Job 20 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Job 20:1-29

Segundo discurso de Zofar

1A esto respondió Zofar de Namat:

2«Mis turbados pensamientos me hacen replicar,

pues me hallo muy desconcertado.

3He escuchado una reprensión que me deshonra

y mi inteligencia me obliga a responder.

4»Bien sabes tú que desde antaño,

desde que Dios puso al ser humano20:4 al ser humano. Alt. a Adán. en la tierra,

5muy breve ha sido la algarabía del malvado

y la alegría del impío ha sido pasajera.

6Aunque su orgullo llegue hasta los cielos

y alcance a tocar con la cabeza las nubes,

7él perecerá para siempre, como su excremento,

y sus allegados dirán: “¿Qué se hizo?”.

8Como un sueño, como una visión nocturna,

se desvanecerá y no volverá a ser hallado.

9Los ojos que lo vieron no volverán a verlo;

su lugar no volverá a contemplarlo.

10Sus hijos tendrán que indemnizar a los pobres;

ellos mismos restituirán las riquezas de su padre.

11El vigor juvenil que hoy sostiene sus huesos

un día reposará en el polvo con él.

12»Aunque en su boca el mal sabe dulce

y lo disimula bajo la lengua,

13y aunque no lo suelta para nada,

sino que tenazmente lo retiene,

14ese pan se le agriará en el estómago;

dentro de él se volverá veneno de áspid.

15Vomitará las riquezas que se engulló;

Dios hará que las arroje de su vientre.

16Chupará veneno de serpientes;

la lengua de un áspid lo matará.

17No disfrutará de los arroyos,

de los ríos de crema y miel;

18no se engullirá las ganancias de sus negocios;

no disfrutará de sus riquezas,

19porque oprimió al pobre y lo dejó sin nada,

y se adueñó de casas que nunca construyó.

20»Su ambición nunca quedó satisfecha;

no se salvará con su tesoro.

21Nada se libró de su voracidad;

por eso no perdurará su bienestar.

22En medio de la abundancia, lo abrumará la angustia;

le sobrevendrá toda la fuerza de la desgracia.

23Cuando el malvado se haya llenado el vientre,

Dios dará rienda suelta a su enojo contra él

y descargará sobre él sus golpes.

24Aunque huya de las armas de hierro,

una flecha de bronce lo atravesará.

25Cuando del hígado y de la espalda

intente sacarse la punta de la flecha,

se verá sobrecogido de espanto,

26y la oscuridad total acechará sus tesoros.

Un fuego no atizado acabará con él

y con todo lo que haya quedado de su casa.

27Los cielos harán pública su culpa;

la tierra se levantará a denunciarlo.

28En el día de la ira de Dios,

un aluvión arrasará con su casa.

29Tal es el fin que Dios reserva al malvado;

tal es la herencia que le asignó».

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 20:1-29

Zofars anden tale til Job

1Derefter tog Zofar til genmæle:

2„Jeg bliver nødt til at sætte dig på plads,

for det, du siger, er oprørende.

3Det er nemt nok at anklage os,

men jeg ved, hvordan jeg skal svare dig.

4Ved du ikke, at fra tidernes morgen,

så længe der har været mennesker til,

5har de gudløses triumf været kort,

og deres glæde kun varet et øjeblik?

6Selv om deres selvglæde når til himlen,

og de går med næsen i sky,

7bliver de kastet bort som affald,

og deres venner spørger, hvor de blev af.

8De forsvinder som en drøm, når man vågner,

fordufter, som var det hele et synsbedrag.

9Deres venner ser dem ikke mere,

aldrig vender de tilbage til deres hjemby.

10Børnene må levere tilbage, hvad deres fædre har stjålet,

for de svage skal have det igen, som blev taget fra dem.

11De gudløse dør og bliver lagt i graven,

selv om de stadig var unge og stærke.

12De elsker smagen af synd,

nyder den i fulde drag,

13lader den smelte langsomt på tungen,

synker den med stort velbehag.

14Men i maven giver den voldsomme smerter,

som var det slangegift, de havde slugt.

15Gud sørger for, at de kaster den op,

den velstand de guffede i sig, kommer op igen.

16Men giften har gjort sin virkning,

de går til som bidt af en slange.

17De kan ikke længere skumme fløden

eller nyde en overflod af honning.

18De må aflevere deres uretmæssige bytte,

får ikke glæde af det, de har ranet.

19For de knuste ubarmhjertigt de hjælpeløse,

overtog huse, som ikke var deres.

20Altid skrabede de til sig,

men intet af det får de gavn af.

21De stjal, hvad de kunne få fat i,

men den slags rigdom varer ikke ved.

22Midt i velstanden rammes de af ulykken,

katastroferne regner ned over dem.

23Mens de sidder i fred og spiser,

rammes de af Guds vrede,

han lader slagene hagle ned over dem.

24De prøver at flygte for sværdet,

men bliver ramt i ryggen af en pil.

25Når de trækker pilen ud,

drypper spidsen af galde.

Dødens rædsler står malet i deres ansigter,

26deres skatte ender i glemslens mørke.

Guds ild fortærer dem,

opbrænder alle deres ejendele.

27Himlens magter straffer dem for deres synd,

jorden vidner imod dem.

28Guds vrede regner ned over dem,

deres huse skylles væk af en flodbølge.

29Sådan er de gudløses skæbne.

Det er Gud selv, der straffer dem.”