Slovo na cestu

Římanům 4:1-25

Abraham se stal vírou bezúhonný

1O Abrahamovi je napsáno: „Uvěřil Bohu, a byl proto uznán za dokonalého.“ 2Kdyby toho byl dosáhl svými skutky, měl by na co být hrdý. 3On si však nedobyl Božího uznání tím, co dělal, ale jen tím, že Bohu důvěřoval. 4-6Stejně i David mluví o šťastných lidech, které Bůh považuje za bezúhonné bez jakékoliv vlastní zásluhy:

7„Jak dobře je těm,

jimž Bůh odpustil jejich provinění,

8jak šťasten je každý,

komu viny nepočítá

a na jeho poklesky nehledí!“

9Nuže, platí to snad jen o židech, kteří se podrobili obřadu náboženské obřízky? O Abrahamovi jsem řekl, že byl uznán dokonalým pro svoji víru. 10Kdy se to stalo? Po jeho obřezání na znamení židovství – nebo ještě před ním? Ano, bylo to ještě před tím, než se stal židem. 11Obřízka jako znamení židovství měla jen zpečetit, že ho Bůh uznal za bezúhonného ještě dříve, než toto znamení přijal. 12Tak se stal Abraham nejen praotcem židů, nýbrž i duchovním předchůdcem všech, kdo se vydali cestou víry, jako to učinil on před svým obřezáním. 13Abrahamovi a jeho potomkům zaslíbil Bůh slavnou budoucnost nikoliv na základě poslušnosti zákona, ale pro jejich bezúhonnost, kterou přijali vírou. 14Kdyby tu rozhodoval jen zákon, víra by nebyla k ničemu a Boží sliby Abrahamovi by pozbyly smyslu. 15-17Zákon je pouze měřítkem provinění – bez zákona by vina neexistovala. Protože Bůh je milostivý, zahrnul do svého slibu nejen zákonité potomky Abrahamovy, ale také všechny ty, které s Abrahamem spojuje stejná víra. Proto nezaložil svůj slib na zákonu, ale na víře.

Abrahamův příklad neochvějné důvěry

Věříme-li tedy, pak naším společným duchovním otcem je Abraham, jak je o něm napsáno: „Otcem početných národů jsem tě ustanovil.“

18On také uvěřil, ač se to zdálo nemožné, že Bůh mu skutečně dá tak četné potomstvo. 19Nepochyboval o Božím slibu, i když mu bylo bezmála sto let a jeho žena Sára již překročila věk, kdy mohla mít děti. 20-21Abraham byl přesvědčen, že Bůh nic neslibuje naplano, a to mu stačilo, aby Boha chválil a děkoval mu. 22A právě tuto hlubokou Abrahamovu důvěru ocenil Bůh stejně vysoko jako to nejpříkladnější dodržování požadavků zákona. 23Toto však nebylo zaznamenáno jen kvůli Abrahamovi, ale i pro nás. 24I nás Bůh přijme, když se na něj spolehneme. Vždyť on vzkřísil z mrtvých Ježíše, 25který odpykal trest za naše viny a vstal z hrobu, aby nás změnil do té podoby, v níž bychom před Bohem mohli obstát.

En Levende Bok

Romerne 4:1-25

Abraham og troen

1Hvilken erfaring hadde Abraham, som var stamfar for Israels folk, av å bli frelst gjennom tro? 2Var det på grunn av gode gjerninger Gud aksepterte han? Ja, i så tilfelle kunne han virkelig vært stolt over seg selv. Men det var ikke derfor han ble regnet skyldfri innfor Gud. 3Hva står det i Skriften? Jo, at ”Abraham trodde på Gud, og derfor ble regnet som skyldfri innfor Gud”.4:3 Se Første Mosebok 15:6.

