Slovo na cestu

Matouš 12:1-50

Učedníci vymílají v sobotu obilí

1Jednou v sobotu, sváteční den židů, procházel Ježíš se svými učedníky obilným polem. Učedníci měli hlad, trhali klasy a jedli zrní. 2Farizejové to viděli a žalovali Ježíšovi: „Podívej se, tvoji žáci dělají, co je v sobotu zakázáno!“

3Ježíš na to: „Cožpak jste nečetli, co učinil král David, když on a jeho družina byli hladoví? 4Jak vešli do chrámu a jedli posvátné chleby, které směli jíst jen kněží? 5Nebo jste nečetli v Mojžíšově zákoně, že kněží v chrámu pracují v sobotu? Porušují sobotní klid, a přesto jsou bez hříchu. 6Ale říkám vám, že je tu někdo, kdo je víc než chrám. 7Kdybyste rozuměli biblickému slovu ‚Nejde mi o oběti, ale chci, abyste byli milosrdní!‘ pak byste nikoho neodsuzovali neprávem. 8Kristus je pánem i nad sobotou.“

Ježíš v sobotu uzdravuje muže s ochrnutou rukou

9Odtud šel do synagogy. 10Tam byl člověk s ochrnutou rukou. Farizejové hledali nějakou záminku, aby mohli Ježíše obžalovat, a proto se ho otázali: „Je dovoleno v sobotu uzdravovat?“ 11On jim na to řekl: „Kdyby někdo z vás měl jedinou ovci a ta by spadla v sobotu do rokle, nepodnikli byste vše, abyste ji vytáhli? 12Oč cennější je člověk! Proto je správné dělat dobro i v sobotu.“ 13Obrátil se k postiženému a řekl mu: „Natáhni ruku!“ On to udělal a byla zdravá jako ta druhá. 14Farizejové odešli a radili se, jak by Ježíše zneškodnili.

Velké zástupy následují Ježíše

15Ježíš to poznal a odešel odtud. Mnozí ho však následovali a on uzdravil všechny nemocné. 16Ale přikázal jim, aby o něm moc nemluvili. 17Tak se naplnilo Izajášovo proroctví:

18„To je můj služebník,

ten, pro kterého jsem se rozhodl,

můj milovaný, potěšení mé duše.

Dám mu svého Ducha a bude soudit národy.

19Nebude se přít, ani nikoho překřikovat,

nebude dělat hluk na ulicích,

20nalomené stéblo nedolomí,

doutnající knot neuhasí,

dokud všechno nenapraví.

21Stane se nadějí všech národů.“

Náboženští vůdcové obviňují Ježíše z posedlosti

22Pak přivedli k Ježíšovi slepého a němého člověka. Ježíš ho uzdravil, takže viděl a mluvil. 23Lidé užasli a říkali: „On je snad opravdu Boží král z rodu Davidova!“ 24Ale slyšeli to farizejové a namítali: „Vždyť neuzdravuje jinak než s pomocí temných sil!“

25Ježíš však poznal, co si myslí, a proto řekl: „Rozdělené království končí v ruinách a žádné město nebo domov vnitřně rozdvojené neobstojí. 26Tak nemůže satan vyhánět satana. Jak by pak obstálo jeho království? 27Já, podle vás, odstraňuji temnotu ve jménu duchovní tmy. I mezi vámi jsou lidé, kteří bojují proti temným silám. Zeptejte se jich, jakou mocí to činí. 28Jestliže já ovšem vyháním zlo v moci Božího Ducha, pak už k vám přišlo Boží království. 29Když chce někdo ukrást věci z domu silného člověka, musí ho nejdříve svázat, a pak si to může odnést. Tak i ze satanovy moci může vysvobodit jen ten, kdo je silnější než on.

30Kdo není se mnou, je proti mně, kdo se mnou neshromažďuje, rozhazuje.

31-32Co mluvíte proti mně, to vám může být odpuštěno. Ale pozor – nemluvte proti moci Ducha, který působí skrze mne. To vám Bůh nikdy neodpustí.

