Anden Kongebog 22-25

Kong Josias af Juda restaurerer templet

Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. Hans mor hed Jedida og var datter af Adaja fra byen Botzkat. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.

I sit 18. regeringsår sendte kong Josias statssekretæren Shafan, som var søn af Atzalja og sønnesøn af Meshullam, af sted til templet med følgende besked til ypperstepræsten Hilkija: „Tag de penge, som folket giver til præsterne, når de ankommer til Herrens hus, og giv pengene til dem, der fører tilsyn med tempelbygningerne, så de kan købe tømmer og sten og ansætte tømrere, bygningshåndværkere og murere, der kan restaurere templet. I behøver ikke at bede dem om at aflægge regnskab for, hvordan de administrerer pengene, for jeg har fuld tillid til dem—de er alle pålidelige mænd.”

Ypperstepræsten finder lovbogen under restaureringen

En dag gik ypperstepræsten Hilkija til statssekretæren Shafan og sagde til ham: „Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Han overlod bogrullen til Shafan, som begyndte at læse i den. Shafan gik derefter til kongen og aflagde rapport: „De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner dem, der arbejder på restaureringen af templet.” Derefter tilføjede han: „Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen. Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det drejede sig om hans personlige tjener Asaja, Shafans søn Ahikam og Mikas søn Ahbor. „Gå hen og rådspørg Herren på mine og folkets vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke handlet efter forskrifterne i denne bog.”

Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profetinden Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tikva, som var søn af Harhas). Shallum havde ansvar for præstedragterne. Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med den bog, Judas konge nu har læst, for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted.” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.

Josias og folket lover atter at overholde pagtens betingelser

Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, alle præsterne, profeterne og resten af folket, kendte såvel som ukendte, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. På samme måde indviede hele folket sig til at følge pagtens betingelser.

Josiasʼ reformkampagne

Derpå begyndte kongen en omfattende udrensning i hele landet. Først gav han ypperstepræsten Hilkija, de øvrige præster og tempelvagterne ordre til at smide samtlige genstande, der havde at gøre med afgudsdyrkelsen af Baʼal, Ashera, solguden, måneguden og stjerneguderne, ud af templet, hvorefter han personligt sørgede for, at det hele blev brændt i Kedrondalen uden for Jerusalem. Asken lod han fragte til Betel.

Desuden afsatte han alle de afgudspræster, som kongerne før ham havde indsat, alle dem, der havde bragt ofre til afguderne på offerhøjene rundt omkring i landet og i selve Jerusalem, alle, som havde ofret til Baʼal, solen, månen eller stjernerne. Han fjernede også frugtbarhedssymbolet fra templet og fik det slæbt ud til Kedronbækken, hvor han fik det brændt og pulveriseret, hvorefter asken blev spredt på de fattiges grave. Han rev de huse ned omkring templet, som blev brugt af de mandlige og kvindelige prostituerede i frugtbarhedskulten. Det var her, kvinderne vævede de specielle dragter, som blev brugt i Asherakulten.

Alle Herrens præster blev indkaldt fra de byer rundt omkring i Juda, hvor de opholdt sig, og alle offerstederne på bakketoppene, hvor disse præster havde foretaget ofringer, blev sløjfet, lige fra Geba i nord til Beʼersheba i syd. Der var et alter i Jerusalem til venstre, når man går ind ad byporten ved Jehoshuas, borgmesterens, hus. Også det blev ødelagt. Men selv om de præster, der havde gjort tjeneste ved offerstederne rundt omkring i landet, fik lov at spise det usyrnede brød sammen med tempelpræsterne, fik de ikke lov at gøre tjeneste ved Herrens alter i Jerusalem.

Dernæst ødelagde Josias Tofet, det afgudsoffersted i Ben-Hinnoms dal, som blev brugt til børneofringer til guden Molok. Han nedrev også statuen af hesteforspandet og stridsvognen nær tempelindgangen ved hofmanden Netan-Meleks bolig i tilbygningen, en statue, som var blevet opstillet dér af tidligere konger i Juda og indviet til solguden. Så ødelagde han altrene, som Judas konger havde ladet bygge på paladsets tag oven over Ahazʼ værelse, og altrene, som Manasse havde ladet bygge i tempelforgårdene. Han knuste det hele og spredte støvet ud over Kedrondalen.

