Slovo na cestu

Matouš 26:1-75

Náboženští vůdcové chtějí Ježíše zabít

1Když Ježíš dokončil tento výklad, řekl svým učedníkům:

2„Jak víte, za dva dny budou Velikonoce a já budu zrazen a ukřižován.“

3V tu dobu se sešla židovská velerada v paláci nejvyššího kněze Kaifáše. 4Radili se, jak by se Ježíše nenápadně zmocnili a zprovodili ho ze světa. 5Dohodli se, že by to nemělo být o velikonočních svátcích, aby to nevzbudilo rozruch mezi shromážděnými poutníky.

Žena pomazává Ježíše drahocennou mastí

6Mezitím byl Ježíš pozván v Betanii do domu Šimona, zvaného Malomocný. 7Byli již u stolu, když k Ježíšovi přistoupila žena. Měla alabastrovou nádobku s drahocenným vonným olejem, a ten mu všechen vetřela do vlasů. 8Učedníci tím byli pohoršeni: „Takové plýtvání! 9To se dalo výhodně prodat a peníze mohli dostat chudí!“

10Ježíš to slyšel a řekl: „Proč jí to máte za zlé? Prokázala mi dobrou službu. 11Chudých bude mezi vámi vždy dost, ale já s vámi už dlouho nebudu. 12Tato žena mne pomazala olejem, a tak vlastně připravila mé tělo k pohřbu. 13To, co učinila, neupadne v zapomenutí, ale spolu se zvěstí o mém díle záchrany to bude připomínáno.“

Jidáš domlouvá zradu Ježíše

14Jeden z dvanácti Ježíšových učedníků, Jidáš Iškariotský, odešel k velekněžím 15a řekl jim: „Kolik mi zaplatíte, když zradím Ježíše, abyste ho nenápadně dostali do rukou?“ A oni mu dali třicet stříbrňáků. 16Od té chvíle hledal Jidáš vhodnou příležitost, aby provedl svůj záměr.

Učedníci připravují velikonoční večeři

17První den Velikonoc se učedníci zeptali Ježíše: „Kde máme připravit velikonoční večeři?“ 18Poslal je do města a k jednomu člověku se vzkazem: „Nastal můj čas, budu u tebe se svými učedníky jíst velikonočního beránka.“

19Učedníci se podle toho zařídili a připravili tam večeři.

Ježíš naposledy večeří s učedníky

20-21Když po setmění Ježíš večeřel s dvanácti učedníky, řekl: „Jeden z vás mne zradí.“ 22To je velice zarmoutilo a jeden přes druhého se ptali: „To myslíš mne, Pane?“ 23On odpověděl: „Je to ten, kdo si bral z mísy současně se mnou. 24Já musím jít cestou, která je mi určena, ale to nijak neospravedlňuje toho, kdo mne zrazuje. Lépe by mu bylo, kdyby se vůbec nenarodil.“

25Jidáš se ho zeptal: „Mistře, jsem to já?“ On odpověděl: „Ano.“ 26Když jedli, vzal Ježíš chléb, poděkoval Bohu, rozlamoval ho a podával učedníkům se slovy: „Vezměte a jezte, to je mé tělo.“ 27Potom vzal kalich s vínem, vzdal díky Bohu a podal jim ho se slovy: „Pijte z něho všichni, 28to je má krev, prolitá, aby smyla hříchy mnohých. To je nová smlouva Boha s člověkem. 29Já s vámi piji tento nápoj naposled. Příště budeme pít spolu nové víno až v království mého Otce.“ 30Potom zazpívali píseň a šli na Olivovou horu.

Ježíš předpovídá Petrovo zapření

31Tam Ježíš řekl: „Ještě této noci se stane něco, co vám vezme odvahu. Vždyť Písmo předpovídá: ‚Budu bít pastýře a jeho stádo se rozprchne.‘ – 32Ale až povstanu k životu, sejdeme se spolu v Galileji.“

33Petr rozhorleně protestoval: „Kdyby tě všichni opustili, já tedy ne!“ 34Ale Ježíš mu odpověděl: „Říkám ti, že ještě této noci, dřív než zakokrhá kohout, mne třikrát zapřeš.“ 35Petr zvolal: „To raději s tebou umřu, než bych tě zapřel!“ A stejně mluvili i ostatní.

