David spares Saul’s life
In Hebrew texts 24:1-22 is numbered 24:22-23. 1After Saul returned from pursuing the Philistines, he was told, ‘David is in the Desert of En Gedi.’ 2So Saul took three thousand able young men from all Israel and set out to look for David and his men near the Crags of the Wild Goats.
3He came to the sheepfolds along the way; a cave was there, and Saul went in to relieve himself. David and his men were far back in the cave. 4The men said, ‘This is the day the Lord spoke of when he said24:4 Or ‘Today the Lord is saying to you, “I will give your enemy into your hands for you to deal with as you wish.” ’ Then David crept up unnoticed and cut off a corner of Saul’s robe.
5Afterwards, David was conscience-stricken for having cut off a corner of his robe. 6He said to his men, ‘The Lord forbid that I should do such a thing to my master, the Lord’s anointed, or lay my hand on him; for he is the anointed of the Lord.’ 7With these words David sharply rebuked his men and did not allow them to attack Saul. And Saul left the cave and went his way.
8Then David went out of the cave and called out to Saul, ‘My lord the king!’ When Saul looked behind him, David bowed down and prostrated himself with his face to the ground. 9He said to Saul, ‘Why do you listen when men say, “David is bent on harming you”? 10This day you have seen with your own eyes how the Lord gave you into my hands in the cave. Some urged me to kill you, but I spared you; I said, “I will not lay my hand on my lord, because he is the Lord’s anointed.” 11See, my father, look at this piece of your robe in my hand! I cut off the corner of your robe but did not kill you. See that there is nothing in my hand to indicate that I am guilty of wrongdoing or rebellion. I have not wronged you, but you are hunting me down to take my life. 12May the Lord judge between you and me. And may the Lord avenge the wrongs you have done to me, but my hand will not touch you. 13As the old saying goes, “From evildoers come evil deeds,” so my hand will not touch you.
14‘Against whom has the king of Israel come out? Who are you pursuing? A dead dog? A flea? 15May the Lord be our judge and decide between us. May he consider my cause and uphold it; may he vindicate me by delivering me from your hand.’
16When David finished saying this, Saul asked, ‘Is that your voice, David my son?’ And he wept aloud. 17‘You are more righteous than I,’ he said. ‘You have treated me well, but I have treated you badly. 18You have just now told me about the good you did to me; the Lord gave me into your hands, but you did not kill me. 19When a man finds his enemy, does he let him get away unharmed? May the Lord reward you well for the way you treated me today. 20I know that you will surely be king and that the kingdom of Israel will be established in your hands. 21Now swear to me by the Lord that you will not kill off my descendants or wipe out my name from my father’s family.’
22So David gave his oath to Saul. Then Saul returned home, but David and his men went up to the stronghold.
1Derefter tog David ophold i klippehulerne ved En-Gedi.
David skåner Sauls liv
2Da Saul vendte tilbage fra slaget mod filistrene, fik han at vide, at David var flygtet ud i En-Gedis ørken. 3Så tog han 3000 elitesoldater med sig og gik ud for at lede efter ham ved Stenbukkeklipperne. 4På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.
5„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David. „Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det. 6Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort. 7„Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd. „Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.” 8Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.
Da Saul havde forladt hulen og var gået videre, 9kom David ud og råbte efter ham: „Min herre og konge!” Og da Saul vendte sig om, bøjede David sig for ham. 10-11„Hvorfor lader du dig narre af dem, der påstår, at jeg er ude på at gøre dig fortræd?” fortsatte han. „I dag har du fået bevis for, at det ikke er sandt. Skønt du var i min hule hånd, og nogle af mine mænd ville have mig til at slå dig ihjel, skånede jeg dit liv og lovede, at jeg ikke ville gøre dig noget ondt, for du er Herrens salvede. 12Se her, hvad jeg har i hånden. Det er kanten af din kappe, som jeg skar af, men jeg slog dig ikke ihjel. Er det ikke nok til at overbevise dig om, at jeg ikke har i sinde at gøre dig fortræd? Jeg ønsker ikke at forsynde mig imod dig, selvom du truer mig på livet.”
13David fortsatte: „Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig for, hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd. 14Som ordsproget siger: ‚Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig. 15I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe? 16Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”
17-18Saul råbte tilbage med grådkvalt stemme: „Min søn, David! Er det virkelig dig? David, du har gengældt min ondskab med godhed. Du er et bedre menneske end jeg. 19Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel. 20Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det. 21Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel. 22Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”
23Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.
