Nehemías 9 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Nehemías 9:1-38

Los israelitas confiesan sus pecados

1El día veinticuatro de ese mes los israelitas se reunieron para ayunar, se vistieron de luto y se echaron ceniza sobre la cabeza. 2Habiéndose separado de los extranjeros, se pusieron de pie y confesaron públicamente sus propios pecados y la maldad de sus antepasados. 3Permanecieron en su lugar y durante tres horas leyeron el libro de la Ley del Señor su Dios; en las tres horas siguientes9:3 tres … siguientes. Lit. una cuarta parte del día … una cuarta parte. confesaron sus pecados y lo adoraron. 4Luego los levitas Jesúa, Baní, Cadmiel, Sebanías, Buní, Serebías, Baní y Quenaní subieron a la plataforma y en alta voz invocaron al Señor su Dios. 5Y los levitas Jesúa, Cadmiel, Baní, Jasabnías, Serebías, Hodías, Sebanías y Petaías clamaron: «¡Vamos, bendigan al Señor su Dios desde ahora y para siempre!

»¡Bendito sea tu glorioso nombre! ¡Exaltado sobre toda bendición y alabanza! 6¡Solo tú eres el Señor! Tú has hecho los cielos, los cielos de los cielos y todo lo que hay en ellos.9:6 todo lo que hay en ellos. Lit. todo su ejército. Tú hiciste la tierra y el mar con todo lo que en ellos hay. Tú das vida a todo lo creado. ¡Por eso te adora todo lo que hay en los cielos!

7»Tú, Señor y Dios, fuiste quien escogió a Abram. Tú lo sacaste de Ur de los caldeos y le pusiste por nombre Abraham. 8Descubriste en él un corazón fiel e hiciste con él un pacto. Prometiste que a sus descendientes darías la tierra de los cananeos, de los hititas, amorreos y ferezeos, de los jebuseos y gergeseos. Y cumpliste tu palabra porque eres justo.

9»En Egipto viste la aflicción de nuestros antepasados; junto al mar Rojo escuchaste sus lamentos. 10Lanzaste grandes señales y maravillas contra el faraón, sus siervos y la gente de su tierra, porque viste la insolencia con que habían tratado a tu pueblo. Fue así como te ganaste la buena fama que hoy tienes. 11A la vista de ellos abriste el mar, y lo cruzaron sobre terreno seco. Pero arrojaste a sus perseguidores en lo más profundo del mar, como piedra en aguas impetuosas. 12Con una columna de nube los guiaste de día, con una columna de fuego los guiaste de noche: alumbraste el camino que debían seguir.

13»Descendiste al monte Sinaí; desde el cielo hablaste. Les diste ordenanzas justas y leyes verdaderas, estatutos y mandamientos buenos. 14Diste a conocer tu sábado santo y por medio de tu servidor Moisés les entregaste tus mandamientos, estatutos y leyes. 15Saciaste su hambre con pan del cielo; calmaste su sed con agua de la roca. Les diste posesión de la tierra que bajo juramento solemne con la mano en alto habías prometido.

16»Pero ellos y nuestros antepasados fueron altivos; fueron tercos y no obedecieron tus mandamientos. 17Se negaron a escucharte; no se acordaron de las maravillas que hiciste por ellos. Fue tanta su terquedad y rebeldía que hasta se nombraron un jefe para que los hiciera volver a la esclavitud. Pero tú eres Dios perdonador, misericordioso y compasivo, lento para la ira y grande en amor. Por eso no los abandonaste, 18a pesar de que se hicieron un becerro de metal fundido y dijeron: “Este es tu dios que te sacó de Egipto”; y aunque fueron terribles las ofensas que cometieron.

19»Tú no los abandonaste en el desierto porque eres muy compasivo. Jamás se apartó de ellos la columna de nube que los guiaba de día por el camino; ni dejó de alumbrarlos la columna de fuego que de noche les mostraba por dónde ir. 20Con tu buen Espíritu les diste entendimiento. No quitaste tu maná de su boca; les diste agua para calmar su sed. 21Cuarenta años los sustentaste en el desierto. ¡Nada les faltó! No se desgastaron sus vestidos ni se les hincharon los pies.

22»Les entregaste reinos y pueblos, y asignaste a cada cual su territorio. Conquistaron las tierras de Og y de Sijón, que eran reyes de Hesbón y de Basán. 23Multiplicaste sus hijos como las estrellas del cielo; los hiciste entrar en la tierra que bajo juramento prometiste a sus antepasados que iban a heredar. 24Y sus hijos entraron en la tierra y tomaron posesión de ella. Ante ellos sometiste a los cananeos que la habitaban; les entregaste reyes y pueblos de esa tierra, para que hicieran con ellos lo que quisieran. 25Conquistaron ciudades fortificadas y una tierra fértil; se adueñaron de casas repletas de bienes, de cisternas, viñedos y olivares, y de gran cantidad de árboles frutales. Comieron y se hartaron y engordaron; ¡disfrutaron de tu gran bondad!

