1‘I loathe my very life;
therefore I will give free rein to my complaint
and speak out in the bitterness of my soul.
2I say to God: do not declare me guilty,
but tell me what charges you have against me.
3Does it please you to oppress me,
to spurn the work of your hands,
while you smile on the plans of the wicked?
4Do you have eyes of flesh?
Do you see as a mortal sees?
5Are your days like those of a mortal
or your years like those of a strong man,
6that you must search out my faults
and probe after my sin –
7though you know that I am not guilty
and that no-one can rescue me from your hand?
8‘Your hands shaped me and made me.
Will you now turn and destroy me?
9Remember that you moulded me like clay.
Will you now turn me to dust again?
10Did you not pour me out like milk
and curdle me like cheese,
11clothe me with skin and flesh
and knit me together with bones and sinews?
12You gave me life and showed me kindness,
and in your providence watched over my spirit.
13‘But this is what you concealed in your heart,
and I know that this was in your mind:
14if I sinned, you would be watching me
and would not let my offence go unpunished.
15If I am guilty – woe to me!
Even if I am innocent, I cannot lift my head,
for I am full of shame
and drowned in10:15 Or and aware of my affliction.
16If I hold my head high, you stalk me like a lion
and again display your awesome power against me.
17You bring new witnesses against me
and increase your anger towards me;
your forces come against me wave upon wave.
18‘Why then did you bring me out of the womb?
I wish I had died before any eye saw me.
19If only I had never come into being,
or had been carried straight from the womb to the grave!
20Are not my few days almost over?
Turn away from me so that I can have a moment’s joy
21before I go to the place of no return,
to the land of gloom and utter darkness,
22to the land of deepest night,
of utter darkness and disorder,
where even the light is like darkness.’
Job fortsætter sin klage mod Gud
1Jeg er led og ked af at leve.
Lad mig give frit løb for min klage,
give luft for bitterheden i min sjæl.
2Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,
men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.
3Hvad gavn har du af at ødelægge mig?
Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,
og lader de ondes intriger lykkes?
4Er dine øjne som et menneskes øjne?
Er dine tanker som mennesketanker?
5Er dit liv kort som et menneskes?
Lever du kun nogle ganske få år,
6siden du har så travlt med at finde fejl,
er så ivrig efter at dømme mig skyldig?
7Du ved, jeg er uskyldig,
men hvem kan redde mig fra din straf?
8Det var dine hænder, som skabte mig,
men nu er du ved at ødelægge mig!
9Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.
Vil du virkelig knuse mig til støv?
10Du stod bag min undfangelse
og formede mig i min moders liv.
11Du dannede mine knogler og sener
og dækkede dem med muskler og hud.
12Du gav mig livet ved din nåde
og værnede om mig i min opvækst.
13Men du havde mere i tanke,
og det forstår jeg først nu:
14Du ville holde øje med, om jeg syndede,
og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.
15Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.
Og selv om jeg var uskyldig,
kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet
på grund af min elendighed og ulykke.
16Da jeg alligevel gjorde det,
sprang du på mig som en løve
og demonstrerede din magt over mig.
17Du sendte nye lidelser over mig,
og din vrede syntes at vokse,
for den ene ulykke afløste den anden.
18Hvorfor lod du mig dog blive født?
Gid jeg var død i min moders liv,
19så det var, som om jeg aldrig havde levet,
men blev lagt direkte ned i graven.
20Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.
Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?
21Når jeg først er draget til de dødes rige,
vender jeg aldrig mere tilbage.
22Der bliver lyset opslugt af mørket,
så der altid er kaos og kulsort nat.”
