Levítico 13 – NVI-PT & BPH

Nova Versão Internacional

Levítico 13:1-59

Leis acerca da Lepra

1Disse o Senhor a Moisés e a Arão: 2“Quando alguém tiver um inchaço, uma erupção ou uma mancha brilhante na pele que possa ser sinal de lepra13.2 O termo hebraico não se refere somente à lepra, mas também a diversas doenças da pele; também no restante do capítulo., será levado ao sacerdote Arão ou a um dos seus filhos13.2 Ou descendentes que seja sacerdote. 3Este examinará a parte afetada da pele, e, se naquela parte o pelo tiver se tornado branco e o lugar parecer mais profundo do que a pele, é sinal de lepra. Depois de examiná-lo, o sacerdote o declarará impuro. 4Se a mancha na pele for branca, mas não parecer mais profunda do que a pele e sobre ela o pelo não tiver se tornado branco, o sacerdote o porá em isolamento por sete dias. 5No sétimo dia o sacerdote o examinará e, se verificar que a parte afetada não se alterou nem se espalhou pela pele, o manterá em isolamento por mais sete dias. 6Ao sétimo dia o sacerdote o examinará de novo e, se a parte afetada diminuiu e não se espalhou pela pele, o sacerdote o declarará puro; é apenas uma erupção. Então ele lavará as suas roupas, e estará puro. 7Mas, se depois que se apresentou ao sacerdote para ser declarado puro a erupção se espalhar pela pele, ele terá que se apresentar novamente ao sacerdote. 8O sacerdote o examinará e, se a erupção tiver se espalhado pela pele, ele o declarará impuro; trata-se de lepra.

9“Quando alguém apresentar sinal de lepra, será levado ao sacerdote. 10Este o examinará e, se houver inchaço branco na pele, o qual tenha tornado branco o pelo, e se houver carne viva no inchaço, 11é lepra crônica na pele, e o sacerdote o declarará impuro. Não o porá em isolamento, porquanto já está impuro.

12“Se a doença se alastrar e cobrir toda a pele da pessoa infectada, da cabeça aos pés, até onde é possível ao sacerdote verificar, 13este a examinará e, se observar que a lepra cobriu todo o corpo, ele a declarará pura. Visto que tudo tenha ficado branco, ela está pura. 14Mas, quando nela aparecer carne viva, ficará impura. 15Quando o sacerdote vir a carne viva, ele a declarará impura. A carne viva é impura; trata-se de lepra. 16Se a carne viva retroceder e a pele se tornar branca, a pessoa voltará ao sacerdote. 17Este a examinará e, se a parte afetada tiver se tornado branca, o sacerdote declarará pura a pessoa infectada, a qual então estará pura.

18“Quando alguém tiver uma ferida purulenta em sua pele e ela sarar 19e no lugar da ferida aparecer um inchaço branco ou uma mancha avermelhada, ele se apresentará ao sacerdote. 20Este examinará o local e, se parecer mais profundo do que a pele e o pelo ali tiver se tornado branco, o sacerdote o declarará impuro. É sinal de lepra que se alastrou onde estava a ferida. 21Mas, se quando o sacerdote o examinar não houver nenhum pelo branco e o lugar não estiver mais profundo do que a pele e tiver diminuído, então o sacerdote o porá em isolamento por sete dias. 22Se de fato estiver se espalhando pela pele, o sacerdote o declarará impuro; é sinal de lepra. 23Mas, se a mancha não tiver se alterado nem se espalhado, é apenas a cicatriz da ferida, e o sacerdote o declarará puro.

24“Quando alguém tiver uma queimadura na pele, e uma mancha avermelhada ou branca aparecer na carne viva da queimadura, 25o sacerdote examinará a mancha e, se o pelo sobre ela tiver se tornado branco e ela parecer mais profunda do que a pele, é lepra que surgiu na queimadura. O sacerdote o declarará impuro; é sinal de lepra na pele. 26Mas, se o sacerdote examinar a mancha e nela não houver pelo branco e esta não estiver mais profunda do que a pele e tiver diminuído, então o sacerdote o porá em isolamento por sete dias. 27No sétimo dia o sacerdote o examinará e, se a mancha tiver se espalhado pela pele, o sacerdote o declarará impuro; é sinal de lepra. 28Se, todavia, a mancha não tiver se alterado nem se espalhado pela pele, mas tiver diminuído, é um inchaço da queimadura, e o sacerdote o declarará puro; é apenas a cicatriz da queimadura.

