Nehemiah 5 – NIVUK & BPH

New International Version – UK

Nehemiah 5:1-19

Nehemiah helps the poor

1Now the men and their wives raised a great outcry against their fellow Jews. 2Some were saying, ‘We and our sons and daughters are numerous; in order for us to eat and stay alive, we must get grain.’

3Others were saying, ‘We are mortgaging our fields, our vineyards and our homes to get grain during the famine.’

4Still others were saying, ‘We have had to borrow money to pay the king’s tax on our fields and vineyards. 5Although we are of the same flesh and blood as our fellow Jews and though our children are as good as theirs, yet we have to subject our sons and daughters to slavery. Some of our daughters have already been enslaved, but we are powerless, because our fields and our vineyards belong to others.’

6When I heard their outcry and these charges, I was very angry. 7I pondered them in my mind and then accused the nobles and officials. I told them, ‘You are charging your own people interest!’ So I called together a large meeting to deal with them 8and said: ‘As far as possible, we have bought back our fellow Jews who were sold to the Gentiles. Now you are selling your own people, only for them to be sold back to us!’ They kept quiet, because they could find nothing to say.

9So I continued, ‘What you are doing is not right. Shouldn’t you walk in the fear of our God to avoid the reproach of our Gentile enemies? 10I and my brothers and my men are also lending the people money and grain. But let us stop charging interest! 11Give back to them immediately their fields, vineyards, olive groves and houses, and also the interest you are charging them – one per cent of the money, grain, new wine and olive oil.’

12‘We will give it back,’ they said. ‘And we will not demand anything more from them. We will do as you say.’

Then I summoned the priests and made the nobles and officials take an oath to do what they had promised. 13I also shook out the folds of my robe and said, ‘In this way may God shake out of their house and possessions anyone who does not keep this promise. So may such a person be shaken out and emptied!’

At this the whole assembly said, ‘Amen,’ and praised the Lord. And the people did as they had promised.

14Moreover, from the twentieth year of King Artaxerxes, when I was appointed to be their governor in the land of Judah, until his thirty-second year – twelve years – neither I nor my brothers ate the food allotted to the governor. 15But the earlier governors – those preceding me – placed a heavy burden on the people and took forty shekels5:15 That is, about 460 grams of silver from them in addition to food and wine. Their assistants also lorded it over the people. But out of reverence for God I did not act like that. 16Instead, I devoted myself to the work on this wall. All my men were assembled there for the work; we5:16 Most Hebrew manuscripts; some Hebrew manuscripts, Septuagint, Vulgate and Syriac I did not acquire any land.

17Furthermore, a hundred and fifty Jews and officials ate at my table, as well as those who came to us from the surrounding nations. 18Each day one ox, six choice sheep and some poultry were prepared for me, and every ten days an abundant supply of wine of all kinds. In spite of all this, I never demanded the food allotted to the governor, because the demands were heavy on these people.

19Remember me with favour, my God, for all I have done for these people.

Bibelen på hverdagsdansk

Nehemiasʼ Bog 5:1-19

Nehemias taler de fattiges sag

1Kort efter begyndte nogle mænd og deres koner at klage over, at deres rige landsmænd udnyttede dem. 2Nogle sagde: „Vi har ingen penge, så vi må give vores børn i pant for at få mad.” 3Andre sagde: „Vi har pantsat vores marker, vingårde og huse for at kunne købe korn under hungersnøden.” 4Andre igen sagde: „Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.”

5„Hører vi ikke til samme folk?” protesterede de. „Er vores børn ikke lige så gode som deres? Det er uretfærdigt, at vi skal sælge vores børn som slaver for at kunne overleve. Vi har allerede solgt flere af vores døtre, og vi har ingen mulighed for at købe dem fri, for vores marker og vingårde tilhører pantelånerne.”

6Da jeg hørte det, blev jeg vred, 7og efter at have tænkt over sagen sagde jeg til de rige og fornemme: „Det er forkert af jer at tage pant og renter af jeres landsmænd, når I låner dem penge.” Så sammenkaldte jeg til et folkemøde og henvendte mig til de rige: 8„Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at frikøbe vores landsmænd, der levede som slaver hos et fremmed folk,” sagde jeg. „Men nu gør I jeres egne landsmænd til slaver! Hvor mange gange skal vi købe dem fri?” Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle svare. 9Så fortsatte jeg: „I kan ikke være bekendt at opføre jer på den måde! Har I slet ingen ærefrygt for Gud? Er det ikke nok, at vi har fjender, der udefra prøver at komme os til livs? 10Jeg og mine folk har også lånt vores nødstedte landsmænd penge og korn, men uden at kræve renter. Hold op med at tage pant og renter. 11Giv dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage og refunder dem, hvad I har taget i renter i form af penge, korn, vin og olie.”

12„Vi vil gøre, som du siger,” svarede de. „Vi giver dem deres ejendom tilbage og holder op med at kræve renter.” I præsternes påhør fik jeg dem så til at sværge på, at de ville gøre, som de havde sagt. 13Og mens jeg rystede min kappefold sagde jeg: „De som ikke holder, hvad de har lovet, vil Gud ryste ud fra deres hus og hjem.” „Amen!” råbte hele forsamlingen og takkede Gud. Så gik de i gang med at gøre deres ord til handling.

14I den forbindelse skal det nævnes, at i alle de 12 år, jeg var guvernør over Juda—fra kong Artaxerxes’ 20. til hans 32. regeringsår—modtog hverken jeg selv eller mine embedsmænd nogen løn eller andre ydelser fra Israels folk. 15Denne praksis stod i skærende kontrast til, hvad folket var vant til fra de tidligere guvernører, der havde udnyttet dem ved at kræve mad og vin foruden 40 sølvstykker om dagen. Desuden plejede embedsmændene også at udnytte folket. Men fordi jeg ønskede at adlyde Gud, brød jeg med den praksis. 16I stedet koncentrerede jeg mig om arbejdet på muren og nægtede at skaffe mig fast ejendom. Og alle mine embedsmænd tog del i arbejdet på lige fod med andre. 17Jeg forsørgede ellers 150 judæiske embedsmænd foruden fremmede, der kom på besøg. 18Det daglige forbrug udgjorde en okse, seks førsteklasses får og et stort antal fjerkræ. Desuden købte jeg hver tiende dag en ny forsyning vin. Alligevel undlod jeg at afkræve folket den skat, jeg havde krav på, for de havde det svært nok i forvejen.

19Min Gud, glem ikke, hvad jeg har gjort for dit folk, men velsign mig for det!