Jeremias 17 – OL & BPH

O Livro

Jeremias 17:1-27

1O pecado de Judá está registado como se fosse uma lei a que estivesse sujeito, como se tivessem a maldade gravada com estiletes de diamante ou com ponteiros de ferro nos seus corações de pedra ou nos cantos dos altares. 2Os seus jovens, em todo o caso, não se esquecem de pecar, de adorar os postes ídolos de Achera debaixo de árvores ramalhudas, nos cimos das colinas, 3e no alto dos montes. Por isso, darei todas as vossas riquezas e tesouros aos inimigos, assim como os vossos santuários pagãos, por causa dos pecados que praticaram por toda a nação. 4Uma bela herança que vos estava reservada fugir-vos-á das mãos; mandar-vos-ei como escravos dos vossos inimigos para terras bem longínquas. Vocês acenderam o fogo da minha ira, o qual não deixará de arder.”

5Diz o Senhor: “Maldito é o homem que põe a sua confiança noutro homem, cujo coração se afasta de Deus e confia na natureza humana para se fortalecer. 6Será semelhante a um débil cacto no deserto, sem esperança de melhores dias, vivendo num terreno ensalitrado, numa zona de estéreis desertos; os tempos de prosperidade foram-se de vez, para ele.

7Abençoado é aquele que confia no Senhor; que fez do Senhor a sua esperança, a sua confiança. 8É como uma árvore plantada junto à margem dum rio, cujas raízes encontram facilmente água, que não se incomoda com os fortes calores, nem se aflige com os meses de seca. As suas folhas mantêm-se verdes e produz sempre os melhores frutos.

9O coração é algo de muito enganador e desesperadamente mau! Ninguém sabe, na realidade, como ele é ruim! 10Mas eu, o Senhor, pesquiso todos os corações e examino as intenções mais profundas, de forma a poder dar a cada um a recompensa que merece, de acordo com as suas ações, o modo como vive.

11Semelhante a uma ave que põe no seu ninho crias que não chocou, e que em breve aprenderão a voar e a deixarão só, assim é a pessoa que junta riquezas por processos desonestos. Cedo ou tarde perderá tudo e acabará a sua vida como um insensato.”

12Mas o nosso santuário é o teu trono, sublime e glorioso. 13Ó Senhor, a esperança de Israel, todos os que te deixam serão envergonhados! Os que põem de parte o Senhor, a fonte da água da vida, terão o seu nome escrito no pó da terra e não serão como seres destinados à glória eterna.

14Senhor, cura-me, e ficarei curado! Salva-me e serei salvo! Louvar-te-ei só a ti! 15Os outros riem-se de mim e dizem: “Que palavra do Senhor é essa, do que estás a falar? Se essas tuas ameaças vêm realmente de Deus, então porque é que não acontecem?”

16Eu não recusei ser pastor, ao seguir-te; eu não queria que esta gente fosse esmagada por tamanhas calamidades. Mas, é claro, esses planos são teus, não meus. O que eu lhes comuniquei foi uma mensagem tua, não minha. No entanto, e quanto a mim, eu não queria vê-los assim sentenciados! 17Não me sobressaltes agora! Só tu és o meu refúgio no meio da calamidade. 18Lança a confusão e a perturbação sobre todos os que me perseguem, mas a mim dá-me paz! Sim, dá-lhes dobrada destruição!

Mantendo o sábado santo

19Então disse-me o Senhor: “Vai pôr-te nas entradas de Jerusalém; primeiro, na porta por onde saem os reis; depois em cada um dos outros portais. 20E diz assim ao povo: Ouçam a palavra do Senhor, reis de Judá e todo o povo desta nação, assim como vocês, cidadãos de Jerusalém! 21O Senhor diz: Por amor à vossa própria vida, tenham muito cuidado e não transportem cargas ao sábado, nem as façam passar pelas portas de Jerusalém. 22Não transportem carga alguma da vossa casa, nem façam trabalho desnecessário no dia de sábado, antes respeitam-no como um dia santo, como já tinha ordenado aos vossos pais. 23No entanto, eles não quiseram ouvir-me e não me obedeceram; recusaram obstinadamente dar-me atenção e a serem ensinados.

24Mas se me obedecerem, diz o Senhor, e não fizerem passar carga alguma pelas portas desta cidade ao sábado e se aceitarem respeitar o dia de sábado como um dia santo, 25então esta nação permanecerá para sempre; haverá sempre descendentes de David que se sentem no seu trono, aqui em Jerusalém; haverá sempre reis e príncipes deslocando-se em carros e montando cavalos em pompa e esplendor por entre o povo, e esta cidade subsistirá para sempre. 26De todas as terras ao redor de Jerusalém, assim como das cidades de Judá e Benjamim, e também do Negueve e das planícies a oeste de Judá, virá povo trazendo holocaustos, ofertas de cereais e incenso, chegando-se para apresentar os seus sacrifícios de louvor ao Senhor no seu templo.