Derefter fjernede han offerstederne på højene øst for Jerusalem og syd for Ødelæggelsens Bjerg. De var i sin tid blevet opført af Salomon til ære for Astarte (sidoniernes afskyelige gudinde), Kemosh (moabitternes afskyelige gud) og Milkom (ammonitternes forfærdelige gud). Han smadrede alle gudinden Asheras frugtbarhedssymboler og spredte menneskeknogler, hvor de havde stået.

Så tog han til Betel og nedrev det store alter som Jeroboam, Nebats søn, havde opstillet der, han, som var den første til at forlede folket til afgudsdyrkelse. Josias knuste stenene til pulver, brændte frugtbarhedssymbolerne og jævnede højen med jorden.

Da han så sig omkring, fik han øje på adskillige gravhuler i bjergvæggen, og han gav sine mænd ordre til at tage knoglerne fra gravene og brænde dem på det sted, hvor alteret i Betel havde stået, for derved at vanhellige stedet, sådan som Herrens profet tidligere havde sagt, at det ville ske med Jeroboams alter.

„Hvad er det for et gravmæle derovre?” spurgte Josias. Byens indbyggere forklarede ham, at det var den profets grav, som i sin tid var kommet fra Juda og havde forudsagt, hvad der ville ske med alteret i Betel. „Det er dig, som netop i dette øjeblik opfylder den profeti,” svarede de.

„Lad graven være,” befalede han. „Rør ikke den profets knogler.” Så lod de profetens knogler ligge, og de fjernede heller ikke knoglerne af den samaritanske profet, som var begravet samme sted.[a]

Kong Josias tog nu rundt til byerne i Samaria[b] og ødelagde samtlige offersteder på højene. De var blevet bygget af Israels forskellige konger, som derved havde fremkaldt Herrens vrede. Men nu fjernede Josias alle spor af disse afgudshøje, nøjagtig som han havde gjort i Betel. Desuden henrettede han afgudspræsterne og brændte dem på de samme steder, hvor de selv havde ofret deres brændofre. Da udrensningskampagnen var slut, vendte han hjem til Jerusalem.

Josias befaler, at der skal holdes påske igen

Kong Josias gav derefter følgende befaling til folket: „Nu skal vi holde påske for Herren, nøjagtig efter de forskrifter, der står i pagtsbogen.” Man havde ikke holdt påsken på den rigtige måde siden dommertiden. Ingen af Judas eller Israels konger havde fejret påsken efter forskrifterne.[c] Men nu skete det i kongens 18. regeringsår. Man fejrede påske for Herren i Jerusalem.

Resten af Josiasʼ regeringstid

Josias udryddede også spiritisterne og deres medier, husguderne og alt andet i Jerusalem og Juda, der havde med afgudsdyrkelse at gøre, for Josias tog alle de love og forskrifter alvorligt, som var skrevet i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens hus. Aldrig tidligere havde der været en konge, der så radikalt omvendte sig til Herren og med ildhu adlød de love, som Moses fik fra Herren, og aldrig senere fremstod der en konge, hvis lydighed kunne måle sig med hans.

Herrens vrede imod Juda kunne imidlertid ikke formildes, for kong Manasse havde gjort utrolig skade med sin uovertrufne ondskab. Herren sagde: „Jeg vil tilintetgøre Juda, ligesom jeg tilintetgjorde Israel. Jeg vil forkaste Jerusalem, den by jeg selv har udvalgt, og forkaste det hus, som jeg ellers havde lovet at knytte mit navn til for altid.”[d]

Kong Josiasʼ øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Det var i Josiasʼ regeringstid, at kong Neko af Egypten med sin hær drog op imod den assyriske konge, der lå med sin hær ved Eufratfloden. Josias drog imod egypterkongen med sin hær, og de to hære mødtes ved Megiddopasset, hvor Josias blev dræbt i slaget. Josiasʼ officerer kørte hans lig fra Megiddo til Jerusalem og begravede ham dér. Derefter indsatte folket hans søn Joahaz som konge.

