1 Kings 12 – NIVUK & BPH

New International Version – UK

1 Kings 12:1-33

Israel rebels against Rehoboam

1Rehoboam went to Shechem, for all Israel had gone there to make him king. 2When Jeroboam son of Nebat heard this (he was still in Egypt, where he had fled from King Solomon), he returned from12:2 Or he remained in Egypt. 3So they sent for Jeroboam, and he and the whole assembly of Israel went to Rehoboam and said to him: 4‘Your father put a heavy yoke on us, but now lighten the harsh labour and the heavy yoke he put on us, and we will serve you.’

5Rehoboam answered, ‘Go away for three days and then come back to me.’ So the people went away.

6Then King Rehoboam consulted the elders who had served his father Solomon during his lifetime. ‘How would you advise me to answer these people?’ he asked.

7They replied, ‘If today you will be a servant to these people and serve them and give them a favourable answer, they will always be your servants.’

8But Rehoboam rejected the advice the elders gave him and consulted the young men who had grown up with him and were serving him. 9He asked them, ‘What is your advice? How should we answer these people who say to me, “Lighten the yoke your father put on us”?’

10The young men who had grown up with him replied, ‘These people have said to you, “Your father put a heavy yoke on us, but make our yoke lighter.” Now tell them, “My little finger is thicker than my father’s waist. 11My father laid on you a heavy yoke; I will make it even heavier. My father scourged you with whips; I will scourge you with scorpions.” ’

12Three days later Jeroboam and all the people returned to Rehoboam, as the king had said, ‘Come back to me in three days.’ 13The king answered the people harshly. Rejecting the advice given him by the elders, 14he followed the advice of the young men and said, ‘My father made your yoke heavy; I will make it even heavier. My father scourged you with whips; I will scourge you with scorpions.’ 15So the king did not listen to the people, for this turn of events was from the Lord, to fulfil the word the Lord had spoken to Jeroboam son of Nebat through Ahijah the Shilonite.

16When all Israel saw that the king refused to listen to them, they answered the king:

‘What share do we have in David,

what part in Jesse’s son?

To your tents, Israel!

Look after your own house, David!’

So the Israelites went home. 17But as for the Israelites who were living in the towns of Judah, Rehoboam still ruled over them.

18King Rehoboam sent out Adoniram,12:18 Some Septuagint manuscripts and Syriac (see also 4:6 and 5:14); Hebrew Adoram who was in charge of forced labour, but all Israel stoned him to death. King Rehoboam, however, managed to get into his chariot and escape to Jerusalem. 19So Israel has been in rebellion against the house of David to this day.

20When all the Israelites heard that Jeroboam had returned, they sent and called him to the assembly and made him king over all Israel. Only the tribe of Judah remained loyal to the house of David.

21When Rehoboam arrived in Jerusalem, he mustered all Judah and the tribe of Benjamin – a hundred and eighty thousand able young men – to go to war against Israel and to regain the kingdom for Rehoboam son of Solomon.

22But this word of God came to Shemaiah the man of God: 23‘Say to Rehoboam son of Solomon king of Judah, to all Judah and Benjamin, and to the rest of the people, 24“This is what the Lord says: do not go up to fight against your brothers, the Israelites. Go home, every one of you, for this is my doing.” ’ So they obeyed the word of the Lord and went home again, as the Lord had ordered.

Golden calves at Bethel and Dan

25Then Jeroboam fortified Shechem in the hill country of Ephraim and lived there. From there he went out and built up Peniel.12:25 Hebrew Penuel, a variant of Peniel

26Jeroboam thought to himself, ‘The kingdom is now likely to revert to the house of David. 27If these people go up to offer sacrifices at the temple of the Lord in Jerusalem, they will again give their allegiance to their lord, Rehoboam king of Judah. They will kill me and return to King Rehoboam.’

28After seeking advice, the king made two golden calves. He said to the people, ‘It is too much for you to go up to Jerusalem. Here are your gods, Israel, who brought you up out of Egypt.’ 29One he set up in Bethel, and the other in Dan. 30And this thing became a sin; the people came to worship the one at Bethel and went as far as Dan to worship the other.12:30 Probable reading of the original Hebrew text; Masoretic Text people went to the one as far as Dan

31Jeroboam built shrines on high places and appointed priests from all sorts of people, even though they were not Levites. 32He instituted a festival on the fifteenth day of the eighth month, like the festival held in Judah, and offered sacrifices on the altar. This he did in Bethel, sacrificing to the calves he had made. And at Bethel he also installed priests at the high places he had made. 33On the fifteenth day of the eighth month, a month of his own choosing, he offered sacrifices on the altar he had built at Bethel. So he instituted the festival for the Israelites and went up to the altar to make offerings.

