Jueces 5 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Jueces 5:1-31

La canción de Débora

1Aquel día Débora y Barac, hijo de Abinoán, entonaron este canto:

2«Cuando los príncipes de Israel toman el mando,

cuando el pueblo se ofrece voluntariamente,

¡bendito sea el Señor!

3»¡Oigan, reyes! ¡Escuchen, gobernantes!

Yo cantaré, cantaré al Señor;

tocaré música al Señor, el Dios de Israel.

4»Oh Señor, cuando saliste de Seír,

cuando marchaste desde los campos de Edom,

tembló la tierra, fluyeron los cielos,

las nubes derramaron agua.

5Temblaron las montañas al ver al Señor, el Dios del Sinaí;

al ver al Señor, el Dios de Israel.

6»En los días de Samgar, hijo de Anat,

en los días de Jael, los viajeros abandonaron los caminos

y se fueron por sendas torcidas.

7Los campesinos de Israel desaparecieron;

desaparecieron hasta que yo me levanté.

¡Yo, Débora, me levanté como una madre en Israel!

8Dios eligió nuevos líderes,

cuando la guerra llegó a las puertas de la ciudad,

pero no se veía ni un escudo ni una lanza

entre cuarenta mil hombres de Israel.

9Mi corazón está con los príncipes de Israel,

con los voluntarios del pueblo.

¡Bendito sea el Señor!

10»Ustedes, los que montan asnas blancas

y se sientan sobre tapices,

y ustedes, los que andan por el camino,

consideren 11la voz de los que cantan en los abrevaderos,

donde relatan los actos de justicia del Señor,

los actos de justicia para con sus campesinos en Israel.

»Entonces el pueblo del Señor

descendió a las puertas de la ciudad.

12¡Despierta, despierta, Débora!

¡Despierta, despierta, y entona una canción!

¡Levántate, Barac!

Lleva cautivos a tus prisioneros, hijo de Abinoán.

13»Los sobrevivientes descendieron con los nobles;

el pueblo del Señor vino a mí con los valientes.

14Algunos venían de Efraín, cuyas raíces estaban en Amalec;

Benjamín estaba con el pueblo que te seguía.

Desde Maquir bajaron capitanes;

desde Zabulón, los que llevan el bastón de mando.

15Con Débora estaban los príncipes de Isacar;

Isacar estaba con Barac,

y tras él se lanzó hasta el valle.

En los distritos de Rubén

hay grandes resoluciones.

16¿Por qué permaneciste entre los corrales

escuchando los silbidos para llamar a los rebaños?

En los distritos de Rubén

hay grandes titubeos.

17Galaad habitó más allá del Jordán.

Y Dan, ¿por qué se quedó junto a los barcos?

Aser se quedó en la costa del mar;

permaneció en sus ensenadas.

18El pueblo de Zabulón arriesgó la vida,

como hizo Neftalí en las alturas del campo.

19»Los reyes llegaron y pelearon;

entonces los reyes de Canaán lucharon en Tanac,

junto a las aguas de Meguido,

pero no se llevaron botín de plata.

20Desde los cielos lucharon las estrellas,

desde sus senderos lucharon contra Sísara.

21El torrente Quisón los arrastró;

el torrente antiguo, el torrente Quisón.

¡Marcha, alma mía, con vigor!

22Resonaron entonces los cascos equinos;

¡galopan, galopan sus briosos corceles!

23“Maldice a Meroz —dijo el ángel del Señor—.

Maldice a sus habitantes con dureza,

porque no vinieron en ayuda del Señor,

en ayuda del Señor y de sus valientes”.

24»¡Sea Jael, esposa de Héber el quenita,

la más bendita entre las mujeres,

la más bendita entre las mujeres que habitan en tiendas de campaña!

25Sísara pidió agua, Jael le dio leche;

en taza de nobles le ofreció natas.

26Su mano izquierda tomó la estaca;

su mano derecha, el mazo de trabajo.

Golpeó a Sísara, le machacó la cabeza

y lo remató atravesándole las sienes.

27A los pies de ella se desplomó;

allí cayó y quedó tendido.

Cayó desplomado a sus pies;

allí donde cayó, quedó muerto.

28»Por la ventana se asoma la madre de Sísara;

tras la celosía clama a gritos:

“¿Por qué se demora su carro en venir?