Ježíš prožívá muka v zahradě

36Potom přišli na místo zvané Getsemane a Ježíš řekl svým učedníkům: „Vy se tady posaďte a já se jdu modlit.“ 37Vzal s sebou Petra, Jakuba a Jana. Padl na něho smutek a tíseň. 38Řekl jim: „Sevřela mne smrtelná úzkost. Zůstaňte tu a buďte se mnou vzhůru.“ 39Poodešel, padl tváří k zemi a modlil se: „Můj Otče! Jestli je to možné, zbav mne toho hrozného údělu! Ale nechci prosazovat svoji vůli. Chci, aby se stalo, co chceš ty.“ 40Pak se vrátil k těm třem a oni spali.

41„Petře,“ budil ho, „to jste nemohli ani hodinu být se mnou vzhůru? Bděte a modlete se, abyste obstáli ve zkoušce. Máte dobrou vůli, ale slabé tělo.“

42Opět se vzdálil a modlil se: „Můj Otče! Není-li jiné východisko, ať se stane tvá vůle.“ 43Vrátil se zase ke svým učedníkům a oni opět spali. Byli velice unaveni. 44Nechal je spát, odešel potřetí a modlil se podobnými slovy. 45Pak se vrátil k učedníkům a řekl: „Teď už nepotřebuji, abyste se mnou bděli. Nastává chvíle, kdy budu zrazen a vydán do rukou podlých lidí. 46Vstaňte, půjdeme! Tam se blíží můj zrádce.“

Ježíš je zrazen a zajat

47Ještě ani nedomluvil a už přicházel Jidáš. S ním táhl oddíl ozbrojený meči a holemi, poslaný veleradou. 48Měli s Jidášem domluvené znamení: Chopí se toho, koho Jidáš políbí. 49A tak přistoupil Jidáš k Ježíšovi: „Buď zdráv, Mistře!“ řekl a políbil ho. 50Ježíš mu řekl: „Příteli, co to děláš?“ Tu se však Ježíše chopili a zajali ho.

51Jeden z těch, kteří byli s Ježíšem, vytasil meč, ťal po veleknězovu služebníkovi a usekl mu ucho. 52Ježíš řekl svému obránci: „Schovej svůj meč! Kdo čím zachází, tím také schází. 53Cožpak nevíš, že kdybych poprosil svého Otce o ochranu, okamžitě by mi poslal celé nebeské vojsko? 54Ale jak by se pak splnil Boží plán spásy?“

55Pak se obrátil k ozbrojencům: „Přitáhli jste na mne jako na rebela. Proč jste mě nezatkli už v chrámu, kde jsem vám denně kázal? Já vím proč! 56Plníte tak přesně prorocké předpovědi.“ V té chvíli ho všichni jeho učedníci opustili a rozutekli se.

Kaifáš vyslýchá Ježíše

57Zatčeného Ježíše pak odvedli k nejvyššímu knězi Kaifášovi, kde se sešla velerada. 58Petr je z povzdálí následoval až k veleknězovu paláci. Vešel na nádvoří a vmísil se mezi služebnictvo, aby věděl, jak to dopadne. 59Velekněží i celá rada se snažili pomocí křivého svědectví Ježíše obvinit tak, aby ho mohli odsoudit k smrti. 60Ale i když sehnali mnoho falešných svědků, přece se nepodařilo najít vhodnou obžalobu. Nakonec vystoupili dva 61a shodně vypovídali: „Tento muž řekl, že má moc zničit chrám a ve třech dnech ho znovu vystavět.“