Kong Joahaz af Juda

Joahaz var 23 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Hamutal og var en datter af Jirmeja fra byen Libna. Han slægtede ikke sin far på, men gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne akkurat som sine forfædre. Kong Neko af Egypten kastede ham i fængsel i Ribla i Hamats land og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld.[e] Derefter indsatte kong Neko en anden af Josiasʼ sønner, Eljakim, som konge i Jerusalem og ændrede samtidig hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten, og der døde han.

Kong Jojakim af Juda

Jojakims opgave var først og fremmest at sørge for at inddrive den skat fra landets indbyggere, som egypterkongen havde forlangt. Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Zebida og var en datter af Pedaja fra byen Ruma. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, akkurat som sine forfædre.

Mens Jojakim var konge, besatte kong Nebukadnezar af Babylonien Juda, og i tre år var Jojakim tvunget til at betale skat til ham. Derefter gjorde han oprør. Da sendte Herren kaldæiske, aramæiske, moabitiske og ammonitiske røverbander ind i landet for at ødelægge det, i overensstemmelse med, hvad han havde sagt gennem sine profeter. Det skete efter Herrens befaling, for han havde besluttet at udslette Juda som følge af Manasses store synder og den massakre, han havde iværksat i Jerusalem. Det ville Herren ikke tilgive.

Jojakims øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Da han døde, blev hans søn Jojakin konge i hans sted.

Egypterkongen og hans hær blev aldrig mere en trussel for Juda, for Babylonien havde overtaget kontrollen over hele det område, som før lå under Egyptens kontrol, lige fra Egyptens Bæk mod syd til Eufratfloden mod nord.[f]

Kong Jojakin af Juda

Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Nehushta og var datter af Elnatan fra Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sin far, Jojakim.

Kong Nebukadnezars hær kom og belejrede Jerusalem. Den babyloniske konge var personligt til stede under belejringen, og kong Jojakin overgav sig sammen med alle sine ledende embedsmænd og enkedronningen, hvorefter de blev ført til Babylon som fanger. Det skete i babylonierkongens ottende regeringsår.

Babylonierne bortførte også alle tempelskattene og værdierne i det kongelige palads, og de fjernede alle de genstande af guld, som kong Salomon efter Herrens anvisning havde ladet lave til templet. Kong Nebukadnezar tog desuden 10.000 krigsfanger med sig fra Jerusalem, byens ledere, officererne og soldaterne, kunsthåndværkerne og smedene. Kun de fattigste og dårligst stillede lod han blive tilbage i Jerusalem.

Nebukadnezar tog altså kong Jojakin, hans koner, hans embedsmænd, de ledende mænd og enkedronningen med sig til Babylon. Derudover tog han 7000 soldater og 1000 kunsthåndværkere og smede. Så udpegede han Jojakins farbror Mattanja til konge i stedet for Jojakin, men han ændrede Mattanjas navn til Zidkija.

Kong Zidkija af Juda

Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Hamutal, og var datter af Jirmeja fra byen Libna. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ligesom Jojakim havde gjort.

Til sidst var Jerusalems og Judas oprør og ugudelighed blevet så voldsom, at Herren var nødt til at straffe dem og sende dem i eksil.

Jerusalems fald. Templets ødelæggelse. Juda i eksil

Det varede ikke længe, før Zidkija gjorde oprør imod den babyloniske konge.

Derfor mobiliserede kong Nebukadnezar igen sin hær og drog mod Jerusalem. I kong Zidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, begyndte den babyloniske hær en svær belejring af byen. De byggede angrebsramper op imod bymuren. Belejringen varede til Zidkijas 11. regeringsår.

På den niende dag i den fjerde måned af det år var alt spiseligt sluppet op og befolkningen totalt udsultet. På det tidspunkt brød fjenden hul gennem bymuren. Kongen og hans livgarde flygtede midt om natten gennem en korridor mellem to mure i nærheden af kongens have og ud gennem en port i bymuren, til trods for at byen var omringet af babyloniske tropper. Kongen og hans følge satte kursen mod Jordandalen. Den babyloniske hær satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Hans soldater flygtede i alle retninger, men han selv blev fanget og ført til den babyloniske konge i byen Ribla, hvor han blev anklaget og dømt. Han blev tvunget til at overvære sine sønners henrettelse, hvorefter hans øjne blev stukket ud. Så blev han lagt i lænker og ført til Babylon.