29“Quando um homem ou uma mulher tiver uma ferida na cabeça ou no queixo, 30o sacerdote examinará a ferida e, se ela parecer mais profunda do que a pele e o pelo nela for amarelado e fino, o sacerdote declarará impura aquela pessoa; é sarna, isto é, lepra da cabeça ou do queixo. 31Mas, se quando o sacerdote examinar o sinal de sarna este não parecer mais profundo do que a pele e não houver pelo escuro nela, então o sacerdote porá a pessoa infectada em isolamento por sete dias. 32No sétimo dia o sacerdote examinará a parte afetada e, se a sarna não tiver se espalhado e não houver pelo amarelado nela e não parecer mais profunda do que a pele, 33a pessoa rapará os pelos, exceto na parte afetada, e o sacerdote a porá em isolamento por mais sete dias. 34No sétimo dia o sacerdote examinará a sarna e, se não tiver se espalhado mais e não parecer mais profunda do que a pele, o sacerdote declarará pura a pessoa. Esta lavará suas roupas e estará pura. 35Mas, se a sarna se espalhar pela pele depois que a pessoa for declarada pura, 36o sacerdote a examinará e, se a sarna tiver se espalhado pela pele, o sacerdote não precisará procurar pelo amarelado; a pessoa está impura. 37Se, entretanto, verificar que não houve alteração e cresceu pelo escuro, a sarna está curada. A pessoa está pura, e o sacerdote a declarará pura.

38“Quando um homem ou uma mulher tiver manchas brancas na pele, 39o sacerdote examinará as manchas; se forem brancas e sem brilho, é um eczema que se alastrou; essa pessoa está pura.

40“Quando os cabelos de um homem caírem, ele está calvo, todavia puro. 41Se lhe caírem os cabelos da frente da cabeça, ele está meio-calvo, porém puro. 42Mas, se tiver uma ferida avermelhada na parte calva da frente ou de trás da cabeça, é lepra que se alastra pela calva da frente ou de trás da cabeça. 43O sacerdote o examinará e, se a ferida inchada na parte da frente ou de trás da calva for avermelhada como a lepra de pele, 44o homem está leproso e impuro. O sacerdote terá que declará-lo impuro devido à ferida na cabeça.

45“Quem ficar leproso, apresentando quaisquer desses sintomas, usará roupas rasgadas, andará descabelado, cobrirá a parte inferior do rosto e gritará: ‘Impuro! Impuro!’ 46Enquanto tiver a doença, estará impuro. Viverá separado, fora do acampamento.

A Lei acerca do Mofo

47“Quando aparecer mancha de mofo13.47 O termo hebraico é o mesmo traduzido por lepra nos versículos anteriores. em alguma roupa—seja de lã, seja de linho— 48ou em qualquer peça tecida ou entrelaçada de linho ou de lã, ou em algum pedaço ou objeto de couro, 49se a mancha na roupa, ou no pedaço de couro, ou na peça tecida ou entrelaçada, ou em qualquer objeto de couro, for esverdeada ou avermelhada, é mancha de mofo que deverá ser mostrada ao sacerdote. 50O sacerdote examinará a mancha e isolará o objeto afetado por sete dias. 51No sétimo dia examinará a mancha e, se ela tiver se espalhado pela roupa, ou pela peça tecida ou entrelaçada, ou pelo pedaço de couro, qualquer que seja o seu uso, é mofo corrosivo; o objeto está impuro. 52Ele queimará a roupa, ou a peça tecida ou entrelaçada, ou qualquer objeto de couro que tiver a mancha, pois é mofo corrosivo; o objeto será queimado.

53“Mas, se, quando o sacerdote o examinar, a mancha não tiver se espalhado pela roupa, ou pela peça tecida ou entrelaçada, ou pelo objeto de couro, 54ordenará que o objeto afetado seja lavado. Então ele o isolará por mais sete dias. 55Depois de lavado o objeto afetado, o sacerdote o examinará e, se a mancha não tiver alterado sua cor, ainda que não tenha se espalhado, o objeto estará impuro. Queime-o com fogo, quer o mofo corrosivo tenha afetado um lado do objeto quer o outro. 56Se, quando o sacerdote o examinar, a mancha tiver diminuído depois de lavado o objeto, ele cortará a parte afetada da roupa, ou do pedaço de couro, ou da peça tecida ou entrelaçada. 57Mas, se a mancha ainda aparecer na roupa, ou na peça tecida ou entrelaçada, ou no objeto de couro, é mofo que se alastra, e tudo o que tiver o mofo será queimado com fogo. 58Mas, se, depois de lavada, a mancha desaparecer da roupa, ou da peça tecida ou entrelaçada, ou do objeto de couro, o objeto afetado será lavado de novo, e então estará puro”.