62Nato vstal nejvyšší velekněz a řekl Ježíšovi: „Jak se obhájíš proti této obžalobě?“ 63Ale Ježíš mlčel. Tu sáhl velekněz k poslednímu prostředku: „Beru tě pod přísahu při živém Bohu: Jsi ten zaslíbený Mesiáš, Boží Syn?“

64Ježíš odpověděl: „Ty sám jsi to řekl. Ale ujišťuji vás, že brzy budete svědky toho, že mne Bůh vyzdvihne, abych seděl po jeho pravici, odkud se vrátím ve svém majestátu.“ 65-66Velekněz si na znamení největšího pohoršení roztrhl své roucho a prohlásil: „To je rouhání! Cožpak potřebujeme ještě svědky? Teď jste to slyšeli na vlastní uši! Jaký vynesete rozsudek?“

67-68Odpověděli: „Zaslouží si smrt!“ Pak mu někteří plivali do obličeje, bili ho po hlavě a tloukli holí s výsměchem: „Když jsi Mesiáš, hádej, kdo ti teď dal ránu!“

Petr zapírá, že zná Ježíše

69Petr zatím seděl venku na nádvoří. Tu si ho všimla jedna služka: „Ty jsi také byl s tím Ježíšem z Galileje!“

70Ale Petr přede všemi popřel: „Ani nevím, o čem mluvíš!“

71Pak si to namířil k bráně, kde ho uviděla jiná a upozornila okolostojící: „Tento člověk chodil s Ježíšem z Nazaretu.“ 72Petr se však zapřísahal a řekl: „Vůbec toho člověka neznám.“

73Oni se však kolem něj shlukli a doráželi: „Určitě k němu patříš! Je to znát na tvém nářečí!“

74Petr se dušoval a přísahal, že Ježíše opravdu nezná. V tom okamžiku se ozval kohout 75a Petr si vzpomněl na Ježíšova slova: „Dříve než zakokrhá kohout, třikrát mne zapřeš.“ Vyběhl ven a hořce se rozplakal.

Bibelen på hverdagsdansk

Mattæusevangeliet 26:1-75

De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen

Mark. 14,1-2; Luk. 22,1-2

1Da Jesus var færdig med at undervise sine disciple, sagde han til dem: 2„I ved, at der kun er to dage til påskefesten begynder.26,2 Kronologien over ugens begivenheder er omdiskuteret. Det her er sandsynligvis tirsdag aften, hvor Jesus underviste sine disciple på Olivenbjerget. Da vil Menneskesønnen blive forrådt og korsfæstet.”

3Ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere holdt møde i ypperstepræsten Kajfas’ hus. 4De diskuterede, hvordan de uden at vække opsigt kunne få Jesus pågrebet og slået ihjel. 5„Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”

En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død

Mark. 14,3-9

6Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.26,6 Jesus var indbudt af en velstående mand i Betania, som tidligere havde været spedalsk, men nu var helbredt. I de finere huse lå man under måltidet rundt omkring et lavt bord, hvilende på siden og støttet af puder, således at fødderne vendte udad, bort fra bordet. Jesus holdt sig åbenbart i ro om onsdagen i Betania. 7Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.

8Da disciplene så det, blev de fortørnede. „Sikken et spild,” sagde de. 9„Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.” 10Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: „Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 11De fattige har I jo altid iblandt jer—men mig har I ikke altid. 12Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse. 13Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”

Judas beslutter at forråde Jesus

Mark. 14,10-11; Luk. 22,3-6

14Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne. 15„Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det. 16Fra det øjeblik søgte Judas en passende anledning til at forråde Jesus.

Forberedelsen til påskemåltidet

Mark. 14,12-16; Luk. 22,7-13

17På den første af påskefestens26,17 Teksten siger egentlig „de usyrnede brøds fest”, men dette navn bruges her samlet for de to fester: Selve påskedagen, som falder på den 14. nisan, hvor lammet slagtes, og den efterfølgende, ugelange usyrnede brøds fest. dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” 18Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”

19Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.

