Ezequiel 33 – OL & BPH

O Livro

Ezequiel 33:1-33

Ezequiel, o vigia

1Mais uma vez recebi uma mensagem do Senhor que dizia assim: 2“Homem mortal, diz ao teu povo o seguinte: Quando trouxer um exército contra uma nação, e se o povo dessa terra tiver escolhido um homem para o constituir por vigia, 3quando este vir chegar as tropas inimigas e der o alarme, tocando a trombeta para avisar toda a gente, 4aquele que depois de a ouvir não lhe ligar importância, se vier a morrer, morrerá com a plena culpa que a sua atitude lhe trouxe. 5Porque ouviu o alarme e não quis prestar-lhe atenção. Tornou-se só ele culpado dos seus atos. Se tivesse dado ouvidos ao aviso, teria sido salvo.

6No entanto, se o vigia vir o inimigo chegar e não tocar a trombeta para avisar a população, será ele o responsável por todos os mortos que houver. Estes morrerão com a culpa dos seus pecados, mas pedirei contas dessas vidas ao vigia.

7Assim também é contigo, homem mortal. Nomeei-te vigia do povo de Israel; por isso, ouve o que te digo e avisa-os. 8Quando eu disser ao iníquo: Ó homem malvado, certamente morrerás! Se não lhe deres esse recado da minha parte, que o leve a arrepender-se, esse iníquo morrerá carregado com os seus pecados, mas é a ti que pedirei contas pela sua morte. 9Contudo, se o avisares para que arrepie caminho, e se ele recusar, essa pessoa morrerá com a culpa dos seus pecados, mas a responsabilidade não será mais tua.

10Ó povo de Israel, vocês dizem: ‘Os nossos pecados pesam sobre nós; desfalecemos debaixo da culpa que nos é imposta por causa deles. Como é que se pode viver assim?’ 11Responde-lhes então: Tão certo como eu viver, diz o Senhor Deus, que não tenho prazer na morte do pecador; o que eu pretendo é que ele se converta do seu mau caminho e que viva. Convertam-se, convertam-se da vossa vida de maldade! Porque haveriam de morrer, ó Israel?

12Por isso, homem mortal, diz aos teus compatriotas: Quando um homem reto peca, o bem que ele fez não o salvará. Se um homem mau deixa de praticar o mal, não será castigado; mas se um homem reto começar a pecar, a sua vida não será poupada. 13Eu disse que o homem reto com certeza viverá; mas se ele vier a pecar, esperando que a sua vida passada, de justiça, acabe por salvá-lo, está enganado, pois o que ele foi anteriormente não será tomado em consideração; será morto por causa dos seus pecados. 14Por outro lado, quando eu disser ao pecador que terá de morrer, se este se arrepender e passar a praticar a justiça e o bem, 15se restituir aquilo que extorquiu aos outros fraudulentamente, aquilo que roubou, se passar a andar pelos caminhos da justiça e não mais praticar desonestidades, com toda a certeza que viverá! Não morrerá! 16Nenhum dos seus anteriores pecados serão tomados em consideração contra ele; voltou-se para o caminho do bem; sem dúvida alguma que viverá.

17Mesmo assim o povo ainda diz que o Senhor não está a ser inteiramente justo, mas eles é que não são. 18Por isso, torno a repetir: alguém que é uma pessoa reta, se cair no pecado, terá mesmo de morrer. 19Uma pessoa perversa que abandona a sua vida má e começa a praticar o bem e a justiça, esse indubitavelmente viverá. 20Ainda que digam que o Senhor não está a ser justo dessa maneira, o facto é que eu terei de julgar cada um de acordo com os seus atos.”

A queda de Jerusalém explicada

21No décimo segundo ano do nosso exílio, no dia 5 do décimo mês33.21 Mês de Tebet. Entre a lua nova do mês de dezembro e o mês de janeiro., um daqueles que escapou de Jerusalém correu para mim a dizer-me: “A cidade foi tomada!” 22A mão do Senhor tinha estado sobre mim durante a tarde. Por isso, não me deixei abater e tive forças suficientes para falar nesse momento dramático.

