Ester 9 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Ester 9:1-32

Triunfo de los judíos

1El edicto y la orden del rey debían ejecutarse el día trece del mes doce, que es el mes de adar. Los enemigos de los judíos esperaban dominarlos ese día; pero ahora se habían invertido los papeles y los judíos dominaban a quienes los odiaban. 2En todas las provincias del rey Asuero, los judíos se reunieron en sus respectivas ciudades para atacar a los que procuraban su ruina. Nadie podía combatirlos, porque el miedo a ellos se había apoderado de todos. 3Los nobles de las provincias, los sátrapas, los gobernadores y los administradores del rey apoyaban a los judíos, porque el miedo a Mardoqueo se había apoderado de todos ellos. 4Mardoqueo se había convertido en un personaje distinguido dentro del palacio real. Su fama se extendía por todas las provincias y cada vez se hacía más poderoso.

5Los judíos mataron a filo de espada a todos sus enemigos. Los mataron, aniquilaron e hicieron lo que quisieron con quienes los odiaban. 6En la ciudad de Susa mataron y aniquilaron a quinientos hombres. 7También mataron a Parsandata, Dalfón, Aspata, 8Porata, Adalías, Aridata, 9Parmasta, Arisay, Ariday y Vaizata, 10que eran los diez hijos de Amán, hijo de Hamedata, el enemigo de los judíos. Pero no se apoderaron de sus bienes.

11Ese mismo día, al enterarse el rey del número de muertos en la ciudad de Susa, 12dijo a la reina Ester:

—Si los judíos han matado y aniquilado a quinientos hombres y a los diez hijos de Amán en la ciudad de Susa, ¡qué no habrán hecho en el resto de las provincias del reino! Dime cuál es tu deseo y se te concederá. ¿Qué otra petición tienes? ¡Se cumplirá tu deseo!

13—Si a Su Majestad le parece bien —respondió Ester—, concédales permiso a los judíos de Susa para prorrogar hasta mañana el edicto de este día y permita que sean colgados en la horca los diez hijos de Amán.

14El rey ordenó que se hiciera así. Se emitió un edicto en Susa y los diez hijos de Amán fueron colgados. 15Los judíos de Susa se reunieron también el día catorce del mes de adar y mataron allí a trescientos hombres, pero no se apoderaron de sus bienes.

16Mientras tanto, los judíos restantes que estaban en las provincias del rey también se reunieron para defenderse y librarse de sus enemigos. Mataron a setenta y cinco mil de quienes los odiaban, pero tampoco se apoderaron de sus bienes. 17Esto sucedió el día trece del mes de adar. El día catorce descansaron, y lo celebraron con un alegre banquete.

Celebración del Purim

18En cambio, los judíos de Susa que se habían reunido el trece y el catorce descansaron el día quince y lo celebraron con un alegre banquete.

19Por eso los judíos de las zonas rurales —los que viven en las aldeas—, celebran el catorce del mes de adar como día de alegría y banquete, y se hacen regalos unos a otros.

20Mardoqueo registró estos acontecimientos y envió cartas a todos los judíos de todas las provincias lejanas y cercanas del rey Asuero, 21exigiéndoles que celebraran cada año los días catorce y quince del mes de adar 22como el tiempo en que los judíos se libraron de sus enemigos, y como el mes en que su aflicción se convirtió en alegría, y su dolor en día de fiesta. Por eso debían celebrarlos como días de banquete y de alegría, compartiendo los alimentos los unos con los otros y dándoles regalos a los pobres.

23Así los judíos acordaron convertir en costumbre lo que habían comenzado a festejar, cumpliendo lo que Mardoqueo les había ordenado por escrito. 24Porque Amán, hijo de Hamedata, el agagueo, el enemigo de todos los judíos, había maquinado aniquilar a los judíos y había echado el pur —es decir, la suerte—, para confundirlos y aniquilarlos. 25Pero cuando Ester se presentó ante el rey, este ordenó por escrito que el malvado plan maquinado por Amán contra los judíos debía recaer sobre su propia cabeza, y que él y sus hijos fueran colgados en la horca. 26Por tal razón, a estos días se los llamó Purim, de la palabra pur. Conforme a todo lo escrito en esta carta, y debido a lo que habían visto y a lo que les había sucedido, 27los judíos establecieron para ellos y sus descendientes, y para todos los que se les unieran, la costumbre de celebrar sin falta estos dos días cada año, según la manera prescrita y en la fecha fijada. 28Toda familia, y cada provincia y ciudad, debía recordar y celebrar estos días en cada generación. Y estos días de Purim no debían dejar de festejarse entre los judíos, ni debía morir su recuerdo entre sus descendientes.

29La reina Ester, hija de Abijaíl, junto con Mardoqueo el judío, escribieron con plena autoridad para confirmar esta segunda carta con respecto a los días de Purim. 30Él envió decretos a todos los judíos de las ciento veintisiete provincias del reino de Asuero —con palabras de buena voluntad y seguridad— 31para establecer los días de Purim en las fechas fijadas, según lo decretado por Mardoqueo, el judío, y la reina Ester, y como lo habían establecido para sí mismos y para sus descendientes, con algunas cláusulas sobre ayunos y lamentos. 32El decreto de Ester confirmó estas normas con respecto a Purim y quedó registrado por escrito.