Jesus forudsiger Judas’ forræderi

Mark. 14,17-21; Luk. 22,21-23; Joh. 13,21-30

20Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. 21Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” 22Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”

23Jesus svarede: „Ham, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. 24Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”

25„Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.

„Jo, det er!” svarede Jesus.

Jesus indstifter den nye pagt

Mark. 14,22-25; Luk. 22,19-20; 1.Kor. 11,23-25

26Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” 27Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, 28for det er mit blod, som besegler den nye26,28 Flere af de ældste og mindre pålidelige håndskrifter mangler ordet „nye”. pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. 29Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”

Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham

Mark. 14,26-31; Luk. 22,31-34; Joh. 13,36-38

30Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,26,30 Der var faste traditioner for påskeritualet, inklusive den afsluttende lovsang, som er fra Sl. 115–118. gik de ud mod Olivenbjerget.

31Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’26,31 Zak. 13,7. 32Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”

33„Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.

34Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”

35„Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.

Jesus kæmper i bøn i Getsemane

Mark. 14,32-42; Luk. 22,39-46

36Jesus og disciplene kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 37Dog tog han Peter og de to sønner af Zebedæus med sig lidt længere frem. Han var sørgmodig og urolig. 38„Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”

39Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: „Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”

40Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: „Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? 41Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”

42Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: „Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.”

43Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. 44Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen.

45Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold. 46Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig

Mark. 14,43-50; Luk. 22,47-53; Joh. 18,3-11

47Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 48Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”

49Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: „God aften, Mester!” og han kyssede ham på kinden.

50„Min ven,” svarede Jesus, „er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”26,50 Den græske tekst er meget kortfattet her. En mere ordret oversættelse er: „Ven, er det det her, du er kommet for?” Jesus sætter fokus på det bedrag, Judas udfører ved at kalde Jesus for Mester og give ham et kys på kinden, som om de var nære venner. Han giver Judas en chance for at erkende sin svigten og søge forsoning. Oversættelsen her svarer nogenlunde til den danske oversættelse fra 1907: „Ven, hvorfor kommer du her?”

I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast. 51Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 52„Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. „De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold. 53Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle? 54Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”

55Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Den ene dag efter den anden underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. 56Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”

Da flygtede alle disciplene.

Jesus i forhør hos de jødiske ledere

Mark. 14,53-65; Luk. 22,54-55.63-71; Joh. 18,13-14.19-24

57De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas’ hus, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede. 58Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.

59Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 60Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede: 61„Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”

62Så rejste ypperstepræsten sig. „Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. „Hvad har du at sige til dit forsvar?” 63Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”

64„Ja, det er jeg,” svarede Jesus. „Og det siger jeg jer: Engang skal I se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen på himlens skyer.”

65Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Han har hånet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? I hørte selv, hvad han sagde. 66Hvad mener I andre?”

„Han er skyldig!” råbte de. „Han skal dø!”

67-68Så spyttede de ham i ansigtet og slog løs på ham med knyttede næver. Nogle slog ham med stokke og råbte: „Lad os se dine evner som profet, Messias! Hvem var det, der slog dig nu?”

Peter nægter at kendes ved Jesus

Mark. 14,66-72; Luk. 22,56-62; Joh. 18,15-18.25-27

69Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. På et tidspunkt kom en pige hen til ham. „Du var også sammen med Jesus fra Galilæa,” sagde hun.

70Peter benægtede det højlydt: „Jeg aner ikke, hvad du taler om!”

71Derefter gik han ud i portrummet. Men her fik en anden pige øje på ham. „Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret,” sagde hun til dem, der stod rundt omkring.

72„Nej, jeg sværger på, at jeg ikke kender den mand!” svarede Peter.

73Folk begyndte nu at stimle sammen om ham: „Jo, du er bestemt en af dem!” sagde de. „Din dialekt afslører, hvor du kommer fra.”

74Peter benægtede endnu en gang og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand!” I det samme galede en hane.

75Da huskede Peter, at Jesus havde sagt: „Inden hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.” Straks gik han udenfor og brast i en fortvivlet gråd.