¿Por qué se atrasa el estruendo de sus carros?”.

29Las más sabias de sus damas le responden,

y ella se repite a sí misma:

30“Seguramente se están repartiendo el botín arrebatado al enemigo:

una muchacha o dos para cada guerrero;

telas de colores como botín para Sísara;

una tela, dos telas, de colores bordadas para mi cuello.

¡Todo esto como botín!”.

31»¡Así perezcan todos tus enemigos, oh Señor!

Pero los que te aman sean como el sol

cuando sale en todo su esplendor».

Entonces el país tuvo paz durante cuarenta años.

Bibelen på hverdagsdansk

Dommerbogen 5:1-31

Deboras sejrssang

1Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:

2Når Israels ledere fører an,

når folket villigt følger med,

da skal I prise Herren.

3Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!

Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.

4Herre, da du førte dit folk op fra Seir,

da du ledte os fra Edoms land,

da skælvede og rystede jorden,

himlen kunne ikke holde tæt,

skyerne rystede regnen af sig.

5Bjergene bævede for Herren,

Sinai skælvede for Israels Gud.

6Men på Shamgars tid gemte man sig,

på Jaels tid lå vejene øde,

folk sneg sig af sted ad de afsides stier.

7Bønderne holdt sig bag storbyens mure,

landsbyidyl var en saga blot,

indtil jeg, Debora, stod frem

og blev som en mor for Israel.

8Da Israel valgte sig nye guder,

blev der ufred og kaos overalt.

Der var fyrre tusind krigere i Israel,

men hvor så man et skjold eller spyd?

9Mit hjerte banker for Israels ledere

og for folket, der frivilligt fulgte dem.

Pris Herren for dem!

10I, som rider på glinsende æsler,

I, som sidder på fornemme sadeltæpper,

I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!

11Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.

De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.

Herrens folk kom i flok,

i byporten råbte de:

12„Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!

Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”

13Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.

Herrens folk kom til mig og krigerne.

14De kom fra Efraims land,

som engang tilhørte Amalek.

Nogle kom helt fra Benjamins land.

Fra Makir kom mægtige krigere,

fra Zebulon stærke ledere,

15Issakars hærførere sluttede op om Debora,

de løb med Barak ned ad bjerget.

Rubens klaner var ubeslutsomme:

16Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?

Var det for at høre hyrderne fløjte?

Rubens klaner var for ubeslutsomme.

17Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.

Hvorfor blev Dan ved sine skibe?

Asher sad stille ved havets vande,

han blev i sin sikre havn.

18Men Zebulon satte livet på spil,

Naftali sloges på slagmarken.

19Kana’ans konger kom til Ta’anak,

de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.

Men sejren gled dem af hænde,

krigsbytte fik de intet af.

20Himlens kræfter kæmpede for os,

tordnede og lynede mod Siseras hær.

21Kishons vand svulmede med stormflods styrke,

den gamle bæk fejede fjenden væk.

Fat mod, min sjæl,

løb frem med styrke.

22Da hamrede hingstenes hove,

i galop fór de frem.

23„Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”5,23 Mere ordret: „I skal forbande Merotz” (betyder måske tilflugtssted). Enten er Merotz et ukendt stednavn eller en beskrivelse af dem, der ville redde sig selv frem for at være med i kampen.

sagde Herrens engel.

„De kom ikke Herren til hjælp

imod hans vældige fjender.”

24Velsignet blandt kvinder er Jael,

kenitten Hebers kone.

Hun er den mest velsignede

af alle kvinder, der bor i telte.

25Sisera bad om vand,

men Jael gav ham mælk,

tykmælk i en fornem skål.

26Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,

en hammer i højre.

Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,

hun gennemborede hans hoved.

27Han lå død mellem benene på hende.

En fældet fjende—stendød.

28Siseras mor venter ved vinduet,

hun spejder gennem gitteret:

„Hvorfor kommer han dog ikke?

Hvornår hører vi hestenes hove?”

29En hofdame giver hende et svar,

det samme, hun selv har tænkt:

30„Krigsbyttet skal nok deles,

en pige eller to til hver kriger,

prægtige klæder til Sisera

og smukt broderet tøj til hans mor.”

31Herre, må alle din fjender

gå til grunde som Sisera,

men må de, som elsker dig,

stråle som den opgående sol.

Derefter var der fred i landet i 40 år.