, hvilket skiftehold de tilhørte. For de præster, der brugte al deres tid i tempeltjenesten, blev alle familiens medlemmer regnet med ved udregningen af en fødevareration, inklusive småbørn, koner, sønner og døtre. De præster og levitter, som boede uden for byerne, fik deres ration udleveret i overensstemmelse med de officielle lister af nogle folk i byerne, som fik overdraget den opgave.[a]

Således fordelte kong Hizkija gaverne retfærdigt ud over landet, og han gjorde, hvad der var ret og rigtigt i Herrens øjne. Han søgte helhjertet at gøre Herrens vilje i alt, hvad han tog sig for, hvad enten det havde med tempeltjenesten eller Toraen og dens befalinger at gøre. Derfor fik han stor fremgang.


Footnotes
  1. 31,16-19 Teksten i dette afsnit er uklar.

Read More of Anden Krønikebog 31

Anden Krønikebog 32

Kong Sankeribs trussel imod Jerusalem

Kong Hizkija havde således vist sin trofasthed over for Herren, men ikke så længe efter invaderede kong Sankerib af Assyrien Juda og belejrede de befæstede byer i den hensigt at indtage dem. Da Hizkija blev klar over, at Sankerib snart ville belejre Jerusalem, besluttede han i samråd med sine embedsmænd og officerer at tildække kilderne uden for byen, så assyrerne var afskåret fra at få vand under belejringen. Lederne gik derfor i spidsen for en stor styrke ud til kilderne og dækkede dem til, så man ikke kunne få vand derfra. Samtidig styrkede Hizkija sit forsvar ved at reparere bymuren, udbygge forsvarstårnene og styrke den ydre mur. Desuden udbyggede han byens store fæstningsanlæg i Davidsbyen og fremstillede en stor mængde spyd og skjolde. Han udnævnte en række officerer og samlede dem på den åbne plads ved byporten. Her opmuntrede han dem med følgende tale:

„Vær ved godt mod! Lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hans store hær! Vi har en med os, som er langt mægtigere end ham. Assyrerkongen har kun militær styrke, men vi har Herren på vores side, og han vil udkæmpe slaget for os.” Det opmuntrede dem at høre.

I mellemtiden var assyrerkongen i færd med at belejre byen Lakish. Derfra sendte han følgende budskab til kong Hizkija og Jerusalems indbyggere:

„Kong Sankerib af Assyrien siger: Hvad får jer til at tro, at I kan modstå en belejring fra min hær? Hizkija vildleder jer når han siger: ‚Herren, vores Gud, vil redde os fra assyrerkongen.’ Nej, det ender bare med, at I alle dør af sult og tørst! Husk dog på, hvordan Hizkija ødelagde jeres guds altre og offersteder rundt omkring i landet og forlangte, at man kun måtte bringe ofre på ét alter i Jerusalem. Ved I ikke, hvad jeg og mine forgængere på tronen gjorde ved alle de andre folkeslag? Var nogen af deres guder i stand til at redde dem? Skulle jeres gud virkelig være mægtigere end alle de andre folks guder? Lad ikke Hizkija føre jer bag lyset. Lad være at høre på ham. Ingen gud har nogensinde formået at redde et folk, der blev angrebet af en assyrisk konge. Hvordan kan I da tro, at jeres gud kan gøre det?”

De assyriske sendebud fortsatte med at håne Herren og hans tjener Hizkija. Assyrerkongen havde også skrevet et smædebrev imod Herren, Israels Gud. Det lød:

„Aldrig har nogen gud formået at redde sit folk fra min magt, og det vil heller ikke lykkes for Hizkijas Gud!”

Sendebudene læste brevets indhold op på hebraisk i den hensigt at skræmme folket, der var samlet på bymuren, og de fortsatte med at håne Jerusalems Gud, som om han var en gud på lige fod med de andre folks menneskeskabte guder.

Da råbte kong Hizkija og profeten Esajas, Amotzʼ søn, til Himlens Gud om hjælp. Og Herren sendte en engel, der slog alle de assyriske soldater og officerer ihjel! Kong Sankerib måtte skamfuldt tage tilbage til sit land, og da han gik ind i sin guds tempel, blev han hugget ned af sine egne sønner. Sådan frelste Herren kong Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen og deres øvrige fjender, så der fra den tid var fred til alle sider. Kong Hizkija blev fra da af frygtet og æret blandt de omkringboende folk, der valfartede til Jerusalem med ofre til Herren og med kostbare gaver til kongen.