23E foi esta mensagem que o Senhor me comunicou no momento: 24“Homem mortal, a pouca gente que ficou de Judá, e que está a viver no meio das cidades arruinadas, continua a dizer: ‘Abraão era um homem só e recebeu a posse desta terra toda! Nós somos muitos, não vamos com certeza abandoná-la!’ 25Mostra-lhes então o que eu, o Senhor Deus, tenho para lhes dizer: Vocês comem carne com sangue, adoram ídolos, praticam assassínios e pensam que, com essas coisas todas, eu iria dar-vos a terra? 26Matam gente, praticam a idolatria, adulteram e, ainda por cima, iriam ficar com a terra?

27Diz-lhes então: O Senhor Deus garante-vos, tão certo como ele ser um Deus vivo, que vocês, os que moram agora no meio de ruínas, acabarão por morrer na guerra; os que vivem no meio dos campos serão abatidos pelos animais selvagens; os que se abrigam nas cavernas, ou mesmo em construções de pedra, acabarão morrendo de doença. 28Tornarei essa terra numa assolação, o seu orgulho será abatido e cessará a fama da sua força. As povoações de Israel, construídas no cimo dos montes, ficarão tão destruídas que ninguém mais viverá nelas. 29Quando virem, enfim, a sua terra desfeita em ruínas, por causa dos seus pecados, então saberão que sou eu o Senhor!

30Homem mortal, o teu povo anda a conspirar nas tuas costas. Falam de ti quando estão em casa e murmuram a teu respeito à soleira das portas, dizendo: ‘Venham daí, vamo-nos divertir, ouvindo o que o Senhor tem hoje a dizer!’ 31Então aproximam-se, com o ar de quem é muito sincero, e sentam-se para ouvir, mas por dentro não têm a mínima intenção de fazer o que lhes é ordenado. Falam com hipocrisia sobre amar o Senhor, mas nos seus corações o que reina é o amor ao dinheiro. 32Tu, para eles, não passas duma diversão como outra qualquer; é como se alguém se pusesse a cantar-lhes lindas canções, com uma bela voz e acompanhado por um bonito instrumento. Ouvem o que dizes, é verdade, mas não ligam nenhuma importância! 33No entanto, quando todas estas terríveis coisas lhes acontecerem, e já estão para breve, nessa altura dar-se-ão conta de que realmente esteve no meio deles um profeta.”

Bibelen på hverdagsdansk

Ezekiels Bog 33:1-33

Ezekiel som Guds vagtpost i Israel

1Herren sagde til mig: 2„Du menneske, tal til dit folk og giv dem følgende budskab: Når jeg sender en fjendtlig hær imod et land, udpeger landets befolkning en vagtpost. 3Og når vagtposten får øje på den fremstormende hær, blæser han straks alarm, så folket er advaret. 4Hvis der nu er nogle, der ikke tager advarslen alvorligt, og derfor senere bliver dræbt, så er det deres egen skyld. 5For de hørte jo alarmen, men rettede sig ikke efter den. De er selv skyld i deres død, for hvis de havde lyttet til advarslen, kunne de have reddet livet. 6Men hvis nu vagtposten ser den fremstormende hær og ikke blæser alarm for at advare folket, så er det vagtposten, der er skyld i, at de omkommer. Folket dør godt nok på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve vagtposten til regnskab for deres død.

7Du menneske, jeg har udvalgt dig til vagtpost for Israels folk. Derfor skal du høre godt efter, hvad jeg siger, og så advare folket. 8Hvis jeg siger, at nogle onde mennesker skal dø for deres ondskabs skyld, og hvis du ikke advarer dem, så de får mulighed for at omvende sig, da skal de onde mennesker godt nok dø på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve dig til regnskab for deres død. 9Advarer du dem derimod, og de nægter at omvende sig, skal de dø på grund af deres synder, men du er uden skyld i deres død.