27Mas se não me ouvirem, se recusarem respeitar o sábado santo, se nesse dia trouxerem pesadas cargas de mercadorias para as passarem pelos portões das entradas de Jerusalém, fazendo como num outro dia, então farei incendiarem-se essas portas. Esse fogo se espalhará às fortalezas, que ficarão completamente destruídas, e ninguém será capaz de extinguir as chamas.”

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 17:1-27

1Åh, Judas folk, jeres ondskab er mejslet ind i jeres stenhårde hjerter og ridset med diamant på jeres altres horn. 2I tænker ikke på andet end de afgudsaltre og Asherapæle, I har rejst under hvert et træ, 3på hver en høj og på hver en slette. Derfor vil jeg udlevere alle jeres rigdomme og skatte til jeres fjender. Det er straffen for alle de synder, I har begået. 4Det er jeres egen skyld, at dette vidunderlige land, som jeg gav jer, nu bliver revet ud af hænderne på jer, og at I føres bort som slaver til fjendens land. I har provokeret mig, så min vrede er flammet op imod jer og brænder med en uudslukkelig ild.”

5Herren fortsatte: „Min dom vil ramme dem, der sætter deres lid til mennesker, stoler på deres egen styrke og i hjertet gør oprør mod mig. 6De er uden håb og uden fremtid som en forkrøblet enebærbusk i den glødende ørken, på den saltholdige og golde jord, hvor ingen ville drømme om at bosætte sig.

7Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. 8De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt.

9Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem. 10Jeg kender menneskers inderste tanker, vurderer deres motiver og lønner enhver efter, hvordan de handler.

11Mennesker, som bliver rige på andres bekostning, er som fugle, der udruger æg, de ikke selv har lagt. Før eller senere mister de deres rigdomme og ender som fattige tåber.”

12Derpå sagde jeg til Herren: „Fra ældgamle tider har du siddet på din ophøjede trone i helligdommen. 13Du er Israels håb, og de, som vender sig fra dig, vil komme til at fortryde det. Det er ude med dem, fordi de har forladt Herren, kilden med det livgivende vand. 14Herre, kom mig til hjælp og red mig fra dem, der er ude efter mig. 15Mennesker håner mig og siger: ‚Hvad er det for en straf fra Herren, du bliver ved at snakke om? Hvis det er rigtigt, hvorfor sker der så ikke noget?’

16Herre, jeg ønsker ikke at gøre mit eget folk til mine fjender. Jeg har ikke bedt dig sende ulykke over dem, det ved du. Du har hørt hvert ord, jeg har sagt. 17Du må ikke lade mig i stikken, for du er mit eneste håb. 18Lad skræk og rædsel ramme dem, som forfølger mig, og red mig fra deres angreb. Det er dem, der fortjener din straf, ikke mig.”

19Da sagde Herren til mig: „Gå hen til Jerusalems byporte, først til porten, som kongerne går igennem, og derefter til alle de andre porte. 20Der skal du råbe til alle, som kommer forbi: Hør, hvad Herren har at sige til Judas kongeslægt, Jerusalems indbyggere og alle borgere i landet. 21Herren siger: Hvis I har livet kært, skal I holde sabbatsdagen hellig. I må ikke bære varer ind gennem Jerusalems porte på den dag. 22I må ikke bære byrder ud fra jeres huse eller i det hele taget udføre noget arbejde på sabbatten. I skal holde hviledagen hellig, som jeg befalede jeres forfædre. 23Desværre adlød de ikke. De var så frygtelig stivnakkede og nægtede at høre på mine advarsler.

24Men hvis I adlyder mig, holder sabbatsdagen hellig og undlader at arbejde og handle på den dag, 25skal I få lov til altid at blive boende i Jerusalem. Så vil Davids slægt få lov til at blive ved med at regere i Jerusalem. Kongen og hans embedsmænd vil ride gennem byens porte i pomp og pragt, og I skal få lov at bo i Jerusalem for altid. 26Fra Jerusalem og omegn, fra Judas og Benjamins byer, fra de vestlige bakkeskråninger, fra det centrale højland og fra Negev i syd skal folket vandre op til templet med deres brændofre, afgrødeofre og røgelse for at bringe lovprisningsofre til mig.

27Hvis I derimod nægter at høre på mig, og hvis I ikke holder sabbatsdagen hellig, men bringer alle jeres handelsvarer gennem Jerusalems porte, så vil jeg sætte ild til portene, og ilden vil brede sig til byens paladser, så de bliver brændt ned til grunden, uden at nogen kan forhindre det.”