33Jaký strom vypěstujete, takové ponese ovoce. Dobrý dobré, planý plané. 34Vy podvodníci! Jak byste mohli mluvit dobré, když jste zlí? Čím srdce oplývá, tím ústa přetékají. 35Dobrý člověk rozdává z dobrého pokladu svého srdce a zlý člověk ze zlého. 36Počítejte s tím, že budete skládat účty z každého neupřímného slova. 37Vaše slova o vás rozhodnou: buď vás ospravedlní, nebo odsoudí.“

Náboženští vůdcové žádají, aby Ježíš učinil zázrak

38Potom žádali farizejové a učitelé zákona Ježíše, aby se prokázal nějakým zázrakem. 39On jim však odpověděl: „Vězíte v hříchu a zatvrzelosti, a proto vyžadujete další důkazy. Nedostanete je! 40Tak jako věříte, že byl Jonáš tři dny a tři noci v útrobách mořského živočicha, tak budete muset uvěřit, že Syn člověka třetí den vstane z hrobu.

41Lidé z Ninive vystoupí na soudu proti vám a usvědčí vás, protože oni vzali vážně Jonášovu zvěst. A k vám mluví ten, kdo je víc než Jonáš.

42Královna ze Sáby vystoupí na soudu jako další svědek proti vám. Neváhala přijet z daleké země, aby poznala Šalomounovu moudrost. A tady je někdo větší než Šalomoun.

43-45Když je z člověka vyhnán nečistý duch, hledá, kde jinde by se zabydlel. Ale nechce se snadno vzdát prvního hostitele. Když vidí, že srdce toho člověka je sice vyčištěné a upravené, ale zůstává prázdné, nastěhuje se tam zpět se sedmi společníky horšími, než je sám. Takový člověk je na tom potom hůř než předtím. To nebezpečí hrozí i vám.“

Ježíš říká, kdo tvoří jeho rodinu

46Ježíš ještě mluvil v přeplněném domě, když přišla jeho matka a bratři. Čekali venku, protože s ním chtěli mluvit. 47Když ho jeden z davu upozornil, že na něho čekají, 48řekl: „Kdo je má matka a moji bratři?“ 49Ukázal na své učedníky se slovy: „To je moje rodina. 50Každý, kdo poslouchá mého nebeského Otce, je můj bratr, sestra i matka!“

Bibelen på hverdagsdansk

Mattæusevangeliet 12:1-50

Jesus er herre over sabbatten

Mark. 2,23-28; Luk. 6,1-5

1En dag gik Jesus sammen med sine disciple langs en kornmark. Det var på en sabbat.12,1 Sabbat betyder den syvende dag, hvilket er lørdag. For jøderne er det en helligdag og hviledag, hvor intet arbejde må udføres fra dagen begynder ved solnedgang fredag, til den er forbi ved solnedgang lørdag. Farisæerne på Jesu tid havde meget strenge regler for, hvad man måtte og ikke måtte, især det sidste. Det hørte med til orientalsk gæstfrihed, at en forbipasserende gerne måtte plukke nogle få aks fra en kornmark og spise dem, hvis han var sulten, men ikke tage noget med hjem. Hans disciple var sultne, og de begyndte at plukke aks for at spise kernerne. 2Nogle farisæere opdagede det og gav sig straks til at irettesætte ham: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”

3„Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” svarede Jesus. 4„Han gik op til Guds hus, og de spiste alle sammen af de hellige brød, som ellers kun præsterne har lov til at spise af. 5Har I heller aldrig læst i Toraen, at de præster, der gør tjeneste i templet, har lov til at arbejde på en sabbat? 6Og her står I over for noget, der er større end templet! 7Hvis I forstod betydningen af det skriftord: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre,’12,7 Hoseas 6,6. så ville I ikke fordømme uskyldige mennesker. 8Menneskesønnen er jo herre over sabbatten.”

Jesus helbreder en mand på sabbatten

Mark. 3,1-6; Luk. 6,6-11

9Så fortsatte Jesus og disciplene vandringen og nåede frem til en synagoge. 10Derinde var der en mand med en forkrøblet hånd, og farisæerne spurgte nu Jesus: „Er det så også tilladt at helbrede nogen på en sabbat?” De håbede på at få noget at anklage ham for. 11Jesus svarede: „Hvis en af jer har et får, og det falder i grøften på en sabbat, vil I så ikke trække det op samme dag? 12Er et menneske ikke mere værd end et får? Altså er det tilladt at gøre godt på en sabbat!” 13Så vendte han sig til manden og sagde: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han, og i det samme blev hånden helbredt, så den var lige så rask som den anden hånd.