26»Pero fueron desobedientes: se rebelaron contra ti, rechazaron tu Ley, mataron a tus profetas que los exhortaban a volverse a ti; ¡te ofendieron mucho! 27Por eso los entregaste a sus enemigos y estos los oprimieron. En tiempo de angustia clamaron a ti y desde el cielo los escuchaste; por tu inmensa compasión enviaste salvadores para que los liberaran de sus enemigos.

28»Pero cuando tenían descanso, volvían a hacer lo malo ante tu presencia; tú los abandonabas en manos de sus enemigos y ellos los dominaban. De nuevo clamaban a ti y desde el cielo los escuchabas. ¡Por tu inmensa compasión muchas veces los libraste!

29»Les advertiste que volvieran a tu Ley, pero ellos actuaron con soberbia y no obedecieron tus mandamientos. Pecaron contra tus leyes que dan vida a quien las obedezca. En su rebeldía te rechazaron, fueron tercos y no quisieron escuchar. 30Por años les tuviste paciencia; con tu Espíritu los amonestaste por medio de tus profetas, pero ellos no quisieron escuchar. Por eso los dejaste caer en manos de los pueblos de esa tierra. 31Sin embargo, es tal tu compasión que no los destruiste ni abandonaste, porque eres Dios misericordioso y compasivo.

32»Y ahora, Dios nuestro, Dios grande, temible y poderoso, que cumples el pacto y eres fiel, no tengas en poco los sufrimientos que han padecido nuestros reyes, líderes, sacerdotes y profetas, nuestros antepasados y todo tu pueblo, desde los reyes de Asiria hasta hoy. 33Tú has sido justo en todo lo que nos ha sucedido, porque actúas con fidelidad. Nosotros, en cambio, actuamos con maldad. 34Nuestros reyes y líderes, nuestros sacerdotes y antepasados desobedecieron tu ley y no prestaron atención a tus mandamientos ni a tus mandatos con los que los amonestabas. 35Pero ellos, durante su reinado, no quisieron servirte ni abandonar sus malas obras, a pesar de que les diste muchos bienes y les regalaste una tierra extensa y fértil.

36»Por eso ahora somos esclavos, esclavos en la tierra que diste a nuestros antepasados para que comieran de sus buenos frutos. 37Sus abundantes cosechas son ahora de los reyes que nos has impuesto por nuestro pecado. Como tienen el poder, hacen lo que quieren con nosotros y con nuestro ganado. ¡Grande es nuestra aflicción!

El acuerdo del pueblo

38»Por todo esto, nosotros hacemos este pacto y lo ponemos por escrito, firmado por nuestros líderes, levitas y sacerdotes».

Bibelen på hverdagsdansk

Nehemiasʼ Bog 9:1-37

Folket bekender deres synd

1Den 24. dag i den syvende måned samledes folket igen i Jerusalem. Denne gang fastede de og klædte sig i sækkelærred og kom jord på hovedet for at vise deres sorg. 2Israelitterne skilte sig ud fra alle de fremmede og bekendte deres egen og deres forfædres synd. 3-4I tre timer blev der læst op af Toraen, mens folk stod op og lyttede. I de næste tre timer bekendte folket deres synd og tilbad Herren deres Gud under ledelse af levitterne Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani, der alle stod på trapper eller forhøjninger.

5Derefter råbte levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petaja til folket: „Rejs jer og pris Herren, jeres Gud, fra evighed og til evighed! Højlovet være Herren, han som er langt større end nogen kan fatte og udtrykke.” Derefter ledte Ezra9,5 Oversat fra LXX, da den hebraiske tekst mangler indledningen. lovsangen:

6„Du er Gud, du er den eneste!

Du skabte himlen med alle dens stjerner,

jorden med alt, hvad den rummer,

havene med alt, hvad der findes i dem.

Fra dig udspringer alt liv,

og hele himlen tilbeder dig.

7Det var dig, Herre, vor Gud,

som udvalgte Abram,

førte ham ud af Ur i Kaldæa

og gav ham navnet Abraham.

8Du så hans hjertes trofasthed.

Derfor sluttede du pagt med ham

og gav ham løftet om landet,

hvor kana’anæerne og hittitterne,

amoritterne og perizzitterne,

jebusitterne og girgashitterne boede.

Og du holdt dit løfte, som du altid gør!

9Du så vores forfædres nød i Egypten,

hørte deres råb ved Det Røde Hav.

10Du fældede Farao og alle hans folk,

du vidste, hvor hovmodige de var.

Med tegn og undere greb du ind.

Derfor er du æret den dag i dag!