10Du menneske, du skal sige til Israels folk: I er klar over, at I lider på grund af jeres synder og overtrædelser, og at det snart er ude med jer. I spørger, om I ikke kan gøre noget for at overleve. 11Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg har ingen glæde af, at de onde skal dø. Jeg vil meget hellere se dem omvende sig fra deres ondskab, så de kan redde livet. Åh Israel, omvend jer dog fra jeres synder! Hvorfor ønsker I at dø?

12Du menneske, sig til mit folk: Hvis retskafne mennesker vender sig bort fra mig og gør oprør, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem fra straffen. Og hvis syndige mennesker omvender sig, skal de ikke dø på grund af deres tidligere synder.

13Godt nok har jeg sagt, at retskafne mennesker får et godt liv. Men hvis de bliver for selvsikre og begynder at synde, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem. De skal dø, fordi de har gjort oprør og syndet imod mig. 14Men hvis onde mennesker lytter til min advarsel, omvender sig fra deres synd og begynder at handle retfærdigt, bliver de ikke straffet med døden. 15Hvis de betaler det tilbage, de har stjålet, hvis de udleverer et pant, de har taget i sikkerhed, og hvis de begynder at følge mine love, som sigter på et godt liv, og holder sig fra uretfærdighed, så skal de leve og ikke dø. 16De vil ikke blive dømt på grund af deres tidligere synder, for de har besluttet at gøre det rigtige, og derfor har de ret til at leve.

17‚Det er ikke fair!’ siger I. Hør lige her, Israels folk: Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? 18Når retskafne mennesker holder op med at handle ret og i stedet vælger at synde, er det så ikke fair, at de må bære straffen for deres synd og dø? 19Og når onde mennesker tager afstand fra deres tidligere synder og i stedet vælger at adlyde min lov, er det så ikke fair, at de redder livet? 20Hvordan kan I påstå, at det ikke er fair? Bør jeg ikke dømme jer efter jeres handlinger?”

21På den femte dag i den tiende måned i det 12. år af vores eksil ankom en flygtning fra Jerusalem og meddelte, at byen var faldet. 22Aftenen før havde jeg oplevet Herrens kraft over mig, så da manden fra Jerusalem ankom, kunne jeg igen tale.33,22 Jf. 3,26 og 24,25-27. 23Herren sagde da til mig:

24„Du menneske, de overlevende fra Judas folk, som bor spredt mellem ruinerne i Israels land, siger: ‚Abraham var kun én person, men han fik lovning på at få hele det hellige land i eje. Vi er alle sammen hans efterkommere, så det løfte må også gælde os.’ 25Men jeg, Herren, siger: I spiser kød med blod i, dyrker jeres afskyelige afguder og begår mord. Tror I så, at jeg vil give jer landet i eje? 26I stoler på jeres egne våben. I begår de frygteligste synder og er ægteskabsbrydere alle sammen. Og I vil have landet tilbage?

27Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, skal de overlevende blandt Judas ruiner også falde for sværdet! De, som prøver at skjule sig i det fri, skal ædes af de vilde dyr, og de, som gemmer sig i fæstninger og huler, skal dø af sygdom. 28Jeg gør landet til en ødemark og knækker dets stolthed. Jeg gør bjergene så øde, at ingen tør rejse gennem dem. 29Når jeg har lagt hele landet i ruiner som følge af folkets synder, vil de indse, at jeg er Herren.

30Du menneske, dine landsmænd taler om dig, når de mødes ved murene og i døråbningerne. ‚Kom, lad os gå hen og høre, hvilke budskaber Herren har til os,’ siger de. 31Så stimler de sammen hos dig og sætter sig ned for at høre på dig. Men de har ikke tænkt sig at adlyde mine ord, for de taler altid om deres egne ønsker, og de er mest optaget af at søge efter penge og profit. 32For dem er du blot underholdning. Du er som en, der synger kærlighedssange med en smuk stemme og spiller på harpe for dem. De hører ordene, men de vil ikke adlyde. 33Men når profetierne bliver til virkelighed—og vær sikker på, at hvert eneste ord vil gå i opfyldelse—vil de indse, at det var en Herrens profet, der talte til dem.”