4Den som arbeider, får ikke sin lønn som en gave, men som betaling for det han har utrettet. 5Den som blir erklært skyldfri innfor Gud på grunn av troen, får det ikke som betaling for noe han har utrettet. 6Derfor beskriver også kong David hvor lykkelig det mennesket er som uten å fortjene det blir regnet som skyldfri innfor Gud. Han skriver:

7”Lykkelig er den som har fått tilgivelse for sin ulydighet og fått synden sin strøket bort!

8Ja, lykkelig er den som Herren ikke lenger anklager for synd.”4:8 Se Salmenes bok 32:1-2.

9Men nå er spørsmålet: Gjelder denne lykken bare for jødene, de som holder Guds pakt ved å omskjære sine sønner. Gjelder den også andre folk? La oss vende tilbake til Abraham. Jeg sa før at det var på grunn av troen at Abraham ble regnet som skyldfri innfor Gud. 10Når ble han da skyldfri? Var det etter at han hadde blitt omskåret, eller var det før? Svaret er at Gud aksepterte ham før han ble omskåret.

11Seremonien med å omskjære alle menn var et tegn på at Abraham ved troen hadde blitt skyldfri innfor Gud allerede før han ble omskåret. Gjennom dette ble han en åndelig far for alle som tror, også om de ikke omskjærer sine sønner. 12Abraham ble også en åndelig far for sitt eget folk som omskjærer sønnene, men han er bare deres åndelige far dersom de har samme slags tro som han hadde før han ble omskåret.

Løftet til Abraham gjelder alle som tror

13Det var altså ikke fordi Abraham var lydig mot loven4:13 Hele den jødiske loven ble skrevet ned av Moses, en av Abrahams etterkommere, flere hundra år senere. Se Første til Femte Mosebok. at han fikk løftet om at etterkommerne hans skulle arve hele jorden. Nei, han fikk løftet fordi troen hadde gjort ham skyldfri innfor Gud. Hans etterkommere skulle få løftet oppfylt gjennom å tro på Gud, akkurat som Abraham. 14De som forsøker bli skyldfrie ved å være lydig mot Moseloven, kan ikke være Abrahams etterkommere. Da ville troen være uten mening, og løftet ville ikke gjelde. 15Husk på at lovens krav er så høye at alle blir dømt av den. Å ha en lov betyr også at vi kan overtre den. 16Derfor er troen det viktigste!

Guds løfte var en fri gave til alle Abrahams etterkommere, både til dem som har fått Moseloven og til dem som bare har samme slags tro som Abraham. Han er en åndelig far for alle som tror. 17Gud sier i Skriften4:17 ”Skriften” for jødene er Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente.: ”Jeg har gjort deg til far for mange folk.”4:17 Se Første Mosebok 17:5. I Guds øyne er han vår far, for han trodde på den Gud som gjør de døde levende og får ting til å skje som ikke før var mulig.

18Når Gud lovet Abraham at han skulle bli far til mange folk, da trodde Abraham på Gud. Dette til tross for at det menneskelig sett ikke var noe håp om at han kunne bli far. Men Gud hadde sagt: ”Dine etterkommere skal bli så mange at det ikke er mulige å telle dem.”4:18 Se Første Mosebok 15:5. 19Derfor fortsatte Abraham å tro til tross for at han var omkring 100 år gammel og uten kraft i kroppen, og til tross for at kona Sara ikke kunne få barn og i tillegg var rent for gammel.

20Nei, Abraham tvilte aldri på Guds løfte, for troen ga ham styrke, og han æret Gud. 21Han var helt overbevist om at Gud kan gjøre hva som helst når han har lovet det. 22Derfor ble han regnet som skyldfri innfor Gud.

23Sannheten om at han ”ble regnet som skyldfri innfor Gud”, ble ikke skrevet bare med tanke på Abraham. 24Den gjelder også for oss. Vi skal også bli regnet som skyldfrie etter som vi tror på Gud, han som vakte opp vår Herre Jesus fra de døde. 25Herren Jesus ble utlevert for å dø for syndene våre, og ble vakt opp igjen for at vi skulle bli skyldfrie innfor Gud.