11Du kløvede havet for folkets øjne

og lod dem vandre tørskoet over.

Men deres fjender fejede du bort.

Du druknede dem på havets bund,

de sank som sten i bølgernes brus.

12Med en skysøjle viste du vej om dagen,

en ildsøjle lyste for dem om natten.

13Du steg ned på Sinais bjerg

og talte til folket fra Himlen.

Du gav dem retfærdige regler,

gode love, bud og befalinger.

14Du bød dem at holde Sabbatten hellig,

gav dem din lov gennem Moses, din tjener.

15Du stillede deres sult med brød fra himlen,

slukkede deres tørst med vand fra en klippe.

Du bød dem gå hen og indtage landet,

det land, du havde lovet dem.

16Men vores forfædre blev hovmodige,

hørte ikke på dine bud.

De adlød ikke dine befalinger,

17men fortsatte i deres ulydighed.

De glemte alle de undere,

som du gjorde engang.

De nægtede stædigt at ydmyge sig,

ville hellere tilbage til Egyptens slaveri!

Men du, oh Gud, er barmhjertig og god.

Du vredes nødigt, men tilgiver gerne.

Stor er din nåde og trofasthed,

du lod dem ikke i stikken.

18De støbte en tyrekalv af guld og råbte:

‚Her er den gud, som førte os ud af Egypten!’

De hånede dig op i dit åbne ansigt,

19men du viste dem alligevel nåde.

Du prisgav dem ikke i ørkenen!

Skysøjlen ledte dem fremad om dagen,

ildsøjlen viste dem vej om natten.

20Du vejledte dem ved din gode Ånd,

gav dem manna at spise

og vand til at slukke deres tørst.

21Du sørgede for dem i 40 år,

de manglede intet i ørkenen.

Deres klæder blev ikke slidt op,

deres fødder blev ikke ømme!

22Du gav dem sejr over mægtige folkeslag,

hjalp dem indtage landet stykke for stykke.

De erobrede kong Sihon af Heshbons land

og siden kong Og af Bashans rige.

23Du gjorde dem talrige som himlens stjerner.

Du førte dem ind i det dejlige land,

som du havde lovet deres forfædre,

at de skulle få i arv og eje.

24Deres børn kom og indtog landet.

Du overgav kana’anæerne til dem,

så de kunne gøre, hvad de ville,

med både konger og folkeslag.

25De indtog befæstede byer,

overtog fornemme huse med store vandreservoirer.

De overtog frugtbare jordlodder og vingårde,

olivenlunde og frugtplantager.

De spiste sig mætte og fede

og glædede sig over dine gaver.

26Men de gjorde oprør imod dig,

var ulydige og tilsidesatte din lov.

De myrdede dine profeter,

som formanede dem til omvendelse.

De hånede dig op i dit åbne ansigt.

27Da udleverede du dem til fjenderne,

og de kom i stor nød og ulykke.

I deres lidelser råbte de til dig,

og du hørte deres råb i din Himmel.

I din nåde sendte du dem ledere,

som frelste dem fra deres fjender.

28Men så snart der igen var fred,

gjorde de atter oprør imod dig.

Du gav dem påny i fjendevold,

så de igen måtte råbe til dig om hjælp.

Du hørte deres bøn i himlen

og reddede dem gang på gang.

29Du formanede dem til at følge din love,

men de ville ikke høre på dine bud.

De overtrådte de befalinger,

som netop skulle holde dem i live.

De var stædige og stivnakkede,

de nægtede at adlyde dig.

30I mange år bar du over med dem.

Du advarede dem ved din Ånd

gennem dine profeters ord.

Men de vendte det døve øre til,

og fremmede folk besejrede dem.

31Men på grund af din trofasthed,

udryddede du dem aldrig helt.

I din nåde svigtede du dem aldrig,

for du er en barmhjertig Gud.

32Og nu, Herre, vor Gud,

du store, mægtige, frygtindgydende,

du, som holder fast ved din pagt og nåde,

du ved, hvilke lidelser der har ramt os:

vores konger, fyrster og præster,

profeter, forfædre og hele vores folk,

siden assyrerkongerne indtog vores land.

33Hver gang du straffede os, var det retfærdigt.

Du havde ret, og vi havde uret.

34Vores konger adlød ikke dine love,

vores fyrster, præster og forfædre

lyttede ikke til dine gentagne advarsler.

35Du gav dem deres eget land,

du viste dem godhed gang på gang.

De nød godt af et stort og frugtbart land,

men vendte sig ikke fra deres ondskab.

36Derfor sidder vi som slaver i vores eget land,

det dejlige land, du gav vores forfædre

for at de skulle nyde dets goder.

37Landets rigdom går nu til de konger,

du har sat over os på grund af vores synd.

De har hånds- og halsret over os.

Vi er i stor nød!