Kong Hizkijas sygdom, hovmod og død

Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da bad han til Herren, og Herren besvarede hans bøn og gjorde et mirakel for ham. Hizkija var dog ikke taknemmelig, men blev i stedet hovmodig. Derfor ville Herren straffe både kongen, Juda og Jerusalem, men kongen angrede sit hovmod. Både han og byens indbyggere ydmygede sig for Herren, og derfor udskød Herren sin straf, indtil efter Hizkija døde.

Hizkija var en vellidt konge. Han blev så rig, at han måtte bygge skatkamre til alt sit sølv og guld, til sine ædelsten, sine sjældne krydderier og skjolde og andre kostbarheder. Han byggede forrådshuse til sit korn, sin vin og olivenolie, stalde til sine store kvægflokke og folde til sine utallige får og geder. Han byggede mange byer, for Gud gjorde ham overmåde rig. Han dæmmede op for Gihons øvre kilde og førte en vandledning ned vest for Davidsbyen. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham.

Men da der kom sendebud fra Babylonien for at høre mere om det mirakel, der var sket, trak Gud sig tilbage fra ham for at prøve ham og se, hvad der gemte sig i hans hjerte.

Resten af kong Hizkijas bedrifter og hans trofasthed over for Herren er beskrevet i profeten Esajasʼ bog og i Judas og Israels kongers krønikebog. Da Hizkija døde, blev han begravet tæt ved vejen op til det kongelige gravsted, og hele Juda og Jerusalem ærede hans minde. Hans søn Manasse overtog tronen efter ham.

Read More of Anden Krønikebog 32

Anden Krønikebog 33:1-20

Kong Manasse af Juda

Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde, som de folk Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.

Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde revet ned. Han opførte altre for Baʼal og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, og han tilbad stjernerne. Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han for altid ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sine egne børn på alteret i Hinnoms dal som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme, sort magi og spådomskunst, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. Det udskårne frugtbarhedssymbol, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Guds hus, det sted, om hvilket Gud havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.[a] Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav dem gennem Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”

Men Manasse lokkede Judas og Jerusalems folk til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem. Herren advarede Manasse og folket gennem sine profeter, men de ville ikke høre. Derfor sendte Herren den assyriske hær ind i landet. Manasse blev behandlet som en vild tyr, man sætter en krog i næsen på. Han blev lagt i bronzelænker og deporteret til Babylon. Da ydmygede han sig over for sine forfædres Gud, og i sin store nød bad han Herren, sin Gud, om hjælp. Herren var barmhjertig og hørte hans bøn, så han fik lov til at vende tilbage til kongemagten i Jerusalem. Da indså Manasse langt om længe, at Herren er den sande Gud.

Efter at kong Manasse var kommet hjem igen, udbyggede og forhøjede han ydermuren omkring Davidsbyen, fra vest for Gihondalen til Fiskeporten og rundt om hele Ofelhøjen. Desuden udstationerede han officerer og hærafdelinger i alle Judas befæstede byer.

Dernæst fjernede han afgudsbillederne fra Herrens hus og nedrev afgudsaltrene både på tempelhøjen og i resten af Jerusalem. Det hele blev smidt ud på lossepladsen uden for byen. I stedet genopbyggede han Herrens brændofferalter og ofrede takofre og lovprisningsofre, og han opfordrede hele Judas folk til nu at tilbede Herren, Israels Gud. Det gjorde de, men de brugte de gamle afgudsaltre til det.

Resten af kong Manasses liv og virke—også hans bøn til Gud og Herrens svar gennem profeterne—er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.[b] I profeternes bog står hans bøn også optegnet, foruden Herrens svar, hans synder fra tiden før han vendte sig til Herren, hans ondskab og navnene på de steder, hvor han byggede afgudsaltre og rejste Asherapæle.

Da han døde, blev han begravet på paladsets område. Hans søn Amon blev konge efter ham.


Footnotes
  1. 33,7 Jf. 1.Kong. 9,3
  2. 33,18 „Israel” står her for både Juda og Israel.

Read More of Anden Krønikebog 33