14Efter den episode begyndte farisæerne at lægge planer om, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen.

Jesus opfylder profetierne om Messias

15Da Jesus var klar over, hvad farisæerne havde i sinde, trak han sig bort fra stedet, men mange fulgte ham. Han helbredte alle syge iblandt dem, 16men forbød dem samtidig at fortælle vidt og bredt om, hvad han havde gjort. 17Jesus opfyldte det ord om Messias, som Gud havde talt gennem profeten Esajas:12,17 Versene 18-20 er et citat fra Es. 42,1-3 om „Herrens tjener”, dvs. Messias. Det er taget fra den hebraiske tekst, ikke den græske oversættelse, LXX. Dog er v. 21 fra Es. 42,4b i LXX.

18„Se min tjener, som jeg har udvalgt,

min elskede, som jeg er fuldt tilfreds med.

Jeg lægger min Ånd på ham,

han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag.

19Han går ikke rundt og skændes,

han råber ikke op i gaderne.

20Et knækket siv brækker han ikke af.

Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.

Han fører retfærdigheden igennem til sejr,

21fremmede folkeslag får nyt håb gennem ham.”

Messias under falsk anklage

Mark. 3,22-30; Luk. 11,14-23; 12,10; 6,43-45

22Derpå blev en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale, ført hen til det hus, hvor Jesus opholdt sig, og Jesus helbredte ham, så han nu kunne både tale og se. 23Folk var overvældede: „Mon det ikke er ham, der er Messias?” spurgte man hinanden.

24Da farisæerne hørte det, sagde de til hinanden: „Nej, han kan ikke være Messias. Det må være med hjælp fra Satan,12,24 Der bruges her et gammeltestamentligt udtryk for Satan: „Beelzebul” eller „Beelzebub”, som muligvis går tilbage til filistrenes gud Ba’al-Zebub—fluernes herre, nævnt i 2.Kong. 1. de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.”

25Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Hvis en by eller et hjem er kommet i splid med sig selv, går de i opløsning. 26Og hvis Satan uddriver sine egne onde ånder, så er han kommet i krig med sig selv. Hvordan kan hans rige da bestå? 27I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! 28Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

29Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset.

30De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig. 31Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån—undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. 32Den, der taler imod Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men den, der taler imod Helligånden, kan aldrig få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.

33Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. 34Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd af gode tanker, men et ondt menneske tager onde ting frem fra sit forråd af onde tanker. 36Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. 37Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”

De vantro vil blive dømt

Luk. 11,16.29-32

38Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias.

39Men Jesus svarede: „Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonas’ tegn. 40For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage12,40 Mere ordret: „tre dage og tre nætter”. Efter orientalsk skik tælles dagene inklusivt, således at to dage på dansk svarer til tre dage på hebraisk: en del af fredagen, lørdagen og en del af søndagen. Tallet tre er symbolsk for Guds indgriben. Som Gud bragte Jonas tilbage til livet, bliver Jesus også bragt til live igen. Jf. Jon. 2,1. i jordens dyb. 41Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas. 42Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon.

Fra det dårlige til det værre

Luk. 11,24-26

43Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men den finder ikke noget. 44Så siger den: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ Når den vender tilbage, finder den huset ledigt, rengjort og sat fint i stand. 45Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske. Sådan vil det også gå de onde og vantro mennesker!”

De, der gør Faderens vilje, hører Jesus til

Mark. 3,31-35; Luk. 8,19-21

46Mens Jesus sad og underviste skaren af mennesker, kom hans mor og brødre til huset. De ville gerne tale med ham. 47Da man fortalte ham, at de stod derude og ville tale med ham, 48sagde han: „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” 49Så slog han ud med armene i retning af sine disciple og sagde: „Min mor og mine brødre sidder her. 50Enhver, der gør min himmelske Fars vilje, er min bror og min søster og min mor!”