59Essa é a regulamentação acerca da mancha de mofo nas roupas de lã ou de linho, nas peças tecidas ou entrelaçadas, ou nos objetos de couro, para que sejam declarados puros ou impuros.

Bibelen på hverdagsdansk

3. Mosebog 13:1-59

Regler for smitsomme hudsygdomme

1Herren sagde til Moses og Aron: 2„Hvis nogen får et sår på huden, et udslæt eller en hvid plet, kan der være fare for en smitsom hudsygdom.13,2 Den gængse oversættelse „spedalskhed” anses nu for at være højst tvivlsom. En sådan person skal føres til præsten Aron eller til en af hans sønner, 3så de kan undersøge det mistænkelige sted på huden. Hvis hårene på det pågældende sted er blevet hvide, og hvis pletten ligger dybere end selve huden, er der tale om en smitsom sygdom, og præsten skal derfor erklære personen for uren.

4Men hvis den hvide plet ikke går dybere end huden, og hårene ikke er hvide, skal præsten sætte personen i karantæne i syv dage. 5På den syvende dag skal præsten foretage en ny undersøgelse. Hvis pletten stadig er der, men ikke har bredt sig, skal præsten give personen endnu syv dages karantæne. 6Derefter skal præsten foretage endnu en undersøgelse. Hvis det da viser sig, at pletten er i aftagende og ikke har bredt sig yderligere, skal præsten erklære personen for rask, fordi der så kun var tale om en ufarlig hudirritation. Vedkommende skal blot sørge for at vaske sit tøj, så er alt normalt igen. 7Men hvis pletten derimod breder sig efter undersøgelsen hos præsten, skal personen komme tilbage. 8Præsten skal så foretage en ny undersøgelse, og hvis pletten så virkelig har bredt sig, skal præsten erklære vedkommende for uren, for så er det en smitsom hudsygdom.

9Personer, som ser ud til at have en smitsom hudsygdom, skal føres til præsten, 10som skal se efter, om der er et hvidligt, betændt sår på huden med hvide hår ovenpå. 11Hvis disse symptomer er til stede, er der tale om en kronisk, smitsom hudsygdom, og præsten skal erklære dem for urene. Under sådanne omstændigheder behøves der hverken yderligere karantæne eller observation, for der er utvivlsomt tale om en alvorlig sygdom. 12Men hvis præsten opdager, at udslættet har bredt sig over hele kroppen fra top til tå, 13skal han erklære dem for rene, for så er sygdommen ikke længere smitsom. 14-15Viser der sig imidlertid den mindste antydning af sårdannelse, skal præsten erklære dem for urene, for da er såret et symptom på, at sygdommen er smitsom. 16-17Sker det så senere, at såret forsvinder, og huden bliver hvid, skal de angrebne personer vende tilbage til præsten for at blive undersøgt igen. Viser det sig virkelig, at det angrebne sted er blevet fuldstændig hvidt, skal præsten erklære dem for raske og dermed rene.

18I de tilfælde, hvor nogen har haft en byld på huden, og bylden er forsvundet, 19men har efterladt sig et hvidt mærke eller en rødlighvid plet, skal de angrebne personer gå til præsten for at blive undersøgt. 20Hvis præsten skønner, at pletten ligger dybere end selve huden, og hvis hårene på stedet er hvide, skal præsten erklære dem for urene, for der er udbrudt en smitsom sygdom efter bylden. 21Men hvis præsten kan se, at der ikke er hvide hår på det angrebne sted, og at pletten ikke går dybere end selve huden og heller ikke skinner, skal præsten give dem karantæne i syv dage. 22Hvis pletten breder sig i den periode, skal præsten erklære dem for urene. 23Men hvis den hvide plet ikke breder sig yderligere, er der blot tale om et ar efter bylden. Da skal præsten erklære dem for rene.