På den syvende dag i den femte måned i kong Nebukadnezars 19. regeringsår kom Nebuzaradan til Jerusalem fra Babylon. Nebuzaradan var chef for den babyloniske konges livvagt. Han nedbrændte Herrens tempel, kongens palads og alle byens mest betydningsfulde bygninger, hvorefter han beordrede sine tropper til at rive Jerusalems bymur ned. De overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, blev ført til Babylon i eksil. Kun de fattigste lod Nebuzaradan blive tilbage, så der var nogen til at dyrke jorden og passe vingårdene.

Babylonierne slog templets bronzesøjler, bronzehavet og alle rullebordene i stykker og tog alt metallet med sig hjem til Babylon. De tog alt, hvad der var lavet af bronze: askebakkerne, skovlene, vægesaksene, skålene og de bronzeredskaber, der blev brugt ved ofringerne i templet, bakkerne til gløder og stænkeskålene. Chefen for livvagten sikrede sig alle guld- og sølvtingene. Det hele blev vejet, undtagen de to bronzesøjler, bronzehavet og rullebordene, som kong Salomon i sin tid havde ladet fremstille til templet. De var for store til at blive vejet. Søjlerne var 8,1 m høje med 1,35 m høje søjlehoveder med en dekoration af fletværk og granatæbler i bronze.

Af tempelpersonalet tog Nebuzaradan følgende krigsfanger: Ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere. Fra byen tog han den øverstkommanderende officer, en rekrutteringsofficer, fem af kongens tidligere rådgivere og 60 andre betydningsfulde mænd, som var gået under jorden. Han førte disse mænd til den babyloniske konge i Ribla i Hamat-området, hvor de alle blev henrettet. Judas folk var nu ført bort fra deres land og måtte leve i eksil.

Kong Nebukadnezar udpegede Gedalja, søn af Ahikam, som var søn af Shafan, til guvernør over landet og den rest, som var efterladt der, og da de undslupne officerer fra Judas hær hørte, at den babyloniske konge havde udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de ham i Mitzpa. Iblandt dem var Ishmael, søn af Netanja; Johanan, søn af Karea; Seraja, søn af Tanhumet fra Netofa og maʼakatitten Jaʼazanja samt deres menige folk. Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt.” Men Ishmael tilhørte kongeslægten, og allerede samme år i den syvende måned kom han til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. De myrdede både Gedalja, hans judæiske embedsmænd og de babyloniske soldater. Det resulterede i, at de øvrige officerer, soldater og mange andre af Judas rest i panik flygtede til Egypten, for de frygtede gengældelse fra babylonierne.

Jojakin får bedre forhold under sit fangenskab

Mange år senere kom der en ny konge på tronen i Babylon, som hed Evil-Merodak. Han besluttede at benåde Jojakin og løslade ham fra fængslet. Det skete den 27. dag i den 12. måned i Jojakins 37. år i fangenskab. Den nye konge behandlede Jojakin venligt, bedre end de andre konger, som også var i fangenskab. Jojakin fik nyt tøj i stedet for fangedragten, og han spiste i kongens palads indtil sin dødsdag. Så længe han levede, gav kongen ham fra dag til dag, hvad han havde brug for.


Footnotes
  1. 23,18 Se 1.Kong. 13.
  2. 23,19 Efter at Samaria var blevet hovedstad i Nordriget, blev hele landet ofte kaldt Samaria, især efter at hovedparten af befolkningen var sendt i eksil.
  3. 23,22 Kong Hizkija af Juda holdt også påske, men ikke på den rigtige dato og ikke helt efter forskrifterne, jf. 2.Krøn. 30. Flere detaljer om Josiasʼ påske findes i 2.Krøn. 35.
  4. 23,27 Se 1.Kong. 8,29 og 9,3.
  5. 23,33 Ordret: 100 talenter sølv og en talent guld.
  6. 24,7 Altså det samme område, som Herren havde lovet Israels folk (1.Mos. 15,18), og som de også opnåede kontrol over, da Davidsriget havde sin største udbredelse under kong Salomon (1.Kong. 5,1 og 2.Krøn. 9,26).

Read More of Anden Kongebog 22