La olla hirviente
1El día diez del mes décimo del año noveno, el Señor me dirigió la palabra: 2«Hijo de hombre, anota la fecha de hoy, de este mismo día, porque el rey de Babilonia ha atacado a Jerusalén. 3Cuéntale una parábola a este pueblo rebelde, y adviértele que así dice el Señor y Dios:
»“Coloca la olla sobre el fuego
y échale agua.
4Agrégale pedazos de carne,
los mejores trozos de pierna y de lomo.
Llénala con lo mejor de los huesos,
5con lo mejor del rebaño.
Amontona leña debajo de la olla,
para que hierva bien el agua
y se cuezan bien los huesos.
6Porque el Señor y Dios dice:
»”¡Ay de la ciudad sanguinaria!
¡Ay de esa olla oxidada,
cuyo óxido no se puede quitar!
Saca uno a uno los trozos de carne,
tal como vayan saliendo.24:6 tal como vayan saliendo. Lit. sin echar suertes sobre ella.
7»”La ciudad está empapada en su sangre,
pues ella la derramó sobre la roca desnuda;
no la derramó por el suelo,
donde el polvo la podía cubrir.
8Sobre la roca desnuda he vertido su sangre,
para que no quede cubierta.
Así haré que se encienda mi ira
y daré lugar a mi venganza.
9Porque así dice el Señor y Dios:
»”¡Ay de la ciudad sanguinaria!
Yo también amontonaré la leña.
10¡Vamos, apilen la leña
y enciendan el fuego!
¡Cocinen la carne y preparen las especias,
y que se quemen bien los huesos!
11¡Pongan la olla vacía sobre las brasas,
hasta que el bronce esté al rojo vivo!
¡Que se fundan en ella sus impurezas
y se consuma su herrumbre!
12Pero ella frustró todos los esfuerzos;
está tan oxidada que ni el fuego la puede purificar.24:12 Pero … purificar. Texto de difícil traducción.
13»”Jerusalén, yo he querido purificarte de tu infame lujuria, pero no has dejado que te purifique. Por eso, no quedarás limpia hasta que se apacigüe mi ira contra ti.
14»”Yo, el Señor, lo he dicho y lo cumpliré. Yo mismo actuaré y no me voy a retractar. No tendré compasión ni cambiaré de parecer. Te juzgaré conforme a tu conducta y a tus acciones, afirma el Señor y Dios”».
Muerte de la esposa de Ezequiel
15La palabra del Señor vino a mí y me dijo: 16«Hijo de hombre, voy a quitarte de golpe el deleite de tus ojos. Pero no llores ni hagas lamentos, ni dejes tampoco que te corran las lágrimas. 17Gime en silencio y no hagas duelo por los muertos. Átate el turbante, cálzate los pies y no te cubras la barba ni comas el pan de duelo».
18Por la mañana hablé al pueblo y por la tarde murió mi esposa. A la mañana siguiente, hice lo que se me había ordenado.
19La gente del pueblo me preguntó: «¿No nos vas a explicar qué significado tiene para nosotros lo que estás haciendo?».
20Yo les contesté: «El Señor me dirigió la palabra y me ordenó 21advertirle al pueblo de Israel que así dice el Señor y Dios: “Voy a profanar mi santuario, orgullo de su fortaleza, el Templo que les deleita la vista y en el que depositan su afecto. Los hijos y las hijas que ustedes dejaron morirán a filo de espada, 22y ustedes harán lo mismo que yo: no se cubrirán la barba ni comerán el pan de duelo. 23Llevarán el turbante sobre la cabeza y se calzarán los pies. No llorarán ni harán lamentos, sino que se consumirán a causa de sus pecados y gemirán unos con otros. 24Ezequiel les servirá de señal y ustedes harán lo mismo que él hizo. Cuando esto suceda, sabrán que yo soy el Señor y Dios”.
25»Y tú, hijo de hombre, el día en que yo les quite su fortaleza, su alegría y su gozo, la delicia de sus ojos, el deseo de su corazón y a sus hijos e hijas, 26vendrá un fugitivo a comunicarte la noticia. 27Ese mismo día se te soltará la lengua y no callarás más. Entonces podrás hablar con el fugitivo; servirás de señal para ellos y sabrán que yo soy el Señor».