24Hvis nogen får et brandsår, og såret under helingen skifter farve til en lys, rødhvid eller hvid plet, 25skal præsten undersøge det mistænkelige sted. Hvis hårene i det lyse område er blevet hvide, og pletten går dybere end selve huden, er der udbrudt en smitsom sygdom efter brandsåret, og præsten skal erklære dem for urene. 26Men hvis præsten kan se, at der ikke er hvide hår i det lyse område, og at pletten er i aftagende og ikke går dybere end huden, skal præsten give dem karantæne i syv dage. 27Efter syv dage skal han undersøge pletten igen, og hvis pletten har bredt sig, skal præsten erklære dem for urene. 28Hvis den lyse plet derimod ikke har bredt sig på huden, men er i aftagende, er der blot tale om et ar efter forbrændingen. Præsten skal derfor erklære dem for rene, for de er ikke angrebet af en smitsom sygdom.

29Hvis en mand eller kvinde får en plet i hovedbunden eller i underansigtet, så det er dækket af hår eller skæg, 30skal præsten undersøge dem grundigt. Viser det sig, at pletten ligger dybere end selve huden, og hårene i området er blevet gullige, skal præsten erklære dem for urene. 31Men hvis undersøgelsen hos præsten viser, at såret ikke ligger dybere end huden, og at hår- eller skægfarve stadig er gullig, skal præsten give dem karantæne i syv dage, 32og han skal undersøge dem igen efter de syv dage. Viser det sig så, at pletten ikke har bredt sig, og at der ikke er gullige hår i området, eller at pletten ikke ligger dybere end selve huden, 33skal de barbere håret af omkring det angrebne sted, dog ikke på selve pletten, hvorefter de skal være i karantæne i endnu syv dage. 34På den syvende dag skal de undersøges igen, og hvis pletten ikke har bredt sig, og den ikke ligger dybere end selve huden, skal præsten erklære dem for rene. De skal blot vaske deres tøj, hvorefter alt er normalt. 35Men hvis pletten senere begynder at brede sig, 36skal præsten undersøge dem igen og erklære dem for urene, uden hensyn til hårenes farve. 37Viser det sig derimod, at pletten ikke har bredt sig yderligere, og der vokser normalt hår i området, er de raske. Så var det alligevel ikke en smitsom sygdom.

38Hvis en mand eller kvinde får lyse, skinnende pletter på huden, 39skal de undersøges af en præst. Medmindre pletterne er meget hvide, er der ikke tale om en smitsom sygdom, men blot om en ufarlig hudinfektion.

40-41Hvis en mand begynder at tabe håret på hovedet og ender med at blive mere eller mindre skaldet, er han ikke dermed uren. 42Men hvis der samtidig viser sig en rødlighvid plet i det skaldede område, kan det være et tegn på en smitsom sygdom. 43I så fald skal præsten undersøge manden, og hvis det ligner en rødhvid plet, som tyder på en smitsom sygdom, 44skal præsten erklære manden for uren.

45De, der således er erklæret urene af præsten, skal rive flænger i deres tøj og undlade at rede deres hår. Så skal de dække underansigtet til, og når de går, skal de råbe: ‚Uren! Uren!’ 46Så længe sygdommen varer, skal de regnes for urene, og de skal bo uden for lejren.

47-48Kommer der mug eller svamp på bomuldstøj, uldtøj eller på ting af læder, 49og man opdager en grønlig eller rødlig plet på det mistænkte materiale, er der sandsynligvis tale om noget, der er smittefarligt. Materialet må derfor bringes til præsten, så han kan undersøge det. 50Når præsten har undersøgt det, skal han lægge det til side i syv dage; 51og på den syvende dag skal han undersøge det igen. Har pletten da bredt sig, er der risiko for smitte. 52Derfor skal han brænde det angrebne materiale, for det er smitsomt og må uskadeliggøres i ilden.

53Men hvis det ved undersøgelsen på den syvende dag viser sig, at pletten ikke har bredt sig yderligere, 54skal præsten sørge for, at det mistænkte materiale vaskes grundigt og derefter bliver lagt til side i syv dage til. 55Hvis pletten så ikke er blevet mindre, er der tale om noget smitsomt, også selv om pletten ikke har bredt sig yderligere. Derfor skal materialet brændes, hvad enten pletten er indvendig eller udvendig. 56Men hvis præsten kan se, at pletten er blevet mindre efter vask, skal han skære det angrebne sted bort. 57Hvis pletten så kommer igen på et andet sted, er der tale om noget smitsomt, og det hele skal brændes. 58Men hvis der ikke opstår nye pletter efter vask, kan materialet tages i brug igen, blot det vaskes endnu en gang.”

59Dette er reglerne for materialer, der er mistænkt for at være smittefarlige. De tjener til at afgøre, hvorvidt materialet skal erklæres for rent eller urent.