1 Corintios 14 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

1 Corintios 14:1-40

El don de lenguas y el de profecía

1Esfuércense en seguir el amor y ambicionen los dones espirituales, sobre todo el de profecía. 2Porque el que habla en lenguas no habla a los demás, sino a Dios. En realidad, nadie entiende lo que dice, pues habla misterios por el Espíritu.14:2 por el Espíritu. Alt. en su espíritu. 3En cambio, el que profetiza habla a los demás para edificarlos, animarlos y consolarlos. 4El que habla en lenguas se edifica a sí mismo; en cambio, el que profetiza edifica a la iglesia. 5Yo quisiera que todos ustedes hablaran en lenguas, pero mucho más que profetizaran. El que profetiza aventaja al que habla en lenguas, a menos que este también interprete, para que la iglesia reciba edificación.

6Hermanos, si ahora fuera a visitarlos y hablara en lenguas, ¿de qué serviría a menos que presentara alguna revelación, conocimiento, profecía o enseñanza? 7Aun en el caso de los instrumentos musicales, tales como la flauta o el arpa, ¿cómo se reconocerá lo que tocan si no dan distintamente sus sonidos? 8Y si la trompeta no da un toque claro, ¿quién se va a preparar para la batalla? 9Así sucede con ustedes. A menos que su lengua pronuncie palabras comprensibles, ¿cómo se sabrá lo que dicen? Será como si hablaran al aire. 10¡Quién sabe cuántos idiomas hay en el mundo! Además, ninguno carece de sentido. 11Pero si no capto el sentido de lo que alguien dice, seré como un extranjero para el que me habla y él lo será para mí. 12Por eso ustedes, que desean dones espirituales, procuren que estos abunden para la edificación de la iglesia.

13Por esta razón, el que habla en lenguas pida en oración el don de interpretar lo que diga. 14Porque, si yo oro en lenguas, mi espíritu ora, pero mi entendimiento no se beneficia en nada. 15¿Qué debo hacer entonces? Pues orar con el espíritu, pero también con el entendimiento; cantar con el espíritu, pero también con el entendimiento. 16De otra manera, si alabas a Dios con el espíritu, ¿cómo puede quien no es instruido14:16 quien no es instruido. Lit. el que ocupa el lugar del indocto. decir «amén» a tu acción de gracias, puesto que no entiende lo que dices? 17En ese caso tu acción de gracias es admirable, pero no edifica al otro.

18Doy gracias a Dios porque hablo en lenguas más que todos ustedes. 19Sin embargo, en la iglesia prefiero emplear cinco palabras comprensibles y que me sirvan para instruir a los demás que diez mil palabras en lenguas.

20Hermanos, no sean niños en su modo de pensar. Sean niños en cuanto a la malicia, pero adultos en su modo de pensar. 21En la Ley está escrito:

«Por medio de gente de labios extranjeros

y lenguas extrañas

hablaré a este pueblo,

pero ni aun así me escucharán»,14:21 Is 28:11,12.

dice el Señor.

22De modo que el hablar en lenguas es una señal no para los creyentes, sino para los incrédulos; en cambio, la profecía no es señal para los incrédulos, sino para los creyentes. 23Así que, si toda la iglesia se reúne y todos hablan en lenguas, y entran algunos que no entienden o no creen, ¿no dirán que ustedes están locos? 24Pero si uno que no cree o uno que no entiende entra cuando todos están profetizando, se sentirá reprendido y juzgado por todos, 25y los secretos de su corazón quedarán al descubierto. Así que se postrará ante Dios y lo adorará, exclamando: «¡Realmente Dios está entre ustedes!».

Orden en los cultos

26¿Qué concluimos, hermanos? Que, cuando se reúnan, cada uno puede tener un salmo, una enseñanza, una revelación, un mensaje en lenguas o una interpretación. Todo esto debe hacerse para la edificación de la iglesia. 27Si se habla en lenguas, que hablen dos —o cuando mucho tres—, cada uno por turno y que alguien interprete. 28Si no hay intérprete, que guarden silencio en la iglesia y cada uno hable para sí mismo y para Dios.

29En cuanto a los profetas, que hablen dos o tres y que los demás examinen con cuidado lo dicho. 30Si alguien que está sentado recibe una revelación, el que esté hablando ceda la palabra. 31Así todos pueden profetizar por turno, para que todos reciban instrucción y aliento. 32El don de profecía está14:32 El don … está. Lit. Los espíritus de los profetas están. bajo el control de los profetas, 33porque Dios no es un Dios de desorden, sino de paz.

Como es costumbre en las congregaciones de los creyentes, 34guarden las mujeres silencio en la iglesia, pues no les está permitido hablar. Que estén sumisas, como lo establece la Ley. 35Si quieren saber algo, que se lo pregunten en casa a sus esposos; porque no está bien visto que una mujer hable en la iglesia.

36¿Acaso la palabra de Dios procedió de ustedes? ¿O son ustedes los únicos que la han recibido? 37Si alguno se cree profeta o espiritual, reconozca que esto que escribo es mandato del Señor. 38Si no lo reconoce, tampoco él será reconocido.14:38 tampoco … reconocido. Var. que no lo reconozca.

39Así que, hermanos míos, ambicionen el don de profetizar y no prohíban que se hable en lenguas. 40Pero todo debe hacerse de una manera apropiada y con orden.

Bibelen på hverdagsdansk

1. Korinterbrev 14:1-40

Vejledning i brugen af tungetale og profeti

1Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. 2De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. 3Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. 4De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.

5Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger—medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.

6Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? 7Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? 8Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? 9På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.

10Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. 11Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. 12Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. 13Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.

14Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. 15Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. 16Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. 17Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. 18Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, 19men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.

20Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker. 21Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.”14,21 Frit citeret efter Es. 28,11-12. 22En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.

23Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden? 24Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle. 25Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”

Vejledning om mødeledelse

26Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.

27Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang—og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. 28Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.

29Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. 30Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. 31I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. 32De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. 33Gud ønsker ikke forvirring, men fred.

Som det er skik i alle de andre kristne menigheder, 34skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger. 35Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet. 36Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?

Konklusion

37Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. 38Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.

39Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. 40Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.