New Living Translation

Exodus 9

A Plague against Livestock

1“Go back to Pharaoh,” the Lord commanded Moses. “Tell him, ‘This is what the Lord, the God of the Hebrews, says: Let my people go, so they can worship me. If you continue to hold them and refuse to let them go, the hand of the Lord will strike all your livestock—your horses, donkeys, camels, cattle, sheep, and goats—with a deadly plague. But the Lord will again make a distinction between the livestock of the Israelites and that of the Egyptians. Not a single one of Israel’s animals will die! The Lord has already set the time for the plague to begin. He has declared that he will strike the land tomorrow.’”

And the Lord did just as he had said. The next morning all the livestock of the Egyptians died, but the Israelites didn’t lose a single animal. Pharaoh sent his officials to investigate, and they discovered that the Israelites had not lost a single animal! But even so, Pharaoh’s heart remained stubborn,[a] and he still refused to let the people go.

A Plague of Festering Boils

Then the Lord said to Moses and Aaron, “Take handfuls of soot from a brick kiln, and have Moses toss it into the air while Pharaoh watches. The ashes will spread like fine dust over the whole land of Egypt, causing festering boils to break out on people and animals throughout the land.”

10 So they took soot from a brick kiln and went and stood before Pharaoh. As Pharaoh watched, Moses threw the soot into the air, and boils broke out on people and animals alike. 11 Even the magicians were unable to stand before Moses, because the boils had broken out on them and all the Egyptians. 12 But the Lord hardened Pharaoh’s heart, and just as the Lord had predicted to Moses, Pharaoh refused to listen.

A Plague of Hail

13 Then the Lord said to Moses, “Get up early in the morning and stand before Pharaoh. Tell him, ‘This is what the Lord, the God of the Hebrews, says: Let my people go, so they can worship me. 14 If you don’t, I will send more plagues on you[b] and your officials and your people. Then you will know that there is no one like me in all the earth. 15 By now I could have lifted my hand and struck you and your people with a plague to wipe you off the face of the earth. 16 But I have spared you for a purpose—to show you my power[c] and to spread my fame throughout the earth. 17 But you still lord it over my people and refuse to let them go. 18 So tomorrow at this time I will send a hailstorm more devastating than any in all the history of Egypt. 19 Quick! Order your livestock and servants to come in from the fields to find shelter. Any person or animal left outside will die when the hail falls.’”

20 Some of Pharaoh’s officials were afraid because of what the Lord had said. They quickly brought their servants and livestock in from the fields. 21 But those who paid no attention to the word of the Lord left theirs out in the open.

22 Then the Lord said to Moses, “Lift your hand toward the sky so hail may fall on the people, the livestock, and all the plants throughout the land of Egypt.”

23 So Moses lifted his staff toward the sky, and the Lord sent thunder and hail, and lightning flashed toward the earth. The Lord sent a tremendous hailstorm against all the land of Egypt. 24 Never in all the history of Egypt had there been a storm like that, with such devastating hail and continuous lightning. 25 It left all of Egypt in ruins. The hail struck down everything in the open field—people, animals, and plants alike. Even the trees were destroyed. 26 The only place without hail was the region of Goshen, where the people of Israel lived.

27 Then Pharaoh quickly summoned Moses and Aaron. “This time I have sinned,” he confessed. “The Lord is the righteous one, and my people and I are wrong. 28 Please beg the Lord to end this terrifying thunder and hail. We’ve had enough. I will let you go; you don’t need to stay any longer.”

29 “All right,” Moses replied. “As soon as I leave the city, I will lift my hands and pray to the Lord. Then the thunder and hail will stop, and you will know that the earth belongs to the Lord. 30 But I know that you and your officials still do not fear the Lord God.”

31 (All the flax and barley were ruined by the hail, because the barley had formed heads and the flax was budding. 32 But the wheat and the emmer wheat were spared, because they had not yet sprouted from the ground.)

33 So Moses left Pharaoh’s court and went out of the city. When he lifted his hands to the Lord, the thunder and hail stopped, and the downpour ceased. 34 But when Pharaoh saw that the rain, hail, and thunder had stopped, he and his officials sinned again, and Pharaoh again became stubborn.[d] 35 Because his heart was hard, Pharaoh refused to let the people leave, just as the Lord had predicted through Moses.

Notas al pie

  1. 9:7 Hebrew heavy.
  2. 9:14 Hebrew on your heart.
  3. 9:16 Greek version reads to display my power in you; compare Rom 9:17.
  4. 9:34 Hebrew made his heart heavy.

Bibelen på hverdagsdansk

2 Mosebog 9

Femte katastrofe: Kvægpest

1„Gå tilbage til Farao,” befalede Herren, „og sig til ham: Herren, hebræernes Gud, siger: ‚Lad mit folk rejse for at tilbede mig.’ Hvis du stadig plager dem og nægter at lade dem rejse, vil Herren sende en pest, som vil slå jeres køer, heste, æsler, kameler, får og geder ihjel. Men Herren vil igen gøre forskel mellem israelitterne og egypterne. Ikke et eneste af israelitternes husdyr skal dø.”

Herren satte en frist og sagde: „I morgen skal det ske!” Den næste dag skete det, som Herren havde sagt: Alle[a] egypternes husdyr døde, men ikke et eneste af israelitternes dyr døde. Da sendte Farao folk ud for at se efter, og de bekræftede, at ingen af israelitternes husdyr var døde. Men hans hjerte var forhærdet, og han lod stadig ikke israelitterne rejse.

Sjette katastrofe: Bylder

Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det. Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.”

10 Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder. 11 Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere. 12 Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde sagt til Moses.

Syvende katastrofe: Hagl

13 Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. 14 Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden. 15 Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade, 16 men jeg har gjort dig til konge, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden. 17 Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse. 18 Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie. 19 Sørg for, at alle husdyr og alle markarbejdere kommer indenfor i sikkerhed, for hvert eneste menneske og dyr, der ikke er under tag, vil dø i haglvejret.”

20 De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres husdyr og slaver indendørs, 21 men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.

22 Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” 23-24 Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. 25 Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned. 26 Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.

27 Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. 28 Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”

29 „Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. 30 Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”

31 Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst. 32 Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.

33 Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. 34-35 Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Notas al pie

  1. 9,6 Det er almindeligt i Bibelens sprogbrug, at ordet „alle” ikke skal forstås absolut, men relativt. Det betyder ofte en meget stor mængde eller næsten alle. De få dyr, som overlevede pesten, risikerede at blive ramt af haglene i v. 19-25.