Bibelen på hverdagsdansk

1. Kongebog 12:1-33

Nordriget forkaster Rehabeam som konge over dem

1Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge. 2Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død. 3Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem. 4„Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. „Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”

5„Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. „Kom tilbage om to dage,12,5 På hebraisk: tre dage. så vil jeg give jer svar.”

6Rehabeam drøftede nu sagen med sin fars gamle rådgivere. „Hvad foreslår I, jeg skal gøre?” spurgte han. 7„Hvis du viser lederne, at du tager hensyn til deres ønsker, og siger, at du vil behandle folket godt, så vil de være loyale over for dig,” var deres svar.

8Men Rehabeam brød sig ikke om deres råd. Han spurgte så de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som han havde ansat i sin tjeneste: 9„Hvad skal vi svare de her mennesker, som gerne vil være fri for hårdt arbejde og skatter?” 10„Vi foreslår, at du siger: ‚Sammenlignet med mig var min far ingenting! 11Hvis I synes, min far lagde tunge byrder på jer, vil jeg gøre dem endnu tungere. Hvis I synes, min far brugte en pisk af reb, så vil jeg bruge en pisk med metalstykker i!’ ”

12Da Jeroboam og Nordrigets ledere som aftalt kom tilbage til den unge konge to dage senere, 13-14gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere. 15Kongen var således ikke villig til at lytte til deres ønsker, og derved kom han til at opfylde det profetiske ord fra Herren, som Ahija fra Shilo havde givet Jeroboam.

16Da Nordrigets folk blev klar over, at kongen ikke ville lytte til dem, tog de afstand fra ham og råbte til hinanden: „Ud med David og hans slægt! Rehabeam kan få lov til at herske over sin egen stamme. Vi kan klare os selv.”

17Således gik det til, at Rehabeam måtte nøjes med at være konge over Judas stamme. 18Men han gav ikke op med det samme, så han sendte sin slavepisker Adoniram efter Nordrigets ledere for at tvinge dem, men de smed sten efter ham og slog ham ihjel. Rehabeam sprang da op i sin vogn og skyndte sig hjem til Jerusalem for ikke selv at blive slået ihjel. 19Således brød de ti nordlige stammer forbindelsen med Judas stamme, og de to riger blev aldrig siden forsonet.

Jeroboam bliver konge i Nordriget

20Da det blev kendt blandt alle Nordrigets indbyggere, at Jeroboam var vendt hjem, inviterede de ham til et stort folkemøde, hvor de gjorde ham til deres konge. Det var kun Judas stamme, der var loyal over for Davids slægt.

21Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. 22Men Gud gav profeten Shemaja følgende budskab: 23-24„Sig til Judas konge og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.

25Jeroboam udbyggede nu byen Sikem i Efraims bjergland og gjorde den til sin hovedstad. Han udbyggede også Penuel som fæstningsby.

Jeroboam indfører afgudsdyrkelse og en ny fest

26-27Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. „Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. „Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”

28På sine rådgiveres opfordring fik Jeroboam derfor lavet to guldkalve. „Det er for besværligt at tage helt til Jerusalem og ofre,” sagde han til folket. „Her er jeres guder, som førte jer ud af Egyptens land!”

29-30Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder. 31Jeroboam opførte også afgudsaltre på offerhøjene rundt omkring, og han udnævnte præster fra andre stammer end Levis stamme i modstrid med Herrens befaling. 32-33Han bekendtgjorde også, at den årlige løvhyttefest for fremtiden skulle fejres i Betel den 15. dag i den ottende måned12,32-33 Den rigtige løvhyttefest blev fejret i Jerusalem fra den 15. til den 21. i den syvende måned.—en dato han selv fandt på, og han indkaldte alle sine præster til at gøre tjeneste i Betel under den ugelange højtid. Da festen begyndte, steg han selv op på alteret i Betel for at tænde ilden og ofre til den guldkalv, han havde ladet opstille der.