Saamu 88
Orin. Saamu ti àwọn ọmọ Kora. Fún adarí orin. Gẹ́gẹ́ bí ti mahalati leannoti. Maskili ti Hemani ará Esra.
1Olúwa, Ọlọ́run tí ó gbà mí là,
ní ọ̀sán àti ní òru ni mo kígbe sókè sí Ọ.
2Jẹ́ kí àdúrà mi kí ó wá sí iwájú rẹ;
dẹ etí rẹ sí igbe mi.
3Nítorí ọkàn mi kún fún ìpọ́njú
ọkàn mi sì súnmọ́ isà òkú.
4A kà mí mọ́ àwọn tí wọ́n lọ sí ọ̀gbun ilẹ̀
èmi dàbí ọkùnrin tí kò ni agbára.
5A yà mí sọ́tọ̀ pẹ̀lú àwọn òkú
bí ẹni tí a pa tí ó dùbúlẹ̀ ní ipò ikú,
ẹni tí ìwọ kò rántí mọ́,
ẹni tí a gé kúrò lára àwọn tí ìwọ ń tọ́jú.
6Ìwọ tí ó fi mí sí kòtò jíjìn,
ní ibi ọ̀gbun tó ṣókùnkùn.
7Ìbínú rẹ ṣubú lé mi gidigidi;
ìwọ ti fi àwọn ìjì rẹ borí mi.
8Ìwọ tí gba ọ̀rẹ́ mi tí ó súnmọ́ mi kúrò lọ́wọ́ mi
ìwọ sì sọ mi di ìríra sí wọn.
A há mi mọ́, èmi kò sì le è jáde;
9Ojú mi káàánú nítorí ìpọ́njú.
Mo kígbe pè ọ́, Olúwa, ní gbogbo ọjọ́;
mo na ọwọ́ mi jáde sí ọ.
10Ìwọ ó fi iṣẹ́ ìyanu rẹ hàn fún òkú bi?
Àwọn òkú yóò ha dìde láti yìn ọ́ bí?
11A ó ha fi ìṣeun ìfẹ́ rẹ hàn ní ibojì bí:
Tàbí òtítọ́ rẹ ní ipò ìparun?
12A ha lè mọ iṣẹ́ ìyanu rẹ ní òkùnkùn bí
àti òdodo rẹ ní ilẹ̀ ìgbàgbé?
13Ṣùgbọ́n mo kígbe sí ọ fún ìrànlọ́wọ́, Olúwa;
ní òwúrọ̀ ni àdúrà mí wá sọ́dọ̀ rẹ.
14Olúwa, èéṣe tí ìwọ fi kọ̀ mí
tí ìwọ fi ojú rẹ pamọ́ fún mi?
15Láti ìgbà èwe mi, ìṣẹ́ ń ṣẹ́ mi,
èmi múra àti kú;
nígbà tí ẹ̀rù rẹ bá ń bà mí,
èmi di gbére-gbère
16Ìbínú rẹ ti kọjá lára mi;
ìbẹ̀rù rẹ ti gé mi kúrò
17Ní gbogbo ọjọ́ ni wọn yí mi ká bí ìkún omi;
wọ́n mù mí pátápátá.
18Ìwọ ti mú ọ̀rẹ́ àti olùfẹ́ mi kúrò lọ́dọ̀ mi;
òkùnkùn sì jẹ́ ọ̀rẹ́ tímọ́tímọ́ mi.
Et nødråb i sygdom
1Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.88,1 Betydningen af ordet mahalat kendes ikke.
2Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
jeg kalder på dig om natten.
3Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
4Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
5Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
6Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
7Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
8Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
9Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
10Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
11Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
12Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
14Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
17Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
18Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
19Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