Lignelsen om den anløbne kobbergryde
1På den tiende dag i den tiende måned i det niende24,1 Jf. 2.Kong. 25,1. år af vores eksil sagde Herren til mig:
2„Du menneske, skriv denne dato ned, for i dag begynder Babylons konge belejringen af Jerusalem. 3Fortæl så mit oprørske folk Israel den her lignelse: Hør, hvad Herren siger: Sæt en gryde over ilden og hæld vand i den. 4-5Læg så kødstykkerne i: bov, nakke og gode ben, alt det bedste af dyret. Læg godt med brænde under og lad det koge, til det hele er mørt.24,4-5 Den rustne jerngryde over ilden er Jerusalem under belejring, plettet af blod, og kødet er byens befolkning.
6Gud Herren siger nemlig: Byen, som er fuld af mordere, får nu sin straf. Den er som en anløben kobbergryde. Tag kødet op af gryden, stykke for stykke uden at gøre forskel. 7Byen er fuld af mordere, og de myrdedes blod blev ikke opslugt af jorden, men ligger synligt på en klippe. 8Det ligger stadig utildækket som en anklage imod byen, og det vækker min vrede, det råber til mig om hævn.
9Derfor siger Herren: Byen, som er fuld af mordere, får nu sin straf. Jeg vil selv samle en stor bunke brænde til bålet. 10Kom med brændet og sæt ild til bålet. Sørg for at koge kødet mørt. Tøm så gryden og brænd benene på bålet. 11Sæt derefter den tomme gryde tilbage på gløderne, så kobberet bliver gloende hedt og grydens urenheder smeltes væk. 12Jeg blev træt af at forsøge at skrabe gryden ren, for det hjalp jo ikke, og derfor var jeg nødt til at sætte gryden på ilden. 13Byens umoral gjorde den uren. Jeg forsøgte at rense jer, men I blev ikke rene. I bliver ikke rensede, før I har været i min voldsomme vredes ild. 14Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt. Jeg fortryder ikke min dom, og standser ikke min straf. I skal få, hvad I har fortjent for jeres handlinger, siger Herren!”
Ezekiels kone dør som billede på templets ødelæggelse
15Derpå sagde Herren til mig: 16„Du menneske, i dag tager jeg din elskede kone fra dig ved en brat død. Men du må ikke holde dødsklage eller græde, 17men må nøjes med at sukke i stilhed. Tag som sædvanlig din turban og dine sandaler på. Du må ikke vise din sorg ved at tildække dit skæg eller spise den mad, dine naboer og venner bringer dig som trøst.”
18Tidligt om morgenen havde jeg givet mit budskab til folket, og allerede samme aften døde min kone. Den følgende morgen gjorde jeg, som Herren havde givet mig besked på.
19Da spurgte folk: „Hvad i alverden skal det betyde? Hvad er det, du prøver at fortælle os?”
20-21Jeg svarede: „Herren sagde til mig, at jeg skulle sige til Israels folk: Jeg vil ødelægge mit elskede tempel, som I beundrer og er så stolte af og længes efter at se igen. Jeres sønner og døtre, som I efterlod i Jerusalem, vil falde i krigen. 22Når I modtager nyheden, skal I gøre, som Ezekiel gør nu. I må ikke tildække jeres skæg eller spise den mad, som andre vil trøste jer med. 23I skal gå med turban og sandaler, som I plejer, og I må ikke græde og klage. I må nøjes med at sukke i stilhed over alle jeres synder. 24Lad Ezekiels opførsel være et forvarsel, siger Herren. I kommer til at gøre som ham, når det sker, og så vil I indse, at jeg er Herren.”
25Herren fortsatte: „Du menneske, jeg tager deres prægtige tempel fra dem, deres stolthed og glæde, som de beundrede så højt og længtes efter at se igen. Jeg tager også deres sønner og døtre fra dem. 26Når det sker, kommer der en flygtning fra Jerusalem til Babylon og fortæller dig om det. 27Da får du igen mund og mæle, så du kan tale. Du skal altså være et forvarsel om det, der skal overgå folket, så de kan indse, at jeg er Herren.”