Bibelen på hverdagsdansk

Esters Bog 9:1-32

Jødernes triumf over deres fjender

1Den 13. dag i den 12. måned kom, dagen, som jødernes fjender havde set frem til, hvor Hamans lov om jødemassakren trådte i kraft. Men det gik ikke som fjenderne havde håbet, tværtimod. 2Jøderne i de forskellige byer sluttede sig sammen i en forenet front for at gå til modangreb på deres fjender. Alle var fyldt med ærefrygt for jøderne, og ingen kunne holde stand imod dem. 3Provinsernes guvernører og ledende mænd støttede også jøderne, for de var fulde af ærefrygt for Mordokaj. 4Mordokaj var nemlig en højt respekteret mand i kongens palads, og hans magt og indflydelse var kendt i alle rigets provinser.

5Således sejrede jøderne over deres fjender. De slog mange ihjel og gjorde ellers med dem, hvad de ville. 6I Susa alene dræbte jøderne 500 af deres fjender. 7-10Desuden dræbte de Hamans ti sønner: Parshandata, Dalfon, Aspata, Porata, Adalja, Aridata, Parmashta, Arisaj, Aridaj og Vajzata. Men de tog ikke deres fjenders ejendele.

11Samme dags aften, da kongen hørte om alle de dræbte i Susa, 12sendte han bud efter dronning Ester. „I Susa alene har jøderne slået 500 mennesker ihjel,” sagde han. „Også Hamans ti sønner er dræbt. Hvis det er gået så voldsomt til her i byen, kan jeg levende forestille mig, hvordan det må være gået ude omkring i provinserne. Men sig mig, Ester, hvad ønsker du mere? Jeg vil give dig, hvad som helst du beder om!”

13„Hvis det behager kongen,” svarede Ester, „vil jeg bede om, at jøderne her i Susa får tilladelse til at handle på samme måde i morgen, og at ligene af Hamans ti sønner bliver hængt op på pæle.”

14-15Det gik kongen med til. Ligene af Hamans ti sønner blev hængt op på pæle, og det blev bekendtgjort i Susa, at jøderne havde tilladelse til at fortsætte udryddelsen af deres fjender den næste dag. På den dag slog jøderne 300 mere ihjel, dog stadig uden at tage deres ejendele.

16-17Ude omkring i provinserne havde jøderne på den 13. dag i den 12. måned dræbt 75.000 fjender, men de tog ikke deres ejendele. Dagen derpå hvilede alle jøder ude i provinserne for at fejre deres triumf med fest og dans. 18Men jøderne i Susa fortsatte som nævnt den næste dag og hvilede først den 15. dag i den 12. måned, hvor de fejrede sejren med fest og dans. 19Det er grunden til, at jøderne i de små byer i provinsen i Israel den dag i dag fejrer den 14. dag i den 12. måned som en glædesdag, hvor de giver hinanden gaver.

Purimfesten

20Mordokaj sørgede for at skrive disse begivenheder ned, hvorefter han sendte et brev ud til alle jøder i rigets provinser—nær og fjern. 21I brevet opfordrede han dem til hvert år at fejre den 14. og 15. dag i den 12. måned. 22Det skulle være dage med fest og glæde til minde om dengang, jøderne fik fred for deres fjender, og deres fortvivlelse blev vendt til glæde. De skulle sende madvarer til hinanden og give gaver til de fattige.

23Jøderne tog Mordokajs forslag til sig og gjorde denne glædesfest til en fast tradition. 24Hvert år mindedes de hvordan Haman, alle jøders fjende, havde planlagt at få dem udryddet og fastsat dagen for massakren ved at kaste lod, 25og hvordan kongen, da han blev klar over det, havde udstedt en skriftlig befaling, som forpurrede Hamans onde planer og ladet ham selv og hans sønner dræbe og hænge op på pæle. 26På grund af alt det, der skete, og på grund af Mordokajs brev, har jøderne hvert år siden fejret denne fest som kaldes purimfesten efter det persiske ord pur, der betyder lod. 27-28Alle jøder i hele riget lovede højtideligt at videreføre traditionen til deres børn og de følgende generationer af jøder. De lovede, at de fremover hvert år ville fejre denne fest på de to fastsatte dage og på den måde, det var beskrevet i brevet. Alle jødiske familier ud over hele det persiske rige skulle fejre dagene hvert år, så mindet om det, der skete, aldrig skulle gå i glemmebogen blandt det jødiske folk.

29-31Endvidere skrev dronning Ester med hjælp fra Mordokaj endnu et brev, som Mordokaj sørgede for blev sendt ud til alle jøder i rigets 127 provinser. I det brev blev jøderne opfordret til at gøre faste og fortvivlelse til en del af de traditioner, der hørte med til purimfesten.9,29-31 Der stod åbenbart ikke i brevet, hvornår der skulle fastes, men det var formodentlig som indledning på den første dag, hvorefter festen begyndte ved aftenstid. 32Esters skrivelse bekræftede således retningslinierne for festen, som derefter blev skrevet ned